Læsetid: 6 min.

Kustode i eget museum

Klaus Rifbjerg er ved at vride sig ud af den spændetrøje, som kritikere og læsere og også på et tidspunkt han selv har placeret ham i. Det er svært at være mester
18. august 2007

50 år på toppen. Klaus Rifbjergs placering i dansk litteratur er umiskendeligt deroppe, hvor kun få når til og endnu færre bliver hængende. Der hvor man er en fast del af pensum i gymnasiet, en førsteprioritet på avisernes kronikplads, en sikker kandidat til kanonlister. Kort sagt en del af Danmarkshistorien. Derfor har de fleste også en holdning til Klaus Rifbjerg. Og til hans forfatterskab.

Anne-Marie Mai er professor i dansk på Syddansk Universitet og sammen med sine kolleger i Kolding-afdelingen forsøgte hun for et par år siden at rejse en diskussion om litteraturhistoriens behandling af Klaus Rifbjerg og andre i hans generation af forfattere.

"Selvfølgelig var Klaus Rifbjerg en del af modernismens gennembrud, men bare at kalde ham modernist er en snæver opfattelse af hans forfatterskab. Han er meget mere end det," siger hun.

Men den opfattelse har været dominerende, og det spejler sig i den tilgang, man har til Rifbjerg i uddannelsessystemet, mener også lektor ved litteraturhistorie i Århus, Frits Andersen:

"Det er en fast del af hovedpensum, at man skal gennemgå Den Kroniske Uskyld i gymnasiet, og derefter bliver det lagt ind i en specifik modernistisk ramme, hvor mangfoldigheden går tabt. Mange gymnasielærere har haft et ærbødigt forhold til Rifbjerg og gjort ham til hovedrepræsentant for modernismen."

Også forfatteren selv har taget den isme-betegnelse til sig.

"Da modernismen fik sit gennembrud gjorde Rifbjerg sig selv til fortaler for den, men det blev hurtigt til en spændetrøje for ham. Han begynder jo faktisk allerede efter femte og sjette udgivelse at udvikle sig."

Det er ikke kun i opfattelsen af Rifbjerg, at modernismen bliver dominerende. Den gør den faktisk generelt.

"Modernismen har fyldt så meget i den periode, at andre som for eksempel Dan Turèll, Peter Laugesen og Jørgen Leth er blevet nedprioriteret i litteraturhistorien. Men der er jo faktisk en meget broget litterær scene i de år," siger Anne-Marie Mai.

Ensomt på toppen

Erik Skyum-Nielsen, litteraturkritiker ved Information og lektor ved Københavns Universitet, mener, at Klaus Rifbjerg befandt sig godt i den dominerende position i dansk litteratur. Lidt for godt.

"Der fortælles en litterær anekdote om, at Tom Kristensen fik en bog foræret af Sophus Claussen, hvori han havde skrevet 'Til Tom Kristensen Fra et ældre foraar'. Han overlod så at sige den litterære scene til Tom Kristensen, og den nye generation af forfattere. Senere forærede Tom Kristensen bogen til Frank Jæger. Men Frank Jæger gav aldrig bogen videre! Han kunne have givet den videre til f.eks. Rifbjerg eller Henrik Nordbrandt, men han ønskede ikke at abdicere. Han nægtede at overlade scenen til andre og bogen blev aldrig givet i arv. Og den historie gentog sig med Rifbjerg. Han ønskede heller ikke at give plads til nye forfattere. Han gav bogen videre alt for sent," siger Erik Skyum-Nielsen. Han mener, at Rifbjergs forfatterskab falder i tre spor. Det første er et erindringsspor, og det andet et spor, han tidligt lagde med symbolsk at holde fast i 'bogen'.

"Han skrev på det tidspunkt de bøger, som samtidens litteratur krævede af ham. Han måtte skrive bøger, der kunne udkonkurrere nye forfattere, så han selv kunne bevare sin førerposition. Det hele begynder med bogen Arkivet fra 1967, der er en parodi på nyrealismen. Og så fortsætter han ellers til begyndelsen af 80'erne med at skrive røven ud af bukserne på andre forfattere, der forsøger sig."

Det, Rifbjerg holder af

Efter Erik Skyum-Nielsens mening er den periode ikke højdepunktet i Klaus Rifbjergs forfatterskab.

"Rifbjerg var længe en overforkælet narcisist, der aldrig blev voksen, og jeg er ikke sikker på, at de der provokationsbøger bliver stående."

Det tredje spor er langt mere interessant efter hans opfattelse:

"Med Patience i 1983, som forfatteren kalder en Beckett-idyl handler det pludselig ikke mere om Rifbjerg, men om det, Rifbjerg holder af."

Frits Andersen hæfter sig ved, at Rifbjerg især i 1970'erne oplevede en del modstand hos kritikerne.

"Efter det marxistiske gennembrud på universitetet blev hans publikum delt. Hans jævnaldrende blev hos ham, men de unge faldt fra. Rifbjerg har været overeksponeret, og det kan virke paradoksalt, at man kan blive så populær, at man går i glemmebogen, men hvis man havde spurgt mig for 10 år siden, så ville jeg have sagt, at man savnede en kontakt til de yngre forfattere. Sådan opfatter jeg ham slet ikke længere."

Klaus Rifbjerg er stadig eksponeret, men Frits Andersen mener, at rollen er ved at ændre sig.

"Han er blevet vigtigere og væsentligere efter, at han ikke længere er en provokatør. Det har været en del af hans selvbillede, men også det blev en spændetrøje. Men læserne i dag er langt mere fordomsfri, så den side af ham er ikke længere så interessant, og folk putter ham ikke i den rolle."

Den umiskendelige tone

Også Anne-Marie Mai mener, at Klaus Rifbjerg i de senere år har fået fornyet styrke.

"Der er ikke mange nationer, der har en forfatter, der på den måde formår at flytte med os gennem 50 år og mestre så mange genre, som han gør. Rifbjerg har en umiskendelig tone, der tager temperaturen på den europæiske mentalitet, som ingen anden kan gøre det," siger hun.

Prosaen har svinget meget, mener Erik Skyum-Nielsen. For ham står Klaus Rifbjergs lyrik derimod som noget helt specielt. Han kalder Rifbjerg en stor sprogfornyer.

For eksempel stammer udtrykket at en person 'ikke er for fastholdere' fra Rifbjergs digtsamling Konfrontation fra 1960. Her taler et sæbestykke og truer det menneskelige du, der til sidst glider i sæben, som netop erklærer: 'Jeg er ikke for fastholdere'

"Rifbjerg indtager en rolle på linie med H.C. Andersen og Holberg i den forstand, at folk citerer fra ham, uden at vide hvor det stammer fra. Manden har skabt udtryk og givet os ord, der er gledet ind i sproget, og det har han simpelthen gjort ved at lytte til os," siger Erik Skyum-Nielsen.

Han bemærker, at man som forfatter på det niveau bliver nødt til at færdes i sin egen skygge. Rifbjerg blev så at sige kustode i sit eget museum, og det har i perioder taget fokus fra et lyrisk arbejde, der gennem hele forfatterskabet har bevaret intensiteten.

"Der er nogle spændende eksperimenter hele tiden og hele vejen igennem er der en umiskendelig intensitet. Han går så tæt på, at man ikke er tvivl om, at man har at gøre med en mester."

Men Erik Skyum-Nielsen medgiver, at også han som kritiker i perioder har haft det svært med Rifbjerg. Den kontrovers mellem kritikerne og Rifbjerg, som også Frits Andersen henviser til, har blusset op i perioder.

Men som Erik Skyum-Nielsen siger: "Fænomenet Rifbjerg har været i dansk litteratur i 50 år. Det ville være dybt dybt mærkværdigt, hvis han ikke blev gjort til genstand for kritisk efter tanke. Der har altid eksisteret et mærkeligt had-kærlighed-forhold mellem Rifbjerg og kritikerne"

Frits Andersen har blandt andet arbejdet med Rifbjergs forfatterskab i forbindelse med sit bidrag til Danske Digtere i det 20. Århundrede. Han fortæller, at den litteraturhistoriske tilgang til forfatteren gør, at man bliver opmærksom på, at meget faktisk er kædet sammen.

"Hvis man for eksempel læser romanen Billedet fra 1998 og derefter genlæser Arkivet fra 1967, ja så bliver den endnu mere spændende. På den måde er det samlede forfatterskabet levende og bevægeligt. Når man beskæftiger sig med det på den måde, jeg gør, så flytter præferencerne sig hele tiden."

Ja, Rifbjerg er ikke for fastholdere.

Klaus Rifbjergs næste udgivelse hedder 'Hovedløs'. En roman, der udkommer 23. august og anmeldes her i bladet af Tue Andersen Nexø

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu