Læsetid: 4 min.

'INDEX: handler om at forbedre livet for alle mennesker'

Erhvervsministeren ville gerne have en design-politik, så han satte nogle folk til at tænke. Det var i 1999. I dag ser vi resultatet, hvor verdens største designpris INDEX: AWARD med sloganet 'design to improve life' åbner sin udstilling i et sus af sæbebobler på Kongens Nytorv
17. august 2007

INDEX: startede som en marketingsstrategi for København som designby. I dag er det projektets ambition at forbedre forholdende for menneskeheden! Derudover kobler INDEX: uden blusel dyre sportsvogne med såkaldte nødhjælpsdesigns, der skal redde liv i Den Tredje Verden. Den alvorstunge og asketiske u-landshjælp er svær at finde hos INDEX:, der kobler finkultur og "verdens førende tænkere inden for design" med pensionister og efterlønnere, de såkaldte designbedstemødre, der viser rundt og svarer på spørgsmål på udstillingen på Kongens Nytorv. Information har mødt INDEX:'s administrerende direktør, Kigge Hvid, for at få en forklaring på, hvordan man på denne måde revolutionerer designforståelsen.

"Normalt har man vurderet design og meget industrielt design på det, vi kalder form, farver, materialer og brugervenlighed. Det, der adskiller INDEX: fra stort set alle andre priser, er, at vi fokuserer på det, vi kalder design to improve life, som ikke alene er smukt, men også er med til at forbedre livet for mennesker. Derudover opretholder de fleste designpriser adskillelsen mellem grafisk design, virtuelt design, industriel design, modedesign osv. Det gør INDEX: overhovedet ikke," siger Kigge Hvid.

Hos INDEX: kan alle designere uanset faglig baggrund byde ind med løsninger til de fem kategorier, Body, Home, Community, Play og Work, der i højere grad fokuserer på designets funktionalitet. Og funktionaliteten er vigtig, når man vil redde liv. For at vinde en INDEX: er det dog ikke nok at redde liv, det er trods alt en designpris.

"Vi vurderer de nominerede designs efter tre kategorier, og vinderen skal score højt i alle de tre kategorier," siger Kigge Hvid.

I kategorien Form vurderes produktet efter det traditionelle designbegreb, æstetik, brugervenlighed og materialer. I kategorien Impact, som normalt ikke er en del af designbegrebet, vurderes produktet på, om det er økonomisk og miljømæssigt bæredygtigt, og til sidst er der Context, der måler på, om produktet passer til den kultur og de værdier, der hersker hos modtagerne.

"Vi har jo en tendens til her i Vesten at tro, at den måde vi synes, at tingene er pæne, det er den rigtige måde, og det er det altså ikke. Æstetik er jo noget helt andet iKenya," siger Kigge Hvid.

Sportsvogn eller protese

Men hvordan kan man vurdere, hvilket design der lever bedst op til målsætningen? Hvad har størst betydning: en eldreven sportsvogn til den økonomiske elite, en miljøvenlig stol, der kan give den vestlige middelklasse god samvittighed, eller en fodprotese, der kan købes for små midler og gøre livet lettere for millioner af land-mineofre.

"Ja, det er jo en meget meget svær opgave," siger Kigge Hvid, "men udover at uddele priser er vi jo med til at inspirere folk over hele verden til at arbejde på den her form for design, og derfor siger vi: det kan godt være, at et bestemt design ikke redder liv lige nu, men det har potentiale til at forhindre f.eks. forurening, som jo på langt sigt kan være dræbende," siger Kigge Hvid, der ikke mener, at INDEX: skal afgøre, hvor i verden problemerne er størst. Det vigtigste er, om designet scorer højt på alle tre kategorier: Form, Impact og Context.

"Man kan sige, at der er forskel på, hvad der er vigtigt i forhold til det sted, man befinder sig. INDEX: handler ikke om design til u-landene eller til syge mennesker. INDEX: handler om at forbedre livet for alle mennesker over hele jorden," siger Kigge Hvid.

Vinderen virker

Sidste år vandt designet Lifestraw i kategorien Body. Et sugerør med et indbygget filtersystem, der gør det muligt for fattige og flygtninge at suge rent drikkevand op fra vandpytter og forurenede floder. Og det virker. Indtil videre har 70.000 mennesker i Kashmir haft glæde af det. At INDEX:-vindere redder liv, er selvfølgelig en af forudsætningerne for, at konkurrencen virker, men hvordan måler man, om man har navn, som man har gavn?

"Målet er, at når mennesker rundt om i verden tænker design, så skal de tænke København og design to improve life," siger Kigge Hvid, der også vil måle gennemslagskraften på den indflydelse, INDEX:'s design-begreb får for designere rundt om i verden.

"En af de ting vi lægger meget vægt på, er at få indflydelse på de næste generationer af designere, og derfor samarbejder vi med en amerikansk designorganisation, der gør det muligt for os at stille opgaver til nærmest alle designskoler i USA og formentlig også til en del europæiske skoler," siger Kigge Hvid, der har sikret sig nogle store designernavne i sin jury, der uddeler designprisen den 24. august.

"I vores jury har vi blandt andet Paola Antonelli, kurator for design og arkitektur på Museum of Modern Art i New York, og ligesom alle andre jurymedlemmer får hun ikke en klejne for det, for som hun siger: 'den eneste grund til, at jeg gider at komme, er, fordi det er relevant'. Hvis vi havde spurgt hende, om hun ville være med i en jury for en designkonkurrence med pæne ting, havde hun aldrig sagt ja," slår Kigge Hvid fast og tilføjer:

"Men det tager mellem 10 og 20 år, før INDEX: har etableret sig. Det tog også tid for Nobelprisen. Sådan er det, men det er også godt nok."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu