Læsetid: 3 min.

Kærligheden og den ubodelige ensomhed

Den mesterlige sanger/sangskriver Tina Dickow hamrer sin position som en af landets bedste og mest substantielle kunstnere fast med sit suveræne fjerde udspil
Tina Dickow har endegyldigt forladt pigeværelset til fordel for det voksne rum, hvor vi er mange, der bevæger os rundt på gyngende grund. Fuld af uforbederlige meninger, længsel efter den store forløsende kærlighed og så forfærdeligt ubodeligt alene. Hun udgiver mandag sit nye album -Count To Ten-.

Tina Dickow har endegyldigt forladt pigeværelset til fordel for det voksne rum, hvor vi er mange, der bevæger os rundt på gyngende grund. Fuld af uforbederlige meninger, længsel efter den store forløsende kærlighed og så forfærdeligt ubodeligt alene. Hun udgiver mandag sit nye album -Count To Ten-.

Lars Nybøll

Kultur
1. september 2007

En af de mange glæder ved et job som undertegnedes er at følge dygtige kunstneres vækst. Og der skal ikke herske den mindste tvivl om, at inden for den travlt befærdede sanger/sangskrivergenre befinder vor egen Tina Dickow sig i - det, vi i et udslag af det evige nationale mindreværdskompleks kalder - international klasse, og det er kunstnerinden måske også selv klar over, idet hun parallelt med den hjemlige karriere og med London som base ihærdigt arbejder på et større gennembrud under navnet Tina Dico.

Om det vil lykkes, er det svært at spå om, thi det er aldrig til at vide, hvad der gør udslaget - det er ikke altid kvalitet, that's for damn sure.

Og modsat f.eks. det seneste stjerneskud på scenen, den ustoppelige Amy Winehouse, er Dickow ikke tatoveret fra top til tå, hun er ikke specielt god til det med skandaler og hverken hendes heroin og alkoholindtag er noget, der rammer avisernes overskrifter her og der hver og hver anden dag. Dickow vælger klart at lade musikken tale på egne præmisser, og har man ører at høre med, er det også mer' end nok.

For at starte ved det grundlæggende, er hun en forrygende sangskriver, hvis habile håndelag lykkeligvis parres med en særlig beåndet energi, der skiller hende afgørende ud fra 'fisseflokken'.

På mandag kommer hendes fjerde album, Count to Ten, på gaden, og det er på alle måder en værdig - om end mere råt skåret - opfølger til det bragende succesfulde In the Red, det afgørende kunstneriske gennembrud fra sommeren 2005, efter to løfterige, men ikke afgørende substantielle cd-udgivelser.

Et album, som stadig med jævne mellemrum ryger i husets afspiller, når verdenslarmen bliver for overvældende, thi dets diskrete melodiøsitet er og bliver en lise for sjælen, og skriver Dickow ikke hits, der kaster sig skrigende over lytteren, lister de sig stille og roligt inden for på kattepoter - og er de først inde, forlader de ikke godvilligt hjernekassen igen.

Som så mange af de kunstnere, undertegnede virkelig værdsætter, har Dickow sit helt eget univers - såvel harmonisk som klangligt, og på Count to Ten sætter særpræget sig for første gang også seriøst igennem i tekstuniverset.

Sjæl på drengen

Det er kærligheden og den der ubodelige ensomhed som både modsætningspar og ubrydeligt indbyrdes forbundne størrelser, der står i centrum i de upåklageligt begåede engelske tekster, der ikke er bange for at brede sig.

Der er noget klædeligt konkret over mange af de sansninger, følinger og registreringer, tekstuniverset myldrer med, som også betyder, at der er langt til det poesibogsagtige verdensrum, temmelig mange kvindelige sangskrivere navigerer søsygt omkring i.

Der er trods ordrigdommen en sproglig tæthed at finde, som virker rent ud vederkvægende - og selv klicheerne synes anbragt med flair for ordenes sande betydning. Jo, det er godt.

Men det bedste er og bliver Dickows evne til at skrive mindeværdige melodier. Måske er Count to Ten ikke overall helt så forførende iørefaldende som sin forgænger, men der skal ikke mange gennemspilninger til, før denne signatur på sin egen hjælpeløse facon forsøger at synge med efter bedste (værste) evne.

Tonerne på det nærmeste smyger sig om lytteren og nægter at forlade gerningsstedet. Dér hvor nærværende udgivelse skiller sig afgørende ud fra hendes tidligere værker, er dog i produktion, arrangementer og fremførelse.

For at starte med produktionen er den på en og samme gang både luftig og massiv, fuld af finurlige klange, jo vist, men ikke desto mindre både jordnær og malmfuld.

Der er kommet et større punch i lydbilledet, som de opfindsomme, men igen ret spartanske arrangementer på det smukkeste komplimenterer - og det er svært ikke at blive suget ind i det lydbillede, Dickow og hendes aldrig mindre end fremragende musikere så ubesværet fremmaner.

Endelig lægger solisten åbenlyst mindre vægt på skønsang til fordel for en mere ru og rå (ja, ja, det er ikke Janis Joplin, men der er sgu kommet fylde og sjæl på drengen) fremførelse af de hudløse tekster, der gør, at man køber hele molevitten, rub, stub og to rygende geværer.

Dickow har endegyldigt forladt pigeværelset til fordel for det voksne rum, hvor vi er mange, der bevæger os rundt på gyngende grund. Fuld af uforbederlige meninger, længsel efter den store forløsende kærlighed og så forfærdeligt ubodeligt alene.

Tak til Dickow for at sætte vidunderlig lyd til eksistensens ulidelige lethed - få gør det bedre, herhjemme eller i det store udland.

Tina Dickow: Count to Ten (Finest Grammophone/A:larm) Udkommer mandag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jesper Sørensen

Jeg forstår ikke udtrykket "ubodelig ensomhed". Ubodelig betyder vel noget, der ikke kan bødes for - ja, & ensomhed betyder vel ensomhed. Når sidstnævnte er ubodelig er det så nærmest en slags synd - en dødssynd, måske? Men det må kræve, at ensomheden er selvvalgt på trods af en norm, der siger, at ensomhed er udenfor normen - så meget udenfor normen, at den er ubodelig. Er der nogen, der kan hjælpe mig lidt her? Klaus Lynggaard? Andre?