Læsetid: 5 min.

Nødvendige digte - om alt

Digte er som kærlighedsforhold for 34-årige Shadi Angelina Bazeghi, tidligere elev på Forfatterskolen: Digte skal være tvingende nødvendige. Beslutningen om at skrive tog hun sammen med en gammel mand ude på et hav
2. august 2007

Det store clash kom på Forfatterskolen. Da Shadi Angelina Bazeghi fik et litterært nervesammenbrud, gav skolen hende det råd, at hun burde læse noget af digteren Jens August Schade.

Hun gik i gang med 'Jeg er den lyse digter, Schade', men undervejs i mødet med den danske digter dukkede en ny tanke op:

"Nå, men så er jeg den mørke digter, Shadi...," indleder Shadi Angelina Bazeghi.

I Schades digt sidder nøglepersonen på en café i København sammen med nogle venner - de hygger sig. Hun tænkte:

"Her sidder jeg med min familie i et mørkt kælderrum, mens bomber falder ned omkring mig. Det er meget banalt sagt, men dér fik jeg virkelig øje på forskellen," fortæller Shadi Angelina Baze-ghi som kom til Danmark fra Iran som 12-årig.

Lyriske koder

Det var i barndomshjemmets bibliotek, hun en dag fandt Ernest Hemingways Den gamle mand og havet.

"Jeg tudbrølede i flere timer, og så havde jeg det bare sådan - dét der, det er jeg også nødt til at kunne," siger hun, samtidig med at håndkanten rammer bordfladen.

Da Iran blev til Danmark, dukkede sprogproblemer op i horisonten.

"Jeg var dygtig til at skrive på iransk og læste voksen-litteratur som barn. Men da jeg kom til Danmark, vendte jeg tilbage til børnelitteratur samtidig med, at jeg begyndte at blive voksen."

Shadi Angelina Bazeghis stræben helt ind til kernen af det nye modersmål kom først i hus efter arbejde med prosa, journalistiske artikler, naturvidenskabelige studier ved RUC, samt to års fysik- og matematikstudier på Københavns Universitet.

Ifølge den nu uddannede forfatter er der i øvrigt "ikke langt fra at være poet til at være videnskabsmand. Metoden er den samme - i poe-sien undersøger man også noget ukendt," mener hun.

Hun følte sig først sprogligt på lyrisk omgangshøjde, lige inden hun søgte ind på Forfatterskolen i 2005.

"Da jeg skrev de tekster til optagelsesudvalget, knækkede jeg den lyriske kode. Rent formmæssigt lykkedes det mig at lave noget, der havde helhedskarakter," siger hun - absolut uden lyst til at forsøge at få dem trykt i dag.

Sprog og kultur i reserve

I dag føler hun, at det danske og persiske sprog - og den nordiske og iranske kultur - er som to supplerende indfaldsveje, to professionelle udrustninger. Men vejen dertil var hård.

"Jeg vil ikke sige 'åh, det var så synd for mig', for jeg har udelukkende selv valgt det og også fået nogle gode skub, men også ofret det, der skulle til," siger forfatteren, der nu udelukkende skriver på dansk.

Muligheden for sprog- og kulturskift midt i en proces gør, at hun kan "træde ud af ét sprog og kigge på teksten med et andet".

- Kan man det?

"Ja, selvfølgelig kan man det. Hvis jeg kører fast i noget, så skifter jeg sprog i hovedet. Så sker der noget andet - noget nyt - i stedet for, at det kører i ring. Dét prøver jeg at oversætte til dansk. Hvordan lyder dét så? Det ene fører til det andet og er blevet en måde for mig at træde ud på og skifte retning," forklarer hun.

"Jeg kender også litteraturen i to lande, og det er en kæmpe gave at have en lyrisk tradition, der er næsten 1.000 år gammel, og det gør, at jeg kan se mange andre muligheder. Men før i tiden syntes jeg bare, det var et kæmpe tomrum at stå mellem to traditioner så forskellige fra hinanden uden rigtig at høre hjemme i nogen af dem."

Det nye land var en koldstart - med en ny tradition, der skulle læres.

"Bevidst eller ubevidst kan du, når du går i stå som forfatter, læne dig op ad en tradition, du kender. Det syntes jeg ikke, jeg kunne gøre før - før skulle jeg opfinde det hele, hele tiden. Det var totalt opslidende," siger hun i hurtig talerytme.

Forfatterarbejdet

Shadi Angelina Bazeghi hører ikke til de forfattere, der sigter efter det selvoplevede:

"Det er simpelthen kedeligt - ligesom at skrive et referat fra et møde. Jeg har for meget temperament til den slags referater."

Derimod skal det, hun skriver, være nødvendigt - for hende selv:

"Jeg skriver kun om det, der presser sig så meget på, at jeg ikke kan flygte fra det," siger hun og uddyber:

"Det skal være virkelig nødvendigt for mig at skrive teksterne. Det er ligesom at blive nyforelsket. Hvis du lige møder en fyr i byen - wow, alt er fantastisk - men så kan der gå nogle måneder, og så kommer man lidt dybere ind i tingene. Nå, det var måske ikke nogen god ide alligevel... Det samme forhold har jeg til mine tekster. Et kærligheds-forhold."

Hun fortæller, at det umiddelbare møde med nye tekster kan være fantastiske. Men digtene er først færdige, når de kan lægges væk og derefter "stadigvæk kan holde min interesse fangen - hvis ikke, er det en skriveøvelse."

Tips og tricks

"Jeg gør ofte det, at jeg splitter teksten fuldstændig ad og så lægger en ny vinkel eller finder et nyt sidespor," siger hun og forklarer, at det er for at tjekke, om en tekst "holder i mere end fire-fem sekunder. Det er rigtig vigtigt for mig, ellers kan jeg udgive 1.000 sider om året."

Et andet alternativ, når teksten gør knuder, og inspirationen glipper:

"Mange gange gør jeg også det, at jeg starter forfra på hele teksten og genskriver den i hånden. Det hænger igen sammen med, at hvis du ikke orker at skrive forfra... ja, så er den ikke det værd," siger hun, og tilføjer, at det kan hun jo sagtens sige - hun skriver jo digte og ikke romaner.

Shadi Angelina Bazeghi afskriver sig ikke kommende romaner, men:

"- det skal jo være stoffet, der kalder på formen, og ikke mig, der tænker, at nu propper jeg det her ned i en form."

Fandt sin overmand

Shadi Angelina Bazeghis digt 'FC - AC' er en kærligheds-erklæring "til sporten, til filosofien, æstetikken, poe-sien, til Jesper Grønkjær, Camus, Mozart..."

Hun var et år om at gøre dét færdigt, og en af grundene var tipstjenestens provokerende tv-reklamer om (mis)forholdet mellem 'kvinder og bold'.

"Mens jeg gik ned med en depression, psykosomatiske smerter og var sengeliggende, så jeg en masse fodbold fra den spanske liga, hvor han (FCK's Jesper Grønkjær, red.) spillede. Han knoklede i samtlige 90 minutter, han kæmpede, mens jeg var overvældet af sorg. I ham så jeg muligheden for at rejse sig - og i ham fandt jeg min overmand."

Shadi Angelina Bazeghi mistede sin far nogenlunde samtidig med, at fodboldspilleren mistede sin mor - og på grund af samme sygdom.

Digtet, siger hun, er ikke en afhandling om fodbold, men relaterer til pausen efter 1. halvleg - punktet i en kamp, hvor man reflekterer og taler om, hvad der skete - og hvad som skal ændres.

Overvejelser om hun vil kunne leve af sin litteratur trykker ikke nede i støvlerne:

"Spørgsmålet for mig er, om jeg kan leve uden," afslutter Shadi Angelina Bazeghi.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu