Læsetid: 7 min.

'Vi bliver individer ved at lyve'

I lørdags afholdtes for ottende gang 'Verdens-litteratur på Møn'. Årets forfatter var Kerstin Ekman. Information mødte hende om formiddagen, før hun skulle optræde, til en samtale om natur, civilisation og hemmeligheder
Prominent gæst. Den svenske forfatter Kerstin Ekman, der netop nu deltager i -Verdens-literatur på Møn-.

Prominent gæst. Den svenske forfatter Kerstin Ekman, der netop nu deltager i -Verdens-literatur på Møn-.

Albert Bonniers Förlag

22. august 2007

Kerstin Ekman er på besøg på Møn. Hun er årets forfatter på Teaterhøjskolen Rødkilde i Lendemarke, hvor der de seneste otte år har været afholdt "Verdenslitteratur på Møn". Det er Vordingborg Bibliotekerne ved bibliotekar Marianne Hiort-Lorentzen, der står for arrangementet, og den tyske forfatter Günter Grass, der hvert år lejer en sommebolig på Østersø-øen, er protektor. Grass var selv første gæst, sidste år kom Amos Oz, andre år har sydafrikanske André Brink og islandske Einar Már Gudmundsson optrådt - store gode forfattere ligesom Kerstin Ekman, der nu sidder ved havebordet i Marianne Hiort-Lorentzens have med udsigt over Østersøen.

"Jeg ville ønske, at flere var interesseret i vækster og dyr," siger Kerstin Ekman. Jeg har spurgt hende, om moderne mennesker forstår naturen dårligt, forkert eller slet ikke.

"Hvis der var mere kundskab om sagsforhold, ville det også gå bedre med naturen," svarer hun. "Men det er svært at savne det, man ikke kender. Det er vigtigt at iagttage, læse om og sætte sig ind i den natur, der omgiver os," siger Kerstin Ekman og fortæller, at hun her til morgen har været ude at fotografere den mønske strandflora. På havebordet står gul rejnfan, rugosahyben og lilla knopurt. Eftermiddagen vil hun bruge til at tale om skoven, læse op om skoven, om hvad den betyder, og om dens skæbne i det moderne Sverige. Kerstin Ekmans seneste bog er en kulturhistorisk essaysamling om skovens skæbne Herrarna i skogen (2007).

Man bliver ikke klog

Men naturens rolle i Kerstin Ekmans forfatterskab er mangetydig og også tvetydig. Hvis man tager en af hendes hovedpersoner i Ulveskinds-trilogien, nemlig jordemoderen Hillevi, der kommer til Svartvattnet i Nordsverige med hygiejne, medicin og oplysning, så repræsenterer hun vel et fremskridt i forhold til den landbefolkning, der lever meget tættere på naturen, men som er hyllet i overtro og tynget af fattigdom?

"Der er jo ingen, der siger, at man bliver klog af natur," siger Kerstin Ekman med et lille smil. "Det er en forestilling, der stammer fra Romantikken, at naturen repræsenterer en uskyld og enfold, der er bedre end civilisationens klogskab. Det er vist en opfattelse, som vi har lagt bag os."

- Men omvendt bliver man heller ikke klog af at fjerne sig fra den. Et naturtema i dine er bøger handler om, at menneskene fortrænger det umælende, dyriske, det som ikke har sprog. I "Røverne i Skuleskoven"(1988) er det trolden Skord, der i begyndelsen er ét med skovens natur, men efterhånden som han kommer ind i menneskenes verden, får forstødningen at føle?

Hans navn, Skord, har Kerstin Ekman faktisk sammensat af 'skov' og 'ord', fortæller hun, altså af umælende natur og sproglig bevidsthed.

"Røverne i Skuleskoven er en udviklingsroman, hvor Skord igennem århundrederne bliver menneske og dermed dødelig - han ender jo med at dø til sidst. Men det er rigtigt, at han ser med væmmelse på civilisationens grumhed. Han har den ikke selv."

Se naturen som en hund

- Det virker som om der er en afgrund mellem det menneskelige og det umælende, som det er meget svært for mennesker at overskride?

"Det er måske en konstrueret afgrund, men der ligger noget i det i alle fald.

På et tidspunkt stillede jeg mig selv spørgsmålet om, hvad naturfølelse består af. Jeg ønskede, at jeg kunne se som et dyr, at jeg kunne opleve terrænet og landskabet uden alle de sproglige klicheer, hvor alt ligner noget andet. Jeg længtes efter at opleve naturen uden nogen litterær armering, at finde en dybere og mere opmærksom samhørighed."

"Så forvandlede jeg mig til en hund. Det var midt i forberedelserne til Det svenske Akademis 200 års jubilæum, og jeg havde meget travlt, men om morgenen sad jeg i sengen og skrev om en hvalp, der blev væk i skoven og overvintrede der, mens den voksede op. Men den havde nok ikke overlevet, hvis ikke jeg, der er en forstandig forfatter, havde ladet den finde et elgkadaver," smiler Kerstin Ekman.

Historien ender lykkeligt, manden finder sin hund, der dog i mellemtiden er blevet vild og ikke tør nærme sig. Til slut fatter den alligevel tillid til manden, som bliver den eneste, den følger. Den bliver en meget dygtig jagthund, men ind imellem sætter den sig for sig selv, som om den lyttede efter noget.

Novellen slutter med ordene: "Ingen vet vad han lyssnade efter och vad han hade erfarit därute där ingen kunnat se honom."

"Ingen ved, om der findes noget ord for det, hunden ventede på," tilføjer Kerstin Ekman selv.

At være fremmed

Sammen med sin mand, musikeren og musiklektoren Börje Frelin flyttede Kerstin Ekman i 1981 til Jämtland, til en lille bjergby Valsjöbyn på grænsen til Norge. Her mødes mindst fire sprog, den lokale dialekt jämtsk, samt svensk, norsk og samisk.

"Det var en stor oplevelse at komme til Jämtland," siger hun, jämtsk er et andet sprog, det har sine egne ord, som ikke er svenske. Jämtlændinge fortæller på en anden måde, der har haft stor betydning for mig. Det var som at komme til et fremmed land."

- Er det en vigtig erfaring at være fremmed?

"For mig har det været vigtigt. Det var en stor åbning mod noget nyt, men der er også knyttet megen ensomhed og ödslighet til det."

Ordet ödslighet forstår jeg ikke, og det lykkes ikke for Kerstin Ekman at forklare mig det præcist. Men jeg får senere af Kerstin Ekmans danske oversætter Anne Marie Bjerg at vide, at det changerer mellem flere betydninger. Det betyder, at noget er øde og forbundet med ensomhed, tristhed og mørke, men det klinger også med, at öde på svensk betyder skæbne.

Og for Kerstin Ekman må årene i det nordlige Sverige siges at have været en skæbne. Det er her, romanen Hændelser ved vand (1993) blev til, for hvilken hun modtog Nordisk Råds Litteraturpris, og det er i Jämtlands skove, den store trilogi Ulveskindet (1999-2003) foregår.

"I Ulveskindet er fremmedheden vigtig," forklarer hun. "For personerne, (der alle kommer udefra, sådan som Kerstin Ekman selv kom, ks) er den en vigtig forudsætning. De kommer ind i noget nyt, der ikke blot er en bekræftelse af dem selv og det, de i forvejen ved."

Kerstin Ekman, der i dag bor i en landsby Roslagen i nærheden af Stockholm, er ikke selv flyttet så meget for at søge det fremmede, siger hun, men for hende er det blevet sådan. Og blandt andet har det medført, at landskabet og lokalhistorie har fået stor betydning for hende. "Jeg kommer ikke så meget ind i mennesker, jeg har altid boet på landet, og jeg arbejder alene."

Den mundtlige fortælletradition har betydet meget. Kerstin Ekman hører beretningerne, og derudfra begynder hun at undersøge videre og researche, fortæller hun.

Hemmeligheder udvikler

Folkelige fortællinger handler tit om hemmeligheder. Kerstin Ekman begyndte sin forfatterkarriere som kriminalforfatter, hvad betyder menneskers hemmeligheder for hende?

"Det kan jo ofte være mørke hemmeligheder," svarer hun. "Hændelser ved vand er vel næsten en kriminalroman."

"Men vi udvikles også af at have hemmeligheder. Et lille barn er helt åbnet, det siger alt. Som man vokser, lærer man at lyve, og derved udvikler man sig som individ."

"En kriminalroman har en suspense-effekt, siger man. Suspense betyder jo, at man udskyder en oplysning, holder den hemmelig. Men det er overhovedet ikke noget specielt for kriminalromanen, al god litteratur er suspense-fiktion. Mennesker vil altid have en hemmelighed og et indre liv, ellers ville vi være ét med andre. Vi bliver individer ved at holde sager for os selv."

"I første del af Ullveskindstrilogien, Guds barmhjertighed (1999), undlader jordemoderen Hillevi at anmelde et barnemord, hun kommer til at overvære. Det fortæller hun aldrig til nogen, for hun vil ikke have den letkøbte forståelse og tilgivelse, andre kunne give hende, hun vil holde rettergang over sig selv, og derved udvikles hun af sin hemmelighed. Det er godt, at Hillevi går i rette med sig selv og vil gå i rette med sig selv."

- Hvad med Elias Elf, han der som ganske ung myrder barnet og siden bliver en kendt kunstner. Han er en af dem, der lever i dyb fattigdom midt i naturen og som begår mordet af uvidenhed og overtro. Er han en slags Skord, der forløses af kunsten?

"En form for forløsning kan man vel tale om, men han er også opportunistisk - på godt og ondt. Fremgangen er jo fristende."

"Drengen Elias er som kunstner meget ensom i det miljø, han vokser op i. Hans skæbne er jo at arbejde, ikke at være kunstner, og han bliver det kun, fordi han kommer på tuberkulosesanatorium."

Naturens gave

- Han er en kompleks person, der også på et tidspunkt flirter med nazismen?

"Når man skriver romaner, har man lov at komplicere. Det er ikke nemt at sige med ord, hvordan Elias skal udlægges, gestaltningen er nødvendig for at sige det, der skal siges."

- Som med Hunden - og Skord?

"Det er sjovt med Skord. Jeg fik ideen til romanen i 1975, og den kom først ud i 1988. Jeg læste og samlede optegnelser, men der kom hele tiden noget i vejen. Jeg kunne ikke begynde at skrive, fordi jeg først skulle skrive Englehuset (1978) og Springkilden (1979) (sammen med Hekseringene (1977) en trilogi, ks)."

Så skulle hun holde tale om Harry Martinsson, hvis stol hun i 1978 overtog i Det svenske Akademi.

"Der blev ved med at være sociale krav, jeg skulle opfylde, og bogen blev hele tiden udskudt."

"Indtil en nat, jeg drømte, at jeg boede i et ganske almindeligt rækkehus. Jeg drømte, at jeg vågnede om natten, stod op og kiggede ud, og dér så jeg nogen komme listende, en lille sorthåret skikkelse, som knælede ned og lagde noget, hvorefter han straks forsvandt. Jeg gik ud og fandt en bylt af pels, der var lukket med et sort silkebånd. Det var Skord, der lagde sin gave til mig. Så begyndte jeg at skrive."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jens Peter Madsen
Jens Peter Madsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens Peter Madsen

"Som man vokser, lærer man at lyve, og derved udvikler man sig som individ."
Jeg citerer tit denne sætning, for det er jo også det man gør når man lærer at fortælle historier.
Som barn blev jeg tit beskyldt for at have en livlig fantasi - og for at lyve - MEN i virkeligheden var det jo fordi jeg endnu ikke var så god til at lyve - jeg havde ikke lært det endnu. Vi ved godt hvornår voksne de lyver, vi kan se det på dem, men hvis de er gode til at fortælle det som en historie, så får de alligevel lov til at lyve = fortælle en historie
Historiefortælleren Jens Peter Madsen