Læsetid: 4 min.

Ny svensk litteratur gnaver sig ind i intimsfæren

På det svenske bogmarked taler man her i det tidlige efterår om en ny tendens til litteratur, der på den mest hæsblæsende måde griber dybt ind i intimsfæren
Kultur
30. august 2007
På det svenske bogmarked taler man her i det tidlige efterår om en ny tendