Læsetid: 2 min.

Muhammed-krise - nu på svensk

De er skøre de svenskere. Nøjagtig lige så skøre som danskerne, viser det sig. Flere svenske dagblade har trykt kunstnerens Lars Vilks tegning af profeten Muhammed som hund. Det har ført til debat om ytringsfrihed, demonstrationer og nu også protester fra Iran
Kultur
31. august 2007

Demonstrationer foran den svenske regionalavis Nerikes Allahanda i Örebro og en officiel klage fra Iran er den foreløbige kulmination på svenskernes pendant til den danske Muhammed-krise.

Sagen begyndte forrige søndag, hvor Nerikes Allehanda bragte kunstneren Lars Vilks tegning af profeten Muhammed som hund sammen med en leder, hvori chefredaktør Ulf Johansson kaldte publiceringen et forsvar for ytringsfriheden. Tegningen er således en del af en serie, der er blevet afvist af tre svenske kunstgallerier på grund af dens fremstilling af den hellige profet.

Gallerierne har ikke turdet vise tegningerne af frygt for ballade, og fordi de sikkerhedsmæssige omkostninger ville være for store.

Fredagen efter publiceringen demonstrerede omkring 60 muslimer foran Nerikes Allahanda i Örebro vest for Stockholm, og mandag i denne uge indløb en officiel protest fra det iranske præstestyre. Iranske aviser har kaldt tegningen "en forulempende karikatur, der forarger muslimerne i Sverige," skriver avisen.

Hverken demonstrationer eller iranske klager har dog fået chefredaktør Ulf Johansson til at fortryde beslutningen om at trykke tegningen, fortalte han tidligere på ugen til Aftonbladet.

Han sagde her, at de skarpe reaktioner fra Iran ikke overraskede ham. Men at han derimod er forbavset over reaktionen fra de svenske muslimer.

"Jeg forstår ikke, at de ikke kan se i hvilken sammenhæng, billederne er blevet publiceret," sagde han.

Ulf Johansson er også forundret over, at den iranske protest kun gælder Nerikes Allehanda. Efter at Örebro-avisen bragte tegningen, fulgte flere svenske aviser nemlig trop, blandt andet Aftonbladet, DN og Expressen.

Oh my God!

I det svenske udenrigsministerium tager man indtil videre sagen med sindsro.

"Det står den iranske regering frit at protestere mod, lige hvad den vil," sagde Claes Jernaeus, chef for det udenrigsministeriets pressetjeneste, til Aftonbladet.

Han fortalte, at hverken udenrigsministeriet eller regeringen finder nogen anledning til at kommenterer den iranske protest.

Det tyder da også på, at krisen i øjeblikket er under kontrol. Den iranske præsident, Mahmoud Ahmadinejad, har ifølge det tyske nyhedsbureau DPA meddelt, at man ikke forventer, at sagen kommer til at skade forholdet mellem Teheran og Stockholm.

Præsidenten afslørede også, at han mistænker zionister, der vil skade forholdet mellem iraner og svenskere, for at stå bag sagen.

Lars Vilks udstillede i maj en række andre Muhammed-tegninger i Vestfossen i Norge under temaet Oh my God!

Han fortæller på sin hjemmeside, at udstillingen i Norge forløb uden større opmærksomhed, og at han derfor forventede, at hans værker ville forblive en lokal begivenhed.

"Det virkede ikke som om, der ville komme nogen problemer. Arrangørerne gav udtryk for, at de var mere end tilfredse med mit bidrag," skriver han.

Men nordmænd er måske lidt langsommere i optrækket end svenskere og danskere.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her