Læsetid: 7 min.

Lykken ved at stå af toget inden endestationen

Holløse er min destination. Holløse, en af de mange stationer, der ikke er endestation. En af den slags stationer, jeg har sagt ja til at stå af på i sommer (for pengenes skyld) for at notere mig et par oplevelser og belemre Informations læsere med dem
8. august 2007

Der er mange endestationer på tognettet i Danmark, men hvad med stationerne lige før endestationen? Er disse stationer bare tilfældige punkter på en belejlig rute mod det attraktive endepunkt?

Jeg steg på et lille lokaltog i Hillerød.

Der må vel nødvendigvis være en start og en slutningen på det meste. Det er da det, man bliver fortalt som barn i hvert fald. Og man kan vel til nød forstå, hvorfor den her lille lokalbane i Nordsjælland ligger udstrakt mellem Tisvildeleje og Hillerød - Tisvildeleje, det lidt oppustede feriested i miniature for folk med bil og båd, og Hillerød, midt i Nordsjælland, endestationen på en S-tog-linje på flugt fra København. Men hvordan skal man forklare sig selv grunden til alle de mellemliggende stationer? Hvad er grunden til, at toget stopper i Holløse for eksempel?

Holløse er min destination. Holløse, en af de mange stationer, der ikke er endestation. En af den slags stationer, jeg har sagt ja til at stå af på i sommer (for pengenes skyld) for at notere mig et par oplevelser og belemre Informations læsere med dem.

Samme morgen var jeg blevet ringet op af forfatteren Christian Dorph, og jeg havde ladet mig hyre (for pengenes skyld) til at komme og undervise på Testrup Højskoles sommerkursus Tag og skriv. Der var kun et par dage til det overtegnede kursus startede, udsigten fra togets vinduer kedede mig, og jeg følte, at jeg burde forberede mig til kurset. Jeg havde østrigeren Thomas Bernhards fantastiske lille bog Gående i tasken. Den udkom på dansk på forlaget Basilisk forrige år, tror jeg det var. Jeg var dum nok til at begynde at læse i den. Tanken var, at jeg kunne bruge bogen til at lære nogle elever et eller andet.

"Når vi ser et menneske, må vi inden længe sige til os selv, hvilket rædselsfuldt, hvilket uudholdeligt menneske. Når vi ser naturen, må vi sige, hvilken rædselsfuld, hvilken uudholdelig natur. Når vi ser noget kunstigt, ligegyldigt hvad, må vi inden længe sige, hvilken uudholdelig kunstighed. Når vi går, siger vi jo også inden længe, hvilken uudholdelig gåen, og når vi løber, hvilken uudholdelig løben, og når vi står, hvilken uudholdelig ståen, og når vi tænker, hvilken uudholdelig tænken. Når vi møder nogen, tænker vi inden længe, hvilket uudholdeligt møde. Når vi rejser, siger vi inden længe til os selv, hvilken uudholdelig rejse, hvilket uudholdeligt vejr, siger vi, siger Oehler, om et hvilket som helst vejr, når vi tænker på et hvilket som helst vejr. Hvis forstanden er skarp, og tænkningen er af den klareste og mest hensynsløse art, siger Oehler, må vi inden længe sige om alt, at det er uudholdeligt og rædselsfuldt."

Længere nåede jeg ikke, før toget nåede Holløse station, men det var sikkert også mere end rigeligt. Og det var altså med disse altødelæggende linjer i hovedet, at jeg steg ud på perronnen og begyndte min slentren gennem Holløse.

Hvad skal man forvente af en by som Holløse? Jeg ville virkelig ikke ane, hvad jeg skulle svare, hvis det ikke var for invitationen, jeg gik med i tasken. Men hvad skal man forvente sig af en invitation til "1. Holløse Internationale Centannale for Samtidskunst"?

Lammet på korset

Holløse er fuldstændig død. Der er virkelig intet levende at se. En stribe murermestervillaer og i midten et forpjusket sammenrend af kønne stråtækte huse. Endnu en dansk landsby i hænderne på udviklingen og fremskridtet, omringet af egnsudvikling og realiteterne.

Jeg følger de retnings-anvisninger, jeg er blevet givet, slentrer ud af byen og til venstre. Over landevejen. Og der hænger et skilt:

"1. Holløse Internationale Centannale for Samtidskunst".

Der løber en smule børn omkring på gårdspladsen kærligt omfavnet af tre længer. Der står en mand og fæstner et lam til et kors med ståltråd. Værtinden, Vibe, byder velkommen, det viser sig, at vi var flere på toget, der havde centannalen som mål. Og så går det stærkt.

Biler ankommer, gårdspladsen liver op. Et ældre ægtepar parkerer, stiger ud, gennemser udstillingen i den gamle grisestald, læner sig nysgerrigt ind over bordene med kunstbøger og digt-bøger, de køber sig en kop kaffe og sætter sig i skyggen. De fortæller, at de så et opslag på skolen i Tilsvilde, da de var forbi og se en udstilling med lokale kunstnere. Dér var alt udsolgt. De rejser sig og siger, at de måske vil komme igen, når der er mad. Der er helstegt lam klokken seks. Cirka. Og hun mener nok, at det kan friste hendes mand. Og han nikker. Joh.

Der er et rend af biler og børn.

Ind i mørket

Der hænger en rød tråd mellem grenene i et buskads. Jeg tager imod tilbuddet om en guided tour ind i buskadset. Seimi Nørregaard er min guide. Jeg låner en mp3-afspiller og stopper høretelefonerne i ørerne.

Kom, kom, hvisker hun.

Følg den røde snor, siger hun. Og jeg følger snoren ind gennem krattet, hvor flåterne sidder og venter på at hoppe på mig og suge mit blod. Det er ikke ufarligt det her.

Bukker dig. Bukker dig for de svirpende grene, siger hun. Og det gør jeg.

Grannålene bliver til rustne søm og bladene skarpe knive, siger hun. Men det er flåterne, jeg frygter. For helvede, jeg er blevet fortalt, at hvis man bliver bidt af en af de små sataner, kan man risikere at blive centrumdemokrat! Og de er ikke engang i Folketinget! Hvad skal der blive af min stemme?

P.S.

Sophie Pucill læser op på gårdspladsen, og Gitte Broeng læser op, Seimi Nørre-gaard læser op, og Morten Søkilde læser et af de afsindigt smukke sommerdigte fra samlingen Landskaber op.

Ja. Fra modervommens varme mave vandrer man mod grav./ Vækstsvanger, fra spæd/ af, vokser man som træet op og nærer æblets sæd/ som vorder vokseværk og modner krop og knoglemarv./ Og som boldt opblomstrende adolt/ brombærbarn jolrer man om for snold og sjov og æblerov - læser Søkilde.

De havde lovet regn, men solen skinner. Lammet er mørt. Selv en kritisk fein-schmecker med tilknytning til Weekendavisen må indrømme, at det smager ok.

Og så ankommer outertaineren T.S. Høeg i åben gul vogn, og op springer han, frem foran mikrofonen - vil dette vellystige orgie da ingen ende tage! Nej, der er nogen, der vil os alt det bedste.

Vokser op op op og ud i - råberemser T.S. Høeg.

Du danske knold. Du danske knold - råberemser T.S. Høeg og tilkaster publikum en kartoffel. Der er overskud og gavmildhed i luften.

Pointen

Og det er det det handler om. Overskud. Overraskelse.

Den 30. juli beklagede Georg Søndergaard fra Odense sig over, at jeg havde foreslået, at man måske kunne sælge et par af de sydfynske øer og finansiere broen fra Sjælland til Jylland med pengene, salget indbragte.

Jeg indrømmer gerne, at det nok ikke er min lyseste idé til dato. Men det, jeg synes er tankevækkede ved Søndergaards læserbrev, er hans forsvar for Fyn. Forsvaret består af en opremsning af døde kulturpersonligheder, forfattere, komponister, videnskabsfolk, som engang blev født på denne ø - og, så vidt jeg ved, alle flygtede derfra!

Igen og igen ser man, at fortiden skal legitimere nu-tiden. Hvad er det for en sær idé?

For nogle år siden tog jeg med tre venner til Jylland for at finde den hede, Blicher engang vandrede rundt i. Man kan læse om turen i bogen Kærlighed til fædrelandet var drivkraften, hvis man går og keder sig. Heden var gudskelov væk. Erstattet af pertentlige parcelhuskvarterer, brusende marker og juletræs-plantager. Og dog - der er et sted, hvor man har genoprettet heden. Man har ryddet alt og givet vidderne tilbage til lyng og græsser. Og midt i dette absurde, genoprettede stykke fortid har man sat et enormt mindesmærke med runestene og friserede plæner for de folk, der kæmpede mod heden! Folk, som så heden som et problem hædres med fredning af fjenden. Er det ikke en hån?

Ideen om heden som noget oprindeligt dansk, som oprindelig dansk natur, er absurd. Heden er bare en af mange former for landskab, der har behersket de jyske vidder. Der var skov en anden gang, men det er dette guld-alderlandskab, heden, det utæmmede mørkeland, som man et eller andet sted har sanktueret som sandt dansk. Oprindeligt dansk. Sludder. Og heden var et hæsligt sted at leve.

Pointen II

Åh, det er en lykke, at stå af toget inden endestationen og opdage, at her er liv - her og der en smule liv, entusiasme, nutid og ikke bare minde-stene og jubilæumsfestligheder for store døde. Her og der fejres livet, og det er den eneste fest, der kan legitimere et ejerskab til jorden, dette ejerskab, som vi tilsyneladende har så kært.

Jeg sludrer. Men det er sommer, og de professionelle meningsdanere er på ferie.

Du danske knold! Du danske knold! Ingen spørger dig om noget! råberemsede T.S. Høeg. Og det er sandt som ribs.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu