Læsetid: 4 min.

Når livet betyder mere end litteraturen

- så tæller venskaber højere end litterære kaffe-klubber. Det mener Glenn Christian, der er en af seks nye forfatterspirer på forfatterskolens årgang '07
9. august 2007

Fragmenter, øjeblikke, observationer i et volds rum. Glenn Christian har svært ved at sætte ord på sine tekster. Tekster, der har gjort ham til en af de udvalgte på forfatterskolen.

Han fortæller samtidig, at vejen til forfatterskolen var været alt andet end snorlige. Faktisk havde han i mange år store problemer med at stave, og det var først i en sen alder, at han overvejede, at forfattervejen var en mulighed.

Afslappet, henkastet i en stol på den sommerferietomme forfatterskole, fortæller Glenn Christian om sin første kontakt med forfatterskolen, mens han roder rastløst i det lange tjavsede hår.

En sommerdag i 2005 på vej hjem. Mobilen ringer. Det er Hans Otto Jørgensen, skolens rektor, der gennem længere tid har forsøgt at få fat i Glenn.

Glenn har nemlig på opfordring søgt ind. Han har tidligere fået trykt digte i tidsskrifterne Hvedekorn og Apparatur, og på skolen kan de lide, hvad de ser. Men Glenn har afleveret for lidt materiale i sin ansøgning, og han har ikke skrevet telefonnummer på. Han har rent faktisk glemt alt om ansøgningen, da Hans Otto Jørgensen er i røret.

"Jeg anede ikke, hvem det var. Jeg troede, jeg var ved at blive anholdt, for han lød ret sur," fortæller Glenn.

"Han spurgte: 'Er det Glenn fra Esbjerg?', og jeg viste ikke en gang, om jeg turde svare. Jeg tror, jeg tøvende bekræftede."

Rektor ville have Glenn til en optagelsessamtale, men det var et problem. Glenn var på vej til sin kæreste i Spanien. Som Glenn husker det, gik der nu et puslespil i gang for at få skemaet til at passe.

Glenns telefon løb tør for strøm, men næste dag ringede skolen igen. Og nu var Glenn blevet advaret af vennerne: "Du skal lyde ivrig, som om du vil det."

Glenn aflyste turen til Spanien, det blev til en samtale, og Glenn Christian fra Esbjerg kom gennem nålens øje.

- Nogen vil mene, du havde et meget afslappet forhold til at blive optaget på forfatterskolen, andre vil måske synes, du opførte dig lidt arrogant?

"Jeg tror helt klart, at Hans Otto (Jørgensen - red.) synes, jeg var meget arrogant. Men jeg var bare en bonderøv i det her. Jeg troede, vi bare skulle tale lidt sammen- det var nok uvidenhed," funderer Glenn Christian.

Venskaber ikke netværk

I dag er han trods alt glad for de to år på skolen, der har givet ham "rigtig meget personligt, som læser og som kritisk læser af mine egne tekster."

"Jeg har frem for alt lært at læse mig selv, og så har jeg lært at rydde op i mine digte. Tidligere var de fyldt med overflødige ord."

Glenn Christian lægger også vægt på den sociale del af skolen. Det andre kalder networking. Han foretrækker at kalde det venskaber.

"Hvis folk ikke kan give mig noget personligt, så gider jeg ikke. Jeg er ikke professionel nok til at have venskaber, hvor det kun er litteraturen, der binder os sammen. Litterær kaffeklub, det er ikke mig."

Livet og litteraturen

Glenn Christian lægger ikke skjul på, at venner og familie betyder mere end litteraturen.

"Livet er vigtigere end kunsten. Jeg vil hellere have et godt liv, end at være en god kunstner," siger han.

"Helt ærligt, hvad skal man bruge det til?"

Glenn bruger sig selv meget i sine digte og ofte bevæger han sig ind på personlige områder, hvor flere af skolens kritiske læsere - de medstuderende - har smækket med døren; de mente, han gik for langt.

"Jeg ved da godt, at når jeg skriver mor og far, og når min mor så læser det, så læser hun jo sig selv. Det er læserens logik, sådan er det jo," fortæller Glenn.

Han understreger også, at han aldrig ville gøre det, hvis det gik ud over familien eller vennerne. Han vil ikke være et dumt svin.

'Brug dig selv'

"Jeg bruger bare mit liv som en kulisse. Den går jo hele tiden, 'brug dig selv, brug dig selv'."

Og det at bruge sig selv i digte, der er meget barske og ekstremt voldelige kan være problematisk, erkender Glenn Christian. Enten skriver han i jeg-form, eller også, som med halvdelen af hans digte i afgangsantologien, så handler de om en, der hedder Glenn.

Det er digte om alt fra voldtægt til porno, og altså digte om mor og far.

- Hvis det bare er en karakter, du hiver ned fra hylden og bruger i et fiktivt univers, hvorfor kalder du hende så ikke bare for Hanne i stedet for mor?

"Jeg skriver om vigtige ting i samfundet, vold, utroskab, sex og overgreb. Det er ting, der gør ondt, Hanne gør ikke ondt. Det gør mor og far."

"Mor og far, som ikke er gode ved deres børn, det gør ondt."

Han fortæller, han ikke vil redde verden, men "jeg bliver nødt til at se samfundets uartigheder i øjnene, og så arbejde med dem på min måde."

- Når du så skriver om vold og porno, bliver dine tekster så opdragende eller moraliserende?

"Nej slet ikke. Det er et billede af, hvordan verden ser ud. Et øjeblik. Jeg vil ikke løfte pegefingeren over for porno."

"Det er bare ekstremt, det er det, der interesserer mig. Punktum."

- Og i dette univers er det til tider personen Glenn, der oplever grumme ting, tænker uartige tanker. Men det er blot en del af legen. Er det Glenn, eller er det Glenn?

"Det er et eksperiment. Hvad kan man gøre? Det er en spøg," siger Glenn Christian fra '07-årgangen på forfatterskolen. Drengen, der med møje og besvær stavede sig gennem sine stile, og som skrev for dårligt til at skrive dagbog. Det blev i stedet til fragmenter. Fragmenter, der udviklede sig til lyrik, som nu kan læses i afgangsantologien for årgang '07.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu