Læsetid: 7 min.

Mere ministermagt i nordisk kultursamarbejde

Øget ministermagt, en struktur der profilerer politikere frem for kunst, samt et debatforum, der fostrer den debat, Ministerrådet helst vil høre. Det er ifølge kunstnere og kulturforskere opskriften på den nye model for nordisk kultursamarbejde
Kultur
10. august 2007
Øget ministermagt, en struktur der profilerer politikere frem for kunst, samt et debatforum, der fostrer den debat, Ministerrådet helst vil høre. Det er ifølge kunstnere og kulturforskere opskriften på den nye model for nordisk kultursamarbejde

Imens politikerne profilerer sig som skabere af kultur-events, går den fri kunst, kontinuiteten i kultursamarbejdet og de nordiske netværk fløjten.

Sådan lyder kunstnere og kulturforskeres karakteristik af den ny model for nordisk kultursamarbejde, der blev søsat ved årsskiftet 2007.

"Det politiske miljø har taget magten og tænker mere i oplevelsesøkonomi end i kulturværdi," mener billedkunstneren Nanna Gro Henningsen. "Det handler ikke om synlig kultur, men om synlige politikerne. Programmet til støtte for Nordisk Computerspil, der har erstattet kunstnerkomitéernes arbejde, er et eksempel på, at kulturstøtte bliver til erhvervsstøtte."

Før reformen blev kulturstøtten fordelt af en række nordiske kunstnerkomitéer inden for fagområderne musik, billedkunst, litteratur og scenekunst. I dag er komitéerne erstattet af tidsbegrænsede kulturprogrammer, hvis indhold er fastlagt af Nordisk Ministerråd. Et af dem er det seks-årige program til støtte af Nordisk Computerspil.

Kritikerne mener, at den nye model giver køb på armslængdeprincippet, tanken om at kunststøtte skal fordeles af kunstfaglige personer for at modvirke, at kulturen udnyttes politisk.

Handlingsplan for kunst

John Frandsen er komponist, dirigent, formand for Dansk Komponistforening, samt en af de otte sagkyndige, der skal fordele støttekronerne i det ny tre-årige mobilitets- og residensprogram.

"Den kunstfaglige kompetence er svækket," vurderer han. "Før havde kunstnerkomitéerne fuldt råderum over den pose penge, de var tildelt. I dag kan de kunstfaglige ikke lave om på puljernes størrelse eller vælge indsatsområder, men kun fordele midlerne under politikernes overskrift."

Jørn Langsted, professor og leder af Kulturpolitisk Forskningscenter ved Århus Universitet, forklarer, at det nordiske kunststøttesystem var vokset til et vidt forgrenet netværk.

"Systemet var administrativt tungt, og det var fornuftigt med en forenkling," siger han. "Målet med den ny struktur har været at gøre midlerne mere effektive. Men resultatet er, at armslængden er svækket, og kunsten er blevet instrumentaliseret. Man har satset på markedsføring af Norden, frem for et dybereliggende kultursamarbejde. Midlerne er inddraget til politiske formål, tankegangene er overtaget fra erhvervslivet. Men hvad stiller man op med et sindssygt interessant kunstnerisk projekt, der ikke passer ind i handlingsplanerne?"

Kultur og erhverv

I 2007-2009 lyder et af kultursamarbejdets mål at styrke kvalitet og konkurrencekraft.

"Det handler om at styrke bevidstheden om, at vi befinder os på et marked, hvor det nordiske samarbejde kan gøre en indsats," forklarer Per Voetmann, der er er kontorchef i Kulturministret, medlem af den nordiske embedsmandskomité for kulturelt samarbejde og var med til at udarbejde forslaget til den ny nordiske kulturmodel.

Per Voetmann kalder computerspilsprogrammet 'kulturstøtte med en snert af erhverv i sig'.

"Tanken var, at hvis man med få midler kunne bidrage til udviklingen af den nordiske computerspilsindustri, kunne man skabe nogle konkurrencefordele, der også ville komme kulturen til gode," siger han, og tilføjer, at hvad der er kvalitet, både inden for computerspil og de øvrige programmer, er op til de sagkyndige af bedømme.

Men de kunstfagliges baggrund for at bedømme kvaliteten er svækket, mener John Frandsen. Der sad op til otte personer fra hvert fagområde i hver af de gamle komitéer. I de nye tværfaglige grupper er der også otte mennesker, men kun én der repræsenterer hvert fagområde.

"Som den eneste musikfaglige er det umuligt for mig at vide noget om både samisk folkemusik, dansk partiturmusik og finsk rock. Så risikoen for at der bliver truffet fagligt forkerte beslutninger er stor," forklarer komponisten. "Den nye struktur har betydet et stort fagligt kvalitetstab."

Kasseformede events

Ifølge John Frandsen er et andet problem de tidsbegrænsede programmer.

"Det tager 10 år at gøre en fælles nordisk festival til en markant begivenhed. Der er behov for at støtte den lange tidshorisont," siger han. "Det blev kritiseret oppefra, at projekterne levede et usynligt liv i den gamle model, og det er selvfølgelig også sjovere for politikere at støtte events, der ligger længere fremme i den offentlige bevidsthed. Men aktiviteter konstrueret ud fra politiske satsningsområder skaber ikke de netværk, der er nødvendige for at nye initiativer vokser frem. Sunde tværfaglige samarbejder starter nedefra, ikke ved at kunstnerne skal passe deres projekter ind i kasser."

Charlotte Rørdam Larsen er lektor i Musikvidenskab, og forfatter til en evalueringsrapport af Nordisk Musikkomités projekt Det Rytmiske Norden.

"For at musikken har noget at vinde ved støtten, skal musikerne have strukturer og netværk, der gør dem i stand til at søge de nye puljer," forklarer hun. "Mange af de nordiske netværk, der var centreret omkring de gamle institutioner, er nu brudt op. Nu må musikerne tilrettelægge deres projekter efter de programmer, der kører for tiden. Det er ikke fordrende for selvstændige initiativer."

Fleksibel eller ej

Riita Heinämaa er rådgiver for Nordisk Ministeråd på kunstområdet og har tidligere udarbejdet en redegørelse, der indeholdt forslaget til det ny mobilitets- og residens-program. Hun er enig i, at det store spørgsmål i omlægningen handler om balancen mellem fleksibilitet og kontinuitet.

"I den gamle model gav man støtte til de samme nordiske institutioner år efter år, og der var derfor meget få frie midler til nye initiativer direkte fra kunst- og kulturfeltet. Baggrunden for ændringen var en opfattelse af, at det gamle system var ufleksibelt," forklarer hun.

Billedkunstneren Nanna Gro Henningsen, der er formand for billedkunstnernes forbund og tidligere bestyrelsesmedlem for det nu nedlagte NIFCA (Nordic Institute for Contemporary Art), stiller sig kritisk over for argumentet om den nye model som mere fleksibel.

"Det er ikke fleksibelt, at kunstnerne må rette sig ind efter nye puljer hvert tredje år. Og administrativt vil det blive dyrt at udvikle nye ordninger, informere, dele penge ud og evaluere det hele på kort tid," mener hun.

Når de nuværende programmer udløber efter tre til seks år, kan Ministerrådet vælge at omlægge det hele, eller lade programmerne køre videre i en ny periode.

"Det er en politisk beslutning, hvad der skal ske fremover, men beslutningen træffes i dialog med kunstnerne," forklarer Riita Heinämaa.

Afrettet debatforum

I den nye struktur er der indlagt et særligt rum for dialog: Nordisk Kulturforum finder sted tre-fem gange årligt og har som mål at skabe et diskussions- og beslutningsgrundlag for Ministerrådet ved at tage aktuelle emner op til diskussion med en bred gruppe fra kulturfeltet.

John Frandsen har været til et par af møderne. "Kulturlivet har ingen sikkerhed for at blive hørt, for det er politikerne selv, der bestemmer, hvem de vil invitere," siger han, og karakteriserer Nordisk Kulturforum som 'den skov, som politikerne vælger, at de vil råbe ind i for at få svar'.

Komponisten efterlyser også, at Nordisk Kulturforum blev brugt, da den nye struktur skulle etableres. "Beslutningerne om strukturændringerne var taget, før man spurgte kunstnerne. Skønt man holdt møder med kunstnerorganisationerne, har man ikke lyttet til kritikken af de grundlæggende problemer. Nordisk Kulturforum er ikke rigtig blevet brugt til noget," siger han.

Åsa Sonjasdotter, der har siddet i Kunstrådets Internationale Billedkunstudvalg og er tidligere bestyrelsesmedlem for NIFCA, deltog i Nordisk Kulturforum i 2006.

"Alle ville gerne diskutere den nye struktur, men det var ikke lagt ind i programmet," fortæller hun. "Det endte alligevel med at blive et stort emne, og mange kunstnere reagerede på, at vi bare skulle levere vores forslag, uden at der var nogen garanti for, at de blev taget til efterretning."

Armslængde-succes

Armslængden i den nye struktur har været debatteret, lige siden reformen blev præsenteret første gang.

"En styrkelse af armslængdeprincippet er med som et succes-kriterium i handlingsplanen, da der var mange, der var nervøse for dets skæbne," forklarer Per Voetmann. "Det er op til Nordisk Ministerråd at definere, hvordan man i praksis vil styrke princippet. Det arbejder man på, men langtfra alt er aftalt endnu."

Selv mener Per Voetmann, at kunstnerne har lige så stort råderum som før. "Den eneste forskel er, at kunstnerkomitéerne ikke længere kan tage initiativ til aktiviteter, som når NIFCA tilrettelagde udstillinger for nordiske støttekroner."

"Det har været et mål med strukturændringen at skabe en klarere rollefordeling mellem kunstfaglige organer, og embedsmænd og politikere," supplerer han. "Det var svært for kunstnerkomitéerne at forvalte rollen som både kulturfaglige sagkyndige og politiske sparringspartnere. Der var eksempler på, at komitéerne brugte midler på at formulere politiske initiativer, frem for at dele dem ud til kunstnerne. Komitéerne opfattede ikke altid rørende klart, hvad de var sat i verden for at gøre. NIFCA ønskede selv at vælge, hvad de ville dele penge ud til, og det havde de også lov til. Men spørgsmålet er, om det var den mest hensigtsmæssige løsning. I dag er arbejdsopgaverne defineret klarere, og de sagkyndige træffer kun kunstneriske beslutninger."

Kritikken er nedlagt

Åsa Sonjasdotter mener, at institutionsnedlæggelserne er bemærkelsesværdige.

"Mange af de institutioner, der havde en kritisk diskurs, er blevet nedlagt eller omstruktureret," siger hun. "NIFCAs sidste udstilling handlede om kolonisering i et nordisk perspektiv. I dag er det svært at finde platforme for den slags politiske, kritiske og undersøgende projekter. Politikerne ønsker i højere grad at støtte kunstprojekter, der kan fungere som flagskibe i medierne".

John Frandsen mener, at det nye kunststøttesystem er udtryk for en generel tendens i de nordiske lande, hvor politikerne ønsker større magt over kulturens rammer og indhold. Komponisten kalder situationen "et politisk og demokratisk problem".

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her