Læsetid: 2 min.

Den ligegyldige krimi

16. august 2007

Oppe hos svenskerne er der udbrudt en god gammeldags litterær fejde. Forfatterne Björn Ranelid, Leif G.W. Persson og Ernst Brunner er faret i flæsket på krimidronningerne Liza Marklund og Camilla Läckberg, der til gengæld har fået assistance af krimiprinsen på den hvide hest, Jan Guillou.

En million mennesker ville kunne skrive som Marklund, hævdede Ranelid tidligere på sommeren. G.W. Persson fulgte op med et skarpt angreb på Läckberg. Hendes romaner er på niveau med hestebladsnoveller, konkluderede han. Og endelig påstod Brunner, at krimidronningernes succes skulle være den lige vej mod skønlitteraturens endeligt.

De sure gamle mænd er blot misundelige over deres unge kvindelige kollegers tårnhøje salgstal, svarede Guillou. Reelt er der ingen problemer. Krimidronningerne ville ikke sælge så mange bøger, hvis de virkelig skrev så dårligt. Og desuden smitter deres succes af på resten af det litterære marked, fordi de ganske enkelt øger den generelle interesse for bøger, mente Guillou.

Siden hen gik der desværre seriøst mudderkastning i debatten. Det er rigtig ærgerligt. For diskussionen er vigtig netop nu, hvor skandinaviske krimier sælger røven ud af bukserne. Problemet er nemlig, at der er noget om snakken, selvom Ranelid, Persson og Brunner er lige lovlig skarpe i tonen. Den litterære kvalitet er under pres på krimifronten.

Kriminalromanen er måske den litterære genre, der i højeste grad er organiseret efter en specifik strukturel konvention. Som litteraturteoretikeren Tzvetan Todorov har konstateret, består den pr. definition af to historier, en forbrydelses- og en undersøgelseshistorie. En bandit begår en forbrydelse, og en opdager undersøger, hvordan dét gik for sig.

Hvis forfatterne ikke har litterære ambitioner, bliver resten meget hurtigt det rene udfyldningsarbejde. Og her er der såmænd også nok af konventioner at trække på. Den midaldrende, desillusionerede strømer med alkohol-problemer, men en intakt moral er ét eksempel på råmateriale, der bliver brugt gang på gang. Et andet er den kvindelige journalist med livsstils-problemer.

Krimien kan derfor hurtigt blive lidt ligegyldig. Og det er lige netop det, en hel del skandinaviske krimier læner sig opad for tiden. Det ligegyldige. Da jeg i forsommeren interwievede Henning Mortensen til Information anskueliggjorde han problemet med en gastronomisk metafor: "Jeg mener simpelthen, man kan sige, at en mainstream tarm snor sig gennem det kriminallitterære landskab. Den fyldes hele tiden med en meget nærings-fattig fars og ender altså som en pokkers kedelig prosapølse."

Og Mortensen har sgu da ret. Alt for mange skandinaviske krimier er alt for uinteressante. Sproget er åndsforladt og floskuløst, persongalleriet er stereotypt, og handlingsgangen er alt for præget af opklaringsteknisk fnidder fnadder og kedsommeligt livsstilslir. Farsen er for næringsfattig, og prosapølsen bliver derefter. Kedelig og ligegyldig.

Faren er at sige som Guillou. Hvis bøgerne sælger, så må de være gode nok. Sådan hænger det ikke sammen. Mainstream sælger. Rigtig mange læsere vil stryges med hårene og ikke udfordres. De vil slappe af, når de læser. Det er for så vidt også fint nok. Men problemet er, at man ikke skaber rigtig gode, men højst middelmådige værker, hvis man indretter sine bøger derefter.

Men hvad skal man dog så gøre? Man skal udfordre genren for pokker. Mesterværker som Umberto Ecos Rosens navn og Paul Austers New York-trilogi er netop blevet skabt, fordi forfatterne gav genren et ordentlig los i røven. Men mindre kan selvfølgelig også gøre det. Sålænge man har litterære ambitioner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu