Læsetid: 8 min.

Kom medierne aldrig i krig?

Mediernes dækning af Irak-krigen har længe været under kritik. Men da TV-Avisens Jeppe Nybroe bakkede baglæns ud af Irak, blev den udstillet som en parodi. De danske soldater har forladt Irak - og Information har bedt de to public service stationer og to forskere om at se tilbage på mediernes rolle i krigen
Mediernes dækning af Irak-krigen har længe været under kritik. Men da TV-Avisens Jeppe Nybroe bakkede baglæns ud af Irak, blev den udstillet som en parodi. De danske soldater har forladt Irak - og Information har bedt de to public service stationer og to forskere om at se tilbage på mediernes rolle i krigen
Kultur
24. august 2007

I Storbritannien måtte Tony Blair trække sig som premierminister. I USA er George Bush endt som en skandalepræsident. Irak-krigen har kostet politisk. Men i Danmark har Irak efterladt statsminister Anders Fogh Rasmussen næsten uden skrammer.

Er det oppositionens skyld? Er det medierne, der ikke har gjort deres arbejde godt nok? I følge professor Ove Kaj Petersen er forklaringen, at vi slet ikke har opdaget, at vi har været i krig. I Danmark holdt vi Folketingsvalg i 2005, uden at Irak-krigen blev et emne i valgkampen, og i skrivende stund står vi i optakten til endnu et valg - og ikke et ord om Irak.

Nu da de danske soldater er vendt hjem, vender Information mikrofonen indad og gør status. Vi spørger de to public service stationer, DR og TV2: Hvad gik galt?

Medieforsker Mark Ørsten, der deltog i en undersøgelse af mediedækningen i 2003 og siden har beskæftiget sig med emnet, inddeler mediernes dækning af Irakkrigen i tre faser: Den kritiske, den tavse og efterspillet:

"Mediernes dækning af krigen er kritisk i optakten og efter krigen. Men under krigen er det som om, man følger det som et skakspil, hvor man spørger: 'Hvor står brikkerne?'" siger Mark Ørsten.

Han knytter den tavse periode i midten af krigen til den ed, som oppositionen afgav efter, at Folketinget havde taget beslutningen om at sende soldater til Irak.

"Da vi sendte vores soldater ud, sagde statsministeren, at det ikke ville være passende at diskutere krigsindsatsen, og oppositionen gav ham ret," siger Mark Ørsten.

Ikke vant til krig

Og dér ligner Danmark stadig USA og Storbritannien, hvor oppositionen ligeledes tav. Men tavshedsklausulen gælder kun, indtil der opstår rimelig tvivl om krigsindsatsen, siger Ove Kaj Petersen:

"Der er tradition for, at oppositionen tier, når man beslutter at gå i krig, da det er politisk selvmord at begynde at kritisere en hær blot for dens deltagelse i krigen. Men kun indtil der gøres større eller mindre fejltagelser, eller at regeringen lyver i forbindelse med krigen," siger han og understreger, at den danske opposition var påfaldende tavs, da oppositionen i USA og Storbritannien begyndte at røre på sig.

"Den engelske og den amerikanske debat er langt mere aggressiv. Ved det danske folketingsvalg i 2005 var der mange, der havde forventet, at diskussionen opstod i Danmark, men det gjorde den overhovedet ikke," siger Ove Kaj Petersen.

Og det er der en forklaring på: "Det er jo første gang siden 1864, at vi er i en situation, hvor den danske hær med fly og flåde deltager i helt åbenlyse krigshandlinger. Danskere har meget lidt erfaring med, hvad det indebærer at være i krig. Over hele linjen har både dansk presse, oppositionen, regeringen og befolkningen svært ved overhovedet at finde de dimensioner, hvori krigen kan diskuteres," siger Ove Kaj Petersen, der selv har arbejdet som journalist.

"USA og Frankrig er krigsførende nationer, og det fornemmer man hurtigt, når man rejser dertil. Hver eneste generation i USA har været i krig, og derfor er krigens logik graveret ind i hele deres samfundsopfattelse, og i den måde deres familier og samfund fungerer på. Det er helt anderledes i Danmark, hvor der simpelt hen er et fravær af den mentale tilstand, som krigsførende nationer besidder."

En mere aggressiv presse

Efter at have forsket i mediedebatten efterlyser Mark Ørsten et mere proaktivt pressekorps - selvom det kan lede til beskyldninger om politisk forudindtagethed:

"Hvis medierne alene forsøger at rejse en kritisk debat, er det nemt at skyde dem i skoene, at de er ude i en politisk mission. Men demokratisk set er det jo interessant at få en afbalanceret dækning," siger Mark Ørsten, der mener, at pressen kunne have hentet kritiske stemmer fra udlandet.

"Er der konsensus i et land, så har medierne meget svært ved at bryde den konsensus, da der ikke findes kritiske kilder. Men man kunne sagtens have dækket debatten i Tyskland og Frankrig, som jo betyder enormt meget i EU," siger Mark Ørsten.

Udlandschef i DR Kristian Mouritzen sendte sine journalister ud for at dække den europæiske debat, men han mener ikke, at man kan dække tomrummet i længere tid af gangen ved at importere en debat fra et andet land:

"Det har været helt generelt, at debatten i Danmark ikke har været der, og jeg mener ikke, at det er DR's opgave at skabe en debat, der ikke er der. DR skal jo ikke være dagsordensættende på alt," siger Kristian Mouritzen.

Nyhedschef i TV2 Michael Dyrby mener slet ikke, at det er interessant at tale om den manglende debat.

"Det er langt mere interessant, hvad der foregår på jorden i Irak, end hvad der foregår i en politisk diskussion mellem en opposition og en regeringen i Danmark, fordi beslutningen er jo gjort, og det er jo fuldt belyst, hvad grundlaget var," siger han og fortsætter:

"Jeg synes ikke det var et problem, at der var en tavs periode i debatten. Den diskussion er akademisk, og den kan forskere og politikere få tiden til at gå med," siger Michael Dyrby. Han mener, at det er vigtigere at undersøge om koalitionsstyrkerne rent faktisk lykkedes med deres projekt.

"Væsentligheden for os har været at dække, hvordan koalitionen lykkedes med at få skabt demokrati og fred, fordi det har der været mest perspektiv i. Simpelt hen. Jeg tror, vi er dem, der har brugt flest penge på at dække Irak overhovedet."

Krigens virkelighed

Under store dele af krigen sendte TV2 korrespondenten Rasmus Tantholdt til Irak for at dække krigen - vel at mærke på egen hånd i Bagdad og ikke i den grønne zone, hvor DR og store dele af verdenspressen holdt til.

Det er afgørende, ifølge Rasmus Tantholdt, at bevæge sig udenfor den grønne zone, hvis man vil gøre sig forhåbninger om at formidle krigens virkelighed:

"Når danskerne har sendt Danmark i krig, så er det vigtigt at give dem et indtryk af, hvordan folk har det i Irak, og det er netop derfor, vi ikke arbejder i den grønne zone," siger Rasmus Tantholdt, der er hjemme for en periode, men bestemt tager tilbage til Bagdad, selv om de danske styrker har trukket sig ud. For ellers kommer der ikke andre billeder hjem end skrigende mennesker, som han siger:

"Irakerne filmer for de internationale bureauer, for der er stort set ikke andre, der bevæger sig ud. De sidder oppe på hustagene, og når det så siger BANG, så kigger de efter røgskyen og kører derover. Så filmer de skrigene blodige mennesker, der står foran bilvrag, og som lige har mistet deres børn. Men det er for fremmed for os, det kan danskerne slet ikke identificere sig med," siger Rasmus Tantholdt, der bliver mødt af forbløffede venner og bekendte, når han kommer hjem til Danmark:

"Når jeg kommer hjem efter at have lavet reportager i Bagdad, så siger folk til mig: 'Det var dog nogle utroligt veltalende og intelligente mennesker, du har talt med dér, hvor har du fundet dem?' Og så siger jeg, 'Kære venner, jeg gik bare ud på gaden,'" siger Rasmus Tantholdt, der understreger, at det koster mange penge at være i Bagdad. En regning man ikke har været i stand til at betale hos DR:

"Det koster sindssygt mange penge konstant at have fokus på et sted som Irak, vi taler millioner af kroner, og det er en kæmpe udskrivning, vi simpelthen ikke kan klare," siger udlandschef i DR Kristian Mouritzen, der heller ikke har nogen frivillige journalister på hånden: "Vi har heller ikke et ubegrænset antal mellemøstkyndige, som er villige til at risikere deres liv."

Manglen på krigskorrespondenter i Danmark er ifølge Ove Kaj Petersen endnu et symptom på, at Danmark ikke har erfaringer som krigsførende nation.

"TV2's Rasmus Tantholdt er jo en ener. Vi har ikke et journalistisk korps med krigserfaringer, og derfor har danske medier sværere betingelser end den amerikanske og engelske presse," siger Ove Kaj Petersen, der mener, at krigserfaringer er nødvendige for at vide, hvordan man journalistisk set griber krigen an:

"Når man i en årrække har deltaget i en lang række krigshandlinger og observeret, hvordan det foregår, så er man langt bedre klædt på til at skabe opmærksomhed omkrig de positive og negative udviklingstræk i krigen, og det er der ikke ret mange i Danmark, der har," siger Ove Kaj Petersen og understreger, at medierne også skal tage hensyn til, om seerne interesserer sig for krigen, hvilket de for det meste ikke gjorde.

Fogh vandt seernes gunst

Selvom nyhedschef i TV2 Michael Dyrby giver Ove Kaj Petersen ret i, at det danske pressekorps mangler krigserfaring, var tavsheden om krigen i Danmark i højere grad et udslag af andre aktørers handlinger:

"Oppositionen var ikke så stærk til at diskutere krigen. Derudover lykkedes det Anders Fogh at lave et grundlag for krigen og en forklaring, der bare hang bedre sammen end de allieredes," siger Michael Dyrby, der understreger, at Blair og Bush havde langt mere på spil, og derfor trak mere af kritikken til sig.

Ove Kaj Petersen mener dog, at medierne kunne have gjort en ekstra indsats.

"Der er ingen af medierne, der effektivt er gået ind og har undersøgt til bunds, hvilken strategi regeringen fulgte, ved at gå ind i krigen sammen med USA og England," siger Ove Kaj Petersen. Information og Ekstra Bladet vandt en Cavling i 2004 for "med solid dokumentation (at rejse) alvorlig tvivl om begrundelserne for det danske engagement i Irak. De valgte at gå mod strømmen, dér hvor de fleste andre journalister og medier ukritisk accepterede de officielle begrundelser," som der står i begrundelsen for prisen. Men det er ikke nok for Ove Kaj Petersen.

"Det er netop enlige svaler, for når vi taler om pressen, taler vi om pressen bredt set, så taler vi ikke om en avis eller en journalist i en vis periode. En avis starter, men de andre følger efter. Der igangsættes så en bredere mediedækning af problemfeltet, men det virker ikke, hvis nogen medier vælger at stå uden for."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her