Kommentar
Læsetid: 4 min.

Kampen om den indre bonderøv

Socialdemokraterne konkurrerer nu for alvor med Anders Fogh og Pia Kjærsgaard om at politisere den lille mands følelse af uretfærdighed. Men resultatet er en afpolitisering, som i sidste ende gør demokratisk deltagelse til et spørgsmål om kontrol
Kultur
25. august 2007

Vi er alle socialdemokrater. Det er vi faktisk, og vi stemmer efter det. For alle vores partier er socialdemokratier. Det kunne man igen se og høre i denne uge, hvor partierne var enige om, at det gælder om tre ting: mere velfærd, bedre velfærd og endnu mere velfærd. Det lovede statsministeren, da han tirsdag præsenterede "tre visionære" planer for Danmarks fremtid, som blev præsenteret som "investeringer" i velfærd. Nogle vil sænke skatterne - for at få mere velfærd. Andre vil ikke røre skatterne - fordi velfærden bliver dyr! Og så er der nogen, som vil omlægge hele skattesystemet - for at vi kan være sikre på at få ufatteligt meget velfærd i fremtiden.

Men vi hader også alle sammen vores egen indre socialdemokrat. Vi bryder os ikke om rettighedsegoismen, når vi ser den ude i samfundet: Stærke borgere simulerer overgreb for at få støtte, sympati eller paragraf et eller andet. I fodbold hedder det 'at filme', men i velfærdsstaten kaldes det at have rettigheder. Der findes vel ikke en voksen dansker fra Asger Aamund til buschaufføren, som ikke har filmet for at opnå en fordel.

En flok bonderøve

Det er især de intellektuelle og de store selvstændige erhvervsdrivende, som kan få det rigtigt skidt med socialdemokratismen: Tre store tænkere proklamerede på forsiden af Information forrige lørdag, at samfundet er blevet en kalkunfarm, hvor borgerne kræver og kræver, og politikerne ikke tør andet end give efter og give endnu mere. Men de intellektuelle er ikke så meget imod socialdemokratismen, at de vil nedlægge velfærdssamfundet. De kan bare ikke udstå velfærdssamfundets effekt på borgerne. Det er for meget, og det kan også være uskønt at se på. Hvem husker ikke, hvordan danske turister, som blev evakueret efter et terrorattentat i Egypten for et par år siden, bagefter klagede til udenrigsministeriet over, at de ikke havde fået mulighed for at købe toldfrit ind på vejen hjem? Her kommer Velfærdsmor og bruger offentlige ressourcer på at hente én hjem fra charterferie, og så kan man ikke slippe for at betale skat af sin slik, cigaretter og spiritus? Det var ikke stolte borgere fra et af verdens rigeste lande. Det var en flok bonderøve, som ikke var gamle nok til at rejse til udlandet, selvom flere var i pensionsalderen.

Et grimt syn

Det var et grimt syn - og det bliver netop så grimt, fordi vi alle sammen kender velfærdsklynkeren indefra. Vi er alle velfærdsstatens bonderøve, tilfredse med at være utilfredse og utilfredse med vores egen magelighed. De intellektuelles foragt for de danske bonderøve er præcis lige så letkøbt: De sidder og ser på samfundet og brokker sig ligesom de bonderøve, som de foragter, sidder og ser fjernsyn og brokker sig over, at værten har taget en grim trøje på, eller at vejret bliver ligeså pissedårligt i morgen.

Vi er alle ligeså meget socialdemokrater, som vi foragter vores indre socialdemokrat.

Det er den ambivalens, som Anders Fogh Rasmussen fangede med sin formulering om, at Venstre som regeringsparti altid vil være både i regering og i opposition til velfærdsstaten på samme tid. Det var den dobbelthed, som han ramte, da han på den ene side omfavnede velfærdsstaten og på den anden side udstillede alle administratorerne, forvalterne og eksperterne som "meningstyranni". Siden 2001 har det både været Anders Fogh Rasmussen, som forsikrede borgerne, at de kunne være trygge ved velfærdsstatens ydelser, og som ventilerede deres indignation over alle de små afvisninger, nederlag og mindreværdsoplevelser, som udvikles i velfærdsstaten. Vi er på den ene side tilhængere af socialstatens ydelser og kollektive garantier. Men på den anden side gjorde allerede Mogens Glistrup opmærksom på, at socialstaten skaber sine egne uligheder mellem forvalterne og de forvaltede, mellem opdragerne og de opdragede, mellem behandlerne og de behandlede.

Og det er dem med de korteste uddannelser, dem uden job og dem med de laveste indkomster, som har sværest ved at sætte sig igennem over for personalet på plejehjemmet, hvis de oplever deres forældre blive uretfærdigt behandlet; det er dem, som aldrig trækker noget fra i skat, og som heller ikke er helt på det rene med, hvad det er for et videnssamfund, børnene skal leve op til i skolen; og som ikke aner, hvordan man skal klare sig i konfrontation med de offentlige myndigheder.

Fra demokrati til kontrol

Det er den gruppe mennesker, som Socialdemokraterne adresserer med deres katalog over rettigheder og deres forslag om kommunale ombudsmænd. Socialdemokraterne konkurrerer for første gang siden 2001 med Pia Kjærsgaard og Anders Fogh Rasmussen om at politisere de ydmygelser, der består i, at man konfronteres med beslutninger og rutiner, som man finder uretfærdige eller uigennemskuelige, men ikke kan protestere imod.

De klare formuleringer af rettigheder som alle kan forstå, og den særlige klageinstans gør det meget lettere for hvert enkelt borger at vende sin fornemmelse af uretfærdighed til protest. Der er bare lige det problem, at præcis den politisering samtidig er en afpolitisering, fordi den tager selvstyre fra kommunerne, den personlige dømmekraft fra de offentligt ansatte og forvandler demokratisk deltagelse til kontrol. Og så er det, at man foragter den socialdemokrat, man trods alt også er.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her