Læsetid: 2 min.

Krig på kniven

Vi kan godt lide at diskutere film i Danmark, men hvornår bliver bladet for alvor taget fra munden
24. august 2007

Jeg sidder lige nu og skriver på et møglangt essay om de seneste 15 års udvikling inden for nordisk film - ikke selskabet, men de fem nordiske lande. Og det har afsløret, hvor forskellige debatkulturer, vi egentlig har, især hvis man sammenligner Danmark med Norge og Sverige.

I begge vore nabolande bliver der fra tid til anden udgivet filmpolitiske bøger og regulære kampskrifter med titler som Det lille sirkus, Fucking film, Dröm och förbannad verklighet, og senest har Göteborg Filmfestival udgivet et nyt nummer af Filmkonst, der tager temperaturen på svensk film lige nu og her - og det ser ikke godt ud.

Svenskerne er de mest krigeriske, og så langt tilbage som i 1962 udgav filmkritikeren og den senere instruktør Bo Widerberg en pamflet, Visionen i svensk film, der kritiserede nationalikonet Bergman og efterlyste interessante, vedkommende samtidsskildringer.

Små 40 år senere gjorde den fremadstormende Lukas Moodysson det samme ved en prisuddeling, mens hans noget ældre kollega, Stefan Jarl, skrev en bog, Visionen i svensk film - vart tog den vägen?, som argumenterede for, at der slet ikke var sket så meget i de forløbne år.

Nybrud

Den slags gør vi ikke i Danmark. Det seneste politiske og kunstneriske filmmanifest, jeg kan komme i tanke om, er Lars von Triers dogme-regler og det medfølgende kyskhedsløfte - fra 1995.

Det er ikke, fordi vi ikke gider at diskutere, tværtimod. Så sent som i tirsdags skrev Informations Morten Piil en leder om dansk films tilstand på baggrund af filmmagasinet EKKO's temanummer om emnet og et velbesøgt debatarrangement i Grand Teatret i forrige uge.

Men ud over når Lars von Trier - eller Ole Bornedal - skælder ud, bliver bladet sjældent for alvor taget fra munden. Måske fordi vi trods bekymringer egentlig har det meget godt, og at der jo ikke er noget at tale om - og slet ikke noget at skrive bøger om.

Tavsheden skyldes måske, at så mange er så afhængige af den offentlige filmstøtte, at de er bange for at sige for meget. Jeg fik på et tidspunkt at vide, at medierne er langt bagud i forhold til de diskussioner om form, indhold og politik, der bliver ført internt i branchen, men det tror da pokker, når de selv samme filmfolk ikke vil tale.

Men med den kritik, som fremføres i det nye nummer af EKKO, er der måske taget et skridt i den rigtige retning. Per Fly og Meta Louise Foldager, to af branchens væsentlige spillere, skoser det seneste filmforlig; Den Danske Filmskole - der altid roses til skyerne - kritiseres for at være gået i stå; og en tidligere filmkonsulent, Nikolaj Scherfig, skriver åbent og ærligt og meget interessant om sin tid som støttegiver og fødselshjælper på blandt andet Peter Schønau Fogs Kunsten at græde i kor.

Det næste må blive en bog, der analyserer det danske 'filmmirakel' og fortæller den fulde historie - også den mindre pæne del af den.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu