Læsetid: 7 min.

Impotens og panik

'Det er en film om drenge lavet af drenge,' siger den norsk-danske filminstruktør Joachim Trier om sin spillefilmdebut, 'Reprise', der efter at have rejst verden rundt endelig er nået til Danmark
31. august 2007

Det er efterhånden mange år siden, at danske filmdistributører som led i deres markedsføring af norske film - og lidt i spøg - måtte trykke en advarsel på plakaterne. Takket være en ung, dynamisk generation af filmskabere med historier at fortælle har Norge inden for de seneste fire-fem år både ude og hjemme markeret sig som en af Nordens mest interessante filmnationer.

En af de mest interessante instruktører, 33-årige, norsk-danske Joachim Trier (ja, han er i familie med Lars von Trier), har siden premieren på sin spillefilmdebut, generationsportrættet Reprise (2006), rejst verden rundt og vundet den ene pris efter den anden, og nu er han endelig nået til Danmark. Han har bestemt ikke noget imod at være en del af en bølge - det er et privilegium - men det også lidt mærkeligt, siger han.

"For det første er jeg født i København - jeg har en dansk far - og jeg har de seneste syv år boet i England. Jeg har gået på filmskole i London, og før det gik jeg på filmhøjskolen i Ebeltoft. Jeg føler mig som en fuldstændig outsider i norsk film. Jeg har ikke været en del af det norske miljø, alle taler om. Det er symptomatisk, at mange af de instruktører, som har lavet filmene i bølgen, Jens Lien f.eks., har rejst i udlandet. Mit team består af en dansk klipper, en svensk fotograf, og vi skød i Paris og Oslo."

Det nære og personlige

- Men der er tematiske sammenfald. Flere af filmene handler om fortabte, yngre mænd, og man mere end får fornemmelsen af, at ikke alt er, hvad det bør være i det velstående Norge.

"Må jeg spørge, hvilke andre film, du synes, der handler om det?"

- Erik Richter Strands 'Sønner', Jens Liens 'Den brysomme mannen', Bård Breiens 'Kunsten at tænke negativt', Aksel Hennies 'Uno' - alle handler de på sin vis om rodløse unge mænd og fraværet af faderfigurer.

"Det kan godt være, at du har en pointe. Det, jeg savnede i norsk film, og en af grundene til, at Reprise har en berettigelse, er, at den handler om middelklassekulturen. Norge er én stor middelklasse, og jeg synes tit, at man konstruerer store, dramatiske hændelser, så personerne har en historie at fortælle. Men Reprise handler nærmest om en form for impotens eller panik over for den frihed og de privilegier, der følger med det frie valg. Efter syv år i England vendte jeg tilbage til Norge og oplevede, at folk var grebet af panik over friheden. Man havde ikke den der pragmatik med, at 'jeg skal bare tjene nogle penge, så jeg kan leve.' Det var mere, 'jeg har et ansvar for at gøre noget stort. Jeg skal skrive en stor roman om kærligheden og livet.' Det er lammende, og du har ret, der er noget, der ikke er, som det bør være i Norge. Vi (Trier og hans medmanuskriptforfatter, Eskil Vogt, red.) syntes, at det var mere modigt at gå ind i det nære, det personlige, end at finde på en stor, ydre rammekonflikt, en typisk plotdrevet konflikt."

Hiphop og punk

- I det hele taget er mange af de nye norske film samtidsskildringer. De unge instruktører fortæller historier om deres egen generation og deres eget liv.

"Og det passer vi jo godt ind i."

- Det er den samme udvikling, vi har set i Danmark siden begyndelsen af 1990'erne, hvor en ny generation af skuespillere, instruktører, manuskriptforfattere etc. blev færdig på kunstskolerne.

"De største kulturinspirationer i mit liv har været hiphop og punk. Jeg er gammel skater, og jeg havde ikke forventet det, men når jeg sidder og fortæller om filmen, lyder jeg nogle gange som en gammel rapper, der taler om at skildre et miljø, som ikke er blevet skildret før. Der er en mangeårig tradition for at lave film om de andre, dem, der er dårligere stillet, de ulykkelige, den socialrealistiske tradition, og den passer vi ikke ind i. Vi har prøvet at lave vores egen variant, en mere eksistentiel konflikt, et karakterdrama. Men Reprise er helt klart en samtidsfilm."

Skizofreni

- Det er din egen generation, du skildrer i Reprise, men filmen foregår i nutiden, og hovedpersonerne er 10 år yngre end dig, altså i begyndelsen af 20'erne, så du må have fremskrevet begivenhederne lidt.

"Det er mere aktuelt nu, hvor man igen lytter til Joy Division. Men vi ville fokusere på det symbolske: Hvilke trainers har du på, hvilken musik lytter du til, hvad er din identitet? Jeg ville også gerne prøve at skildre generationskløften mellem storebroren, som er min generation, ironikeren, punkeren og reklamefyren - det hele på én gang - og de yngre mennesker. Min lillebror er syv år yngre end mig, og jeg har lagt mærke til, at der blandt ham og hans venner har bredt sig en ny alvor. 'Vi behøver ikke være ironiske, vi skal tro på noget nyt.'"

"Det er så rørende. Jeg er alt for fuld af ironi. For mig er alt meta-reflektioner, og jeg forlæste mig på fransk poststrukturalisme, da jeg var 20 år. Jeg er ødelagt. Men der er et nyt håb, en ny alvor."

"I norsk litteratur - og det er næsten mere relevant at tale om litteratur i forhold til Reprise - er der lige nu en række unge forfattere, som tør tage fat i den skandinaviske melankoli og blande den med noget humoristisk. Det er meget interessant. Jeg har opdaget, at man kan blande uventede følelser i kunst. Vi ser alle YouTube og kan kun koncentrere os om en ting i et minut ad gangen, og så må man da også kunne udfordre filmens dramaturgi, tænkte jeg. Reprise er lidt skizofren, og den springer i tid og sted og tone. Det mødte modstand, da vi lavede den, men jeg tror, at vi skal fortsætte med at være modige på den måde. Måske er det ikke indlysende, at de ting lader sig kombinere, men lad os dog prøve det."

- Har den været sværat lave?

"Det har været rigtig scary. Reprise er en navlebeskuende film om en navlebeskuende generation med nogle navlebeskuende karakterer, men vi håber, at vi igennem den særlige retoriske bevidsthed, som filmen har, gør historien universel. Vi prøvede at finde et formsprog, der spejlede karakterernes skizofreni og ambivalens. Drenge i den alder, der sidder og taler om et eller andet dybt filosofisk og komplekst, og så går der en pige forbi, og så bliver de og filmen afsporet, og så kommer den tilbage på sporet igen. Vi ønskede at lave et ærligt, ikke-idealiseret portræt af den tilstand, for det er en tilstandsrapport mere end en plotmaskine, der præger det miljø og de karakterer. Vi har prøvet at vise noget af os selv."

"Reprise var et forsøg på at møde karaktererne, og det var et nyt område at udforske for mig. Vi har jo også besat rollerne næsten udelukkende med ikke-professionelle skuespillere. Jeg synes ikke - uden at ville udpege enkeltpersoner, fordi der er mange begavede skuespillere - at karakterportrættet i norsk film er godt. Jeg tror tit ikke på de karakterer, jeg ser i filmene. Jeg er vokset op i 1980'erne og 1990'erne, og jeg kunne se, at det var teateruddannede skuespillere, og jeg troede ikke på måden, de talte og bevægede sig rundt i filmen på - de opførte sig, som var de stadig på teatret. Det er fordelen ved at portrættere sit eget miljø. Jeg er meget optaget af sociolekten og den indbyrdes retorik, som måske kan være svær at fange for en dansker."

En kærlighedserklæring

- Der er en fantastisk gruppedynamik blandt vennerne i filmen. Man fornemmer, at de har kendt hinanden i mange år, og de har en meget hård omgangstone. Med et glimt i øjet, men også meget intellektualiserende.

"Jeg opdagede, at man i min egen gruppe af venner kunne sige så meget lort bag ryggen af hinanden og fyre så mange onde kommentarer af, når man hang ud hver dag og var gode venner. Men i det øjeblik, at tingene begynder at gå i opløsning, tør man ikke længere. Der er et paradoks i den onde spydighed - det er en form for kærlighedserklæring. Det er livet, og det binder dem sjovt nok sammen. Jeg ville gerne lave en ærlig skildring af, hvordan drenge har det sammen, også i forhold til piger - og i forhold til den kunstdebat, der har været omkring norsk film."

"Reprise er en film om drenge lavet af drenge. Det er det perspektiv, filmen har, og jeg tror ikke, at en film skal have alle perspektiver. Jeg vil gerne se et modsvar, som nogle piger lavede."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu