Læsetid: 7 min.

Krimi-genren er blevet en industri

Åke Edwardson havde gerne set, at den svenske debat om femi-krimierne kom til at handle om kvalitet i stedet for køn. Her fortæller han om sine egne bøger om kriminalkommissær Erik Winther, kommenterer flygtningepolitikken i Sverige og det nyeste nye ifølge forlaget Bonniers: blog-litteraturen
24. august 2007

"En gang journalist, altid journalist", siger Åke Edwardson. Han er i Danmark for at promovere sin seneste kriminaroman Et yndigt land, som Vänaste land er kommet til at hedde på dansk, en dobbelttydig titel, for karakteristikken i vore nationalsange passer ikke helt på virkeligheden. I hvert fald indledes romanen med, at tre mænd findes myrdet med bortskudte ansigter i en kiosk nær ved et indvandrerkvarter i Göteborg.

Endnu en svensk krimiforfatter vil nogle nok tænke, for hans bøger er solgt i millionoplag, men i Danmark er han ikke så kendt som nogle af sine landsmænd i genren f.eks. Liza Marklund, Henning Mankell og den for tiden allesteds omtalte Stieg Larsson. Hvordan kan der blive ved at komme nye til?

Åke Edwardson var journalist, så lad os begynde med journalistikken.

- Hvad skrev du om og hvor?

"Efter journalisthøjskolen kom jeg til en lille avis i Sydsverige, hvor jeg skrev om alt muligt. Her lærte jeg alt det, jeg ikke havde lært på skolen, og jeg syntes, det var det bedste job i verden. Derfra kom jeg til Göteborg-Posten, arbejdede som redaktionssekretær og senere som freelance. Som afslutning på den karriere skrev jeg to lærebøger i journalistik, som også er udkommet på dansk."

- Hvordan har journalistikken udviklet sig, siden du stoppede?

"Der er færre gode reportager og features af den slags, jeg gerne vil læse. Der er blevet mindre plads for den gode skribent. Det er som om, redaktørerne tror, at folk ikke har tid til at læse længere. Jeg så gerne, at der kom mere slow-journalistik (der findes slowfood, så hvorfor ikke slow-journalistik?) tilbage i aviserne. Tag også f.eks. den radiokanal, der svarer til P1 i Danmark, og som handler om kultur og samfund. Man tror, at de unge vil have noget ungt og friskt, men den bakkes op af netop de unge. De vil gerne have noget gammeldags."

- Nyhedsjournalistikken?

"Den er altid fragmentarisk. Man smider bidderne op i luften, og så ser man, hvor de havner - i sådan en slags postmodernistisk cut-up-teknik. Man bliver jo nervøs af at læse aviser."

Drømmenes mål

- Hvorfor ville du være forfatter?

"Nogle drømmer allerede som barn om at blive forfatter, men sådan hang det ikke sammen for mig. Jeg havde jo som journalist nået mine drømmes mål, og jeg kom fra enkle familieforhold, så bare at nå dertil var fantastisk. Der skete så det, at mine reportager blev længere og længere og forholdt sig friere til virkeligheden. De nærmede sig litteraturen, og jeg begyndte selv at digte med, hvilket ikke er godt for journalistik, men helheden blev mere sand af det. "

- Vi er mange,tror jeg, der nok kunne tænke sig at vide, hvordan man skriver en kriminalroman. Starter men med at have et plot? Tænker man baglæns derfra?

"Kriminalromaner er jo epik, så der skal være en genkendelig dramaturgi: Gåde, søgen efter svar og til sidst løsningen. For mig skal der være et svar, før jeg begynder at skrive, og det er en stemning og en slutscene, således at karakteren bevæger sig frem mod den. Et eksempel: Jeg så for mig, at Winther (kriminalkommissæren, som er hovedperson. red.) skulle gå på en strand og her møde et barn. I hele bogen søger han som en besat efter barnet og barnets mor - og til sidst finder han barnet, som spørger: Hvem er du? Hele bogen er en stræben mod den scene."

- Lyder enkelt...

"Det er det ikke. For hvordan kommer man derhen, hvis man er nået til kapitel 18 af 52? Jeg plejer at lave en synops, som fylder et A4-ark, ikke mere. Desuden allierer jeg mig typisk med mindst en kriminalkommissær eller lignende, som jeg diskuterer mine ideer med."

Sociopater

- Hvordan er situationen i Sverige for flygtinge og indvandrere, som din nye bog handler om?

"Nu har jeg aldrig villet skrive en bog med samfundskritik, men foretrækker udtrykket gestaltningslitteratur, for jeg skal jo leve mig ind i både politimanden og kvinden, som han udspørger. Man skal placere personerne i et miljø, så læserne selv kan drage sine konklusioner. Men en forfatter må gerne være polemisk, og i Et yndigt land er der en desperation, som afspejler, at jeg selv er forbandet over de fejl, man gør i Sverige."

-Hvilke?

"Den mangel på indsigt og empati, der er hos de politikere og andre, som har med flygtninge og indvandrere at gøre".

- De tænker vel logistisk?

