Det er ikke nok at sige, de andre er dumme

"President Bush is an asshole." Lars von Triers udsagn fra filmfestivalen i Cannes udgør kernesætningen i den kritik, som danske forfattere mønstrer i forhold til Irak-krigen. Både i deres værker og i deres optræden som meningsdannere.

Det mener lektor i litteraturvidenskabved Syddansk Universitet og anmelder ved Politiken, Mikkel Bruun Zangenberg. I det seneste nummer af tidsskriftet Kritik nævner han adskillige danske forfattere, som han ikke mener bidrager synderligt til en ellers relevant diskussion. Det gælder blandt andet Klaus Rifbjerg, Kirsten Thorup, Inge Eriksen, Carsten Jensen, Hanne-Vibeke Holst, Lars Skinnebach og Ursula Andkjær Olsen.

"Helt præcist forekommer det mig problematisk, at hovedparten af de oven for nævnte kunstnere ikke argumenterer overhovedet, men alene forudsætter det sandt, at Bush og Anders Fogh Rasmussen er forbryderiske, tåbelige og ondsindede... Det kan gerne være, men præcis hvorfor? Og kan vi virkelig ikke stille mere op mod det end at hånlé sammen med alle meningsfællerne næste gang vi er til poesi-oplæsning?" skriver han bl.a. i sin kommentar.

Naivt og klichéfyldt

Men hvad er det, han savner hos forfatterne?

"Hvis man som forfatter begiver sig ud i at lave politisk kunst, og det mener jeg mange af disse forfattere de sidste par år har gjort, er det som et mindstemål rimeligt at forvente, at man undgår platituder og banaliteter, at manundviger klichéer og opbryder fastlåste positioner. At man som læserbliver forbavset, at man får rokket nogle af sine dogmer og fastlåste holdninger, og at der måske endog begynder at boble en tanke frem her og der."

- Forventer du også det i for-hold til deres litterære værker? Du adskiller ikke deres optræden som meningsdannere fra deres kunst?

"I det øjeblik, de begynder at optræde som meningsdannere, at skrive kronik og debatindlæg og så videre, så kan man ikke bare affeje det, de gør, som kunst. Så begynder det at få en anden kraft og virkning end blot at være et angiveligtrentlitterært værk. Så må de også tåle at blive målt på de alen, man måler en debattør på. Og det er der, problemerne for visses vedkommendeopstår. Hvis Tøger Seidenfaden skriver 'jeg synes Fogh er dum, at Irakkrigen er dum og at Pia Kjærsgaard er dum', så kommer han ikke nogen vegne, så bliver det dybt uinteressant. Og de pointer, synes jeg - meget groft trukket opselvfølgelig - er det eneste, der kommer til orde i disse digte og romaner, når det kommer til Irak-krigen, Fogh og DF generelt. Der er naturligvis også modeksempler og undtagelser - f.eks. skrev Stig Dalager fra starten i 2002-2003 fremragende indlæg i dagspressen; men det generelle billede er forstemmende forudsigeligt og homogent"

Stalin er en nar

- Bør forfatterne så helt afholde sig fra at skrive om politik?

"Nej, bestemt ikke. De skal bare gøre det bedre. Der findes en vis form for purisme, der siger, at kunst og politik skal holdes skarpt adskilt. Og forsøger man at blande de to ting sammen, så opstår der automatisk dårlig kunst. Det mener jeg ikke nødvendigvis er sandt overhovedet. Det er derfor, jeg er glad for for eksempel Claus Beck-Nielsen og Preben Major Sørensen. Defremstillerdybt inciterendemøder mellem det politiske og æstetiske. Det er derikke mange andreherhjemme, der gør for tiden. For eksempel erIb Michaels romanGrill enestående slap og kedsommelig kunst og flommet politisk retorik. Dårlig kunst og dårlig politisering på samme tid. Det betyder ikke, at jeg ikke synes, at det er en god ide, at forfattere er dybt engagerede og blander sig voldsomt. George Orwell er for eksempel etmeget interessant eksempel på, at litterær romankunst og en skarp politisk tanke mødes og bliver til noget, der ikke blot er en behjertet kronik i Politiken eller Information. Hvis du tager Orwells Animal Farm, så er der nogle portrætter afdyrene dér,som er både vittige og ubehagelige. Han går direkte i flæsket på nogle bestemte typer, men det kan aldrig reduceres til et udsagn som 'Stalin er dum' eller 'Churchill er en nar'. Der er mere på færde hos Orwell. Og det er dét æstetiske og ideologiske overskud, jeg savner ien del af detekster, jeg nævner i min kommentar."

Von Triers udsagn

- George Orwells projekt er vel netop politisk, hvor for eksempel Ursula Andkjær Olsens digte adskiller sig markant fra Orwell ved ikke at have et direkte politisk sigte?

"Man kan formode, at Ursula Andkjær Olsens primære projekt ikke er at intervenere i det politiske felt. Det, hun som sprogmenneske reagerer imod, er den ualmindeligt forløjede og ubehagelige måde at føre retorik på i det politiske rum de sidste par år. Sprogmennesket tillægger jeg her nogle hensigter, som jeg ikke ved, om hun har, men jeg forestiller mig, at det bl.a. er noget i den stil, der er på færde i digtsamlingen Ægteskabet mellem vejen og udvejen. Den retorik demonterer hun meget vittigt, men i det øjeblik, hun gør det, så deltager hun, hvad enten hun kan lide det eller ej, i en fælles front som abonnerer på von Triers udsagn, og som dermed rummer et reduktionistisk skær."

- Litteraturkritiker her ved avisen ogamanuensis på Københavns Universitet, Tue Andersen Nexø, kritiserer dig for, at de forfattere og værker, du bruger som eksempler, kun meget flygtigt beskæftiger sig med Irak-krigen. Tager du ikke nogle forfattere til indtægt for en holdning på et meget spinkelt grundlag? Hvor meget skal en forfatter koncentrere sig om Irak-krigen for at du opfatter det som et reelt bud på en ny vinkel i kritikken?

"Man kanhelt banalt spørge til,at hvis vi nu har en roman, der er på 250 sider, og deri den er to sider, der beskæftiger sig med Irakkrigen og det måske endoghelt perifert i forhold til romanens hovedplot - er jeg så berettiget til at tage den med ind i min eksempelsamling? Et interessant spørgsmål, men også malplaceret, fordi det hviler på en sært kvantitativ og positivistisk forestilling om tekstens betydningsunivers.

Jeger jo naturligvisforpligtet til at dokumentere mine påstande lidt bedrei form af nogle grundigere tekstanalyser - i forhold til min hurtige kommentar i Kritik. Her ville jeg imidlertid først afvise den dér kvantitative måde at tænke på. At mannidkært skal måle, om der er to eller tyve sider, der nævner Irak eller Fogh, og det så skulle afgøre, omen given roman kvalificerer til etiketten 'politisk kunst' - det mindermig lidt for meget omkommasamleren hos Gustav Wied. Og det mener jeg ikke nødvendigvis er den mestfrugtbare måde at gå til det på. Det kan ikke sige særlig meget om, hvilken karakter af politisk intervention eller implikation, værket har. Men selv hvis man fastholder den kvantitative tankegang, så vil jeg mene, atemnet faktisk fylder en hel del i de værker, jeg nævner. Falder det kun lige i en bisætning på side 153, så er det måske at skyde spurve med rustne og tunghøre kanoner, men det mener jeg absolutheller ikke er tilfældet. Og jeg mener, det er helt tydeligt, at modstanden mod Irak-krigen alt for oftehar væretganske uniform og automatiseret hos bestemte forfattere"

Aber

Du er også under beskydning fra Bent Blüdnikow og Bo Bjørnvig fra henholdsvis Berlingske Tidende og Weekendavisen, der mener, at du er for forsigtig i din kritik.

"Ja, det er ret ironisk. Det siger nogetafgørende vigtigt og centralt om den såkaldte kulturkamp. Man plejer at sige, at i krigen er sandheden det første offer. I kulturkampen - ville jeg variere det - er det første offer evnen og viljen til at læse indad. Vi har at gøre med en række mennesker, der ikke formår at læse indad eller er drevet af ond tro, så de ikke ønsker at læse indad. Det er et gigantisk problem, fordi det demokrati, vi lever i, er baseret på evnen og viljen til at læse sig selv og sin modpart ordentligt - ligesom Tue Nexø naturligvis kommer rendende og kræver, at jeg læser grundigt. Det er vigtigt, at man - jeg selv inkluderet -ikke skyder folk uvederhæftige motiver i skoene og ikke læser deres ting ud af kontekst og ikke perverterer og forvrænger, hvad de skriver. Jeg mener, det er et sygdomstegn, for så vidt det sker så ofte i kulturkampens febrilske hede. På den ene side har vi Blüdnikow og Krarup, derikke sjældentfejllæser det modparten siger og på den anden side har vi Rifbjerg, der gør nøjagtig det samme. To hold aber, der står og råber af hinanden. Det kan have en vis, midlertidigunderholdningsværdi, men det er et sygdomstegn.Og måske er jeg også selv en abe, en af Lichtenbergs aber - men så må vi finde ud af sammen at skabe en mere interessant Zoologisk Have end kulturkampens idiotiske af slagsen."