Læsetid: 10 min.

Når det blæser op til thybosk nationalpark

Modvind blev til medvind. Selv om de lokale landmænd satte foden i døren, nærmest inden ideen om en nationalpark i Thy var sat i vandet, blev historien om Thy Nationalpark alligevel historien om et udkantsområde, der samlede sig om en fælles sag. Thyboerne satte sig til forhandlingsbordet og blev enige om frivillighed, fuld kompensation og en afgrænsning, landmændene kunne sluge. Det beretter den lokale bagstopper fra klithederne i Thy
Den cyklende bagstopper, Ejner Frøkjær, deler udsigten udover Klithederne med Ib Nord Nielsen fra Skov og Naturstyrelsen

Den cyklende bagstopper, Ejner Frøkjær, deler udsigten udover Klithederne med Ib Nord Nielsen fra Skov og Naturstyrelsen

Nicolai Zwinge

Kultur
28. august 2007

"Velkommen til Hanstholm, nu skal du se Danmarks første nationalpark," smiler en lille mand med god kulør, vindblæst gråt hår og blafrende, lysegrå vindjakke.

Han forsætter på cykel ind mellem træerne.

Vi er i Hanstholm plantagerne i Thy, og Informations udsendte forsøger at følge med i en ikke alt for terrængående Citroën.

Cyklisten, der viser vej gennem klitplantagens små stier, er Ejner Frøkjær, socialdemokrat og tidligere borgmester i Hanstholm Kommune.

Han har siden 2004 været formand for den styregruppe, der har udarbejdet et lokalt forslag, der skal gøre området i Thy til landet første nationalpark. Og missionen er gennemført, Thy har fået miljøministerens grønne godkendelse.

Og her fra nationalparkens nordligste punkt viser Ejner Frøkjær klithederne frem, mens han beretter om projektets tilblivelse.

"Det var i høj grad et projekt, der blev født i modvind. Og nu hvor man er blevet enige lokalt, så får vi skudt i skoene, at vi har haft for lave ambitioner," fortæller manden, der har brugt to år på at forene de lokale.

Umiddelbart uforenelige størrelser: Naturfredningsfolkene havde gerne ønsket mere nationalpark end det kompromis, der nu ligger klar, og landmændene frygtede, at en nationalpark ville betyde restriktioner og begrænsninger for landbrugets muligheder for at dyrke jorden. Landbruget gik i dialog, men naturfolket mener stadig, ambitionerne var for små.

Ejner Frøkjær vender dog kritikken:

"Det er vel høje ambitioner, at man vil høre alle, og dermed ønsker at nå frem til en model, som alle kan stå inde for."

Op ad bakke

Tidligt i processen er thyboerne tøvende over for planerne, som bliver født i 2001. Her anbefaler det såkaldte Wilhjelm-udvalg under daværende industriminister Nils Wilhjelm, at man etablerer særlige nationale naturområder. I 2003 tager miljøminister Hans Christian Schmidt kontakt til en række mulige kandidater, her iblandt Thy, og det er her de lokale landmænd først slår hælene i.

I februar 2003 siger Nordthy Landboforening klart nej. Den afgående formand Esben Oddershede fremlægger en resolution mod nationalparken, der bliver enstemmigt vedtaget. Men når en afgående formand kommer med et udkast, så nikker man bare, beretter en lokal landmand. Landmændene vender vi tilbage til.

399 kopper kaffe

Tidligt i nationalparkplanerne understreger politikerne, at lokal opbakning er vigtig for udførelsen. Og tilbage i klithederne i Thy fortæller Ejner Frøkjær om at samle opbakning fra de to umiddelbart uforenelige fløje:

"Det handler om at få folk op fra skyttegravene, så de kan gå på vejen sammen."

Det har man held til i Thy. Frøkjær husker tilbage på det første borgermøde.

"På Vilsundmødet i januar 2004 strømmede mennesker til. Regningen lød på 399 kopper kaffe, og der var desværre en del, der måtte gå forgæves. Værten turde simpelthen ikke at lukke flere ind. Der sad jo folk overalt, i vindueskarme og jeg ved ikke hvor...," beretter Ejner Frøkjær.

Journalist Jens Fogh Andersen fra Thisted Dagblad, mener, at netop den store opbakning på dette møde var vigtig for projektets fødsel.

"Efter det indledende chok over landmændenes klare nej, var der nok mange, der frygtede, at 'nu stopper det'. Men det store fremmøde var jo en indikation af, at det interesserede folk. Det var et meget stærkt signal at sende," vurderer Jens Fogh Andersen, der har fulgt hele processen fra sidelinjen.

Tillidsskabende

Alle blev inviteret med ved forhandlingsbordet. Man nedsatte en række arbejdsgrupper, hvor mere en 200 lokale meldte sig. Ejner Frøkjær fortæller:

"Landmænd, ornitologer, jægerne, ja hvem som helst skulle høres. Og tidligt ændrede vi styregruppens titel. Fra at være et pilotprojekt om en nationalpark, kaldte vi det i stedet for et undersøgelsesprojekt. Det, tror jeg er tillidsskabende."

Frøkjær fortæller, at mange lokale var bange for at række myndighederne en lillefinger af frygt for, hvor meget de ellers ville tage. Men "armen bliver jo kun stjålet, hvis alle rækker en lillefinger," som Frøkjær formulerer det. Altså i positiv forstand.

Og måske handlede den molbo-agtige skepsis om alle de uafklarede spørgsmål. "Skal der indløses billet for at gå en tur i området? Skal vi til at gå i nationaldragt?"

Naturlig kvalitet

Midt i tilbageblikket dukker en af nationalparkens store fortalere op. Ib Nord Nielsen fra Skov og Naturstyrelsen. Han var den faglige sparringspartner og sekretær for styregruppen. Han er ikke på cykel, men i terrængående mini-van. Han beder os følge med.

Gennem skov og smalle stier. Ind i plantagen går det med rallykørsel over store trærødder, der bryder de små skovveje som naturens advarende benspænd, og næsten ufremkommelige sandhuller. Pludseligt har vi igen udsigt ud over den thyske klithede. Nogle kilometer længere syd fra. "Åben nordatlantisk klithede", som det hedder.

Ib Nord Nielsen står allerede klar for enden af stien med kikkerten monteret foran ansigtet, da Information kommer halsende efter. Han vinker mig hen.

"Prøv at se dernede, på den anden side af den lille sø."

Han peger ud over klitheden, som trods den lange tur fra Frøkjærs position stadig rækker så langt øjet kan følge med. Efter nogen finjustering, får jeg indstillet sigtet på kikkerten.

Et par traner trisser rundt på heden uden den fjerneste bekymring. Og omgivet af en larmende tavshed. Fredet.

"Tranen har ynglet i Hanstholm reservaterne siden 1950'erne. I starten var der kun et par, men nu er der flere."

Ib Nord Nielsen fortæller om området, om dyreliv og naturlig kvalitet med en entusiasme, der smitter. Flere gange stopper han op, nu har han fået øje på to stykker kronvildt (ikke sådan nogen, der bliver sat ud, som i Dyrehaven, nej rigtigt vildt). Og som han siger, når han nævner, at området har været besøgt af både havørne og en kongeørn:

"Når de store rovfugle og pattedyr indfinder sig, så der tegn på en vis kvalitet i naturen. På den måde, at når de er her, så er der også meget andet."

Ib Nord fortæller, at området er "et slaraffenland for en botaniker. Og så er insekt livet her næsten uudforsket."

Urørt eller beskyttet, så er der taget hånd om naturen i Thy. Med etiketten Nationalpark vil der for ca. 95 pct. af områdets vedkommende kunne videreføres en kamp for naturbevaring. De sidste fem procent fører os dog tilbage til de skeptiske landmænd, dem sidder de nemlig på.

Vetoret

Ca. 10 km syd for de ynglende traner og åbne klitheder finder vi den nuværende formand for landmændene.

Han tog over efter det blanke nej, og han forsøgte at forene de skeptiske i nord med de fåmælte i syd. For når konflikten står mellem naturen og kulturen, mellem fredet idyl og landbrugsjord, så er man nødt til at stå sammen, fortæller formand Niels Jørgen Pedersen. Han fortæller, at stemningen hurtigt vendte.

Måske fordi det, når alt kom til alt, ikke ville påvirke særligt mange lokale landmænd.

Man frygtede dog, med erfaringerne fra tidligere fredningsprojekter, at landbrugsjord, der grænsede op til nationalparken kunne få pålagt restriktioner.

Men, som landbrugsformanden fra gården Elvinesminde erindrer, så lovede den tidligere miljøminister, Hans Christian Schmidt, at uden landmændene ville der ikke blive nogen nationalpark. Denne vetoret var garanti nok for landmændene til at gå ind i projektet.

"Det var jo en betryggende udmelding," siger Niels Jørgen Pedersen.

"Landmændene satte sig sammen med blandt andet naturfredningsfolkene for at komme med forslag til en afgrænsning af området," og som han siger med bakspejlets klare udsyn:

"Da vi satte os ned og snakkede sammen, fandt vi jo hurtigt ud af, at vi ikke var så uenige."

Så da fordomme om gylle og naturfanatisme var lagt på hylden, stod man sammen i Thy.

Landmændene havde fået en garanti om frivillighed og kompensation for alle, der ønskede at omlægge driften, og efter den første knold på vejen kørte thyboerne nu sammen.

Udkant og sammenhold

"Vi har jo lært, at her i Thy er vi ikke så forskellige. Og vi værner om det, vi har. I et udkantsområde er man jo nødt til at stå sammen," mener Niels Jørgen Pedersen.

For som han siger, når nogen skal sendes langt væk, tag eksempelvis Olsen Banden, så bliver de sendt til Thisted.

Her i udkanten af Danmark fik man forenet det uforenelige, fordi man, som journalist Jens Fogh Andersen siger, valgte den pragmatiske løsning.

"Den var svær at argumentere imod. Og da landmændene fandt ud, at det ikke ville berøre deres områder synderligt, så gik gassen lidt af ballonen."

Landmændenes formand mener, at man i stedet så mulighederne. Man vendte lige skråen en ekstra gang, som det hedder her på egnen.

"Der er jo branding-muligheder i en nationalpark, jeg kom til at sige, at vi ville lave mælk fra Thy, men den titel er vist taget. Indledningsvis kom jeg også til at sige, at vi skulle til møde med alle gratisterne, landmændene var jo de eneste, der havde noget at miste," erindrer Niels Jørgen Pedersen.

Nu mener han og landmændene, som de lokale erhvervsfolk, at en nationalpark giver nye muligheder. Hvis ikke det bliver mælken, så bliver det andre produkter, der kan få nationalpark-mærkaten påhæftet.

Og nu, hvor mulighederne åbner sig, står Thy sammen om sin park. Det skyldes, siger de lokale, at alle er blevet hørt og, at ingen har fået presset noget ned over hovedet. Ekstremt beboerdemokrati, kunne man kalde det, hvor man serverer informationerne på en spiselig måde over for beboerne.

Alle blev hørt

Alle understreger, at Frøkjær har været uvurderlig for projektet.

En lokal fortæller mig, at jeg skal ligge mærke til hans tillidsvækkende og interesserede måde at henvende sig til folk på.

"Du finder selv ud af, hvorfor han har kunnet gøre det her..."

Vor lokale journalist, Jens Fogh Andersen, er ikke i tvivl:

"Der er nok ikke mange andre, der kunne lave det her nummer. Han har formået at være lyttende, imødekommende, ydmyg og oprigtigt interesseret i alles synspunkter. Det betyder, at det tager lidt længere tid, men det betyder også, at alles holdninger er afspejlet i det endelige produkt."

Selv er Ejner Frøkjær afdæmpet omkring sin rolle.

"For mig var det processen, der var det vigtige. Og jeg mener, at det i bund og grund handler om at udvise respekt for alles synspunkter."

Ejner mener selv, han har holdt sig i baggrunden. Han fremhæver de lokale fagfolk, som skovrider Ditte Svendsen og Ib Nord Nilsen fra Skov og Naturstyrelsen.

"Jeg er jo hverken født med kikkert eller gummi støvler på. Man kan jo spørge, hvad er det, der gør en borgmester stærk, det er den faglige rådgivning, han har med sig."

Den lokale journalist siger om Ejner:

"Det lyder banalt, men han er en samlende person, én, det er svært at blive sur på."

Og de kritiske landmænd har også rosende ord om bagstopper Frøkjær.

"Han er en rolig type, der ønsker kompromiser," siger Niels Jørgen Pedersen.

Ib Nord Nielsen taler fra sin position bag kikkerten gerne med store ord om Frøkjær.

"Når noget bliver lagt frem, så går han ind og finder den salomoniske løsning, den formulering som alle kan blive tilfredse med. Jeg tror, Ejner ser muligheder, hvor andre ser problemer, og jeg tror, at alle i arbejdsgrupperne har stor respekt for ham, og nu efter processen har de fået det for hinanden."

Samlende kompromis

Alle thyboerne kan nu se de langsigtede muligheder i, at området har et stærkt brand som en blåstemplet nationalpark.

Ejner Frøkjær taler ikke for meget om branding, men han erkender, at projektet måske har hjulpet med til at brande området ind ad til:

"Et brand er også en selvopbyggende størrelse for os i et udkantsområde. Vi kan jo ikke blive ved med at leve af leverpostej. En dag skal vi også have højt belagt," siger Frøkjær.

Journalist Jens Fogh Andersen er ikke i tvivl:

"Det har været et samlende projekt, faktisk et eksempel på ultra lokaldemokrati."

Og resultatet er altså Danmarks første nationalpark. Nu er spørgsmålet, hvad man skal putte ind i kassen, og hvordan man sikrer, at det ikke bare er et skilt, der bliver skiftet ud?

"Helt konkret skal det være med til at give kvalitet i naturoplevelserne her i området," siger Ejner Frøkjær, der også betragter nationalparken som et fyrtårn, der kan skabe opmærksomhed om et udkantsområde.

Til lommerne

En diskussion er, hvad der skal puttes ind under nationalpark hatten, noget andet er, hvordan projektet fremover skal finansieres.

Den lokale avis Thisted Dagblad, antydede dagen efter udnævnelsen, at det nu bliver tid til at komme til lommerne. På lederpladsen hed det:

"Intet kommer af intet, bortset fra lommeuld, og hvis nationalparken skal 'slå igennem', kræver det, at thyboerne dæmper deres normale (økonomiske) beskedenhed."

Jo skepsis og udfordringer er der nok af. Og den thyboske beskedenhed og mådehold skal måske gemmes væk i fremtiden. Nationalparken har vinden i ryggen, men med al for megen vestjysk mådehold kan den hurtigt vende.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her