"Ja, de behandler det her spørgsmål som et hvilket som helst andet administrativt problem, men det er det ikke. Det er noget helt andet. For det handler jo også om et alment moralsk aspekt, nemlig hvordan man behandler mennesker, og her begynder man i den forkerte ende. Man forsøger at tilpasse virkeligheden til protokoller i stedet for det omvendte. Det, jeg vil i min bog, er så at vise, hvad der sker med mennesker, som har levet her under mange års trussel om at blive udvist tilbage til det helvede, de kom fra. Måske er det en efterrationalisering og en slippen luft ud efter mange år som journalist, hvor jeg har talt med mange politikere og kendte mænd, for hvordan er netop de mennesker, som savner indføling, havnet på netop de poster, hvor de træffer beslutninger, som for følende mennesker er svære at forstå? Der findes en klinisk term for dem: Sociopater."

- Noget de bliver til?

"Jeg tror, de har haft det i sig fra starten."

Arven

- Hvad ved du som svensker om dansk flygtningepolitik?

"Findes der en? - Nuvel, Sverige er et af de lande i Europa, der tager imod flest, men det er ikke kun et spørgsmål om, hvor mange man modtager, men hvordan man varetager opgaven."

- Din kriminalkommissær mødes af en mur af tavshed, når han udspørger flygtningene om mordene, eller de svarer med modspørgsmål. Hvorfor?

"Winther kommer for at hjælpe dem, men han kommer samtidig som repræsentant for noget, som ikke har hjulpet disse mennesker. Det enkleste er at kaste spørgsmålene tilbage."

- Er der tale om en frygt, som er sammenlignelig med den, der måske er i hjemlandet Irak, hvor borgeren ikke har vidst, om USA og koalitionen ville vinde, eller om det blev fundamentalister blandt deres egne?

"Jeg har lige i tidsskriftet The New Yorker læst en artikel, der handler om netop det. For hvad er det, der sker? Man forlader et land for at komme til vort, men tager en arv med sig, som man ikke kan flygte fra. Det er præcis, hvad der sker her, så det er en problematik, jeg tangerer, og det er rigtigt at se det moralske spørgsmål i den lille bog i forhold til det store liv."

Femikrimierne

- Et spørgsmål i den lettere afdeling: Deltog du i debatten, da nogle mandlige for-fattere for nylig angreb de svenske femikrimi-forfattere for at skrive dårligt?

"Nej, for jeg opfatter det slet ikke som en debat. En journalist ringer til en mandlig forfatter, som siger noget, som formentlig ikke er tænkt igennem. Man siger noget, som lyder skarpt, men som måske ikke er så smart dagen efter. Problemet var, at debatten kom til at handle om køn og helt fejlagtigt bliver kogt ned til: 'Ældre og midaldrende mandlige forfattere synes ikke om yngre kvindelige'. Det, man burde diskutere er selvfølgeligg forfatterskaberne. Er det gode eller dårlige bøger? Inden for krimigenren er der kommet mange dårlige bøger. Det er blevet en industri, hvor markedsføringen er blevet meget aggressiv. De yngre kvinder står i centrum, og de spiller selvfølgelig med, men de er jo, som de er og skriver hverken værre eller bedre uanset hvad. Jeg tænker: Findes der virkelig ikke vigtigere ting at diskutere?"

- Og det er så, hvor journalistikken er i dag?

"Javist. Den kortsigtede sensation, som vi nu har fået over i denlitterære debat. For mange år siden hørte jeg B.T.'s eller Ekstra Bladets redaktør sige, at "vi appellerer til læsernes laveste instinkter." Det gælder også aftenaviserne i Sverige, der var lidt bedre før, men nu er vi der."

Mandige svin

- Siden er der kommet en 'follow-up' på debatten: En kvindelig forfatter, som har udgivet en bog, hvor hun hænger kulturskribenter ud med navns nævnelse. Er det samme sag?

"Nej, debatten om Maja Lundgrens bog er lidt mere interessant, fordi den trods alt handler om, hvordan kønnene forholder sig til hinanden i et andet perspektiv. Hun arbejdede som vikar på nogle store aviser i Stockholm og blev tydeligvis udsat for seksuelle tilnærmelser og forslag, osv. Min første reaktion var også her: Findes der ikke vigtigere ting at skrive om end det stockholmske kulturliv, som består af måske 200 mennesker? Så tænker man: Er det hævn, og er hun måske paranoid? Men debatten føles mere konkret end den anden, for jeg tror, hun har ret et eller andet sted. Desværre er risikoen også her, at debatten standser ved: 'Mandlige ældre svin udnytter uerfarne yngre kvinder'!

- Navns nævnelse er vel at gå et skridt videre, end man plejer?

"Bortset fra at det ikke er nyt, idet Carina Rydberg skrev en lignende roman for nogle år siden. Hvad Maja Lundgrens bog angår, udkom den på Sveriges største forlag Bonniers, og flere af forlagets egne forfattere bliver nævnt. Så spørger man forlagets chef Eva Bonnier: 'Hvordan kun du udgive sådan en bog?' Hvortil hun svarer, at vi i det moderne samfund må acceptere, at vi nærmere os blogverdenen - blogverdenen!!! - hvor alle kan gå ind og skrive og læse navne, hvorfor litteraturen må afspejle den virkelighed. Men det er noget vås. Blogs er en verden, litteraturen en anden. Man kan skrive en roman, som handler om blogverdenen, men ellers? Hvorfor skulle litteraturen dog nærme sig den? Maja Lundgrens roman handler om mennesker i bladverdenen, som de færreste har hørt om før, men det spiller ingen rolle, for man bliver nysgerrig. Det appellerer til folks laveste instinkter, og det sælger bøger. Som undskyldning forsvarer man sig så med blog-verdenen!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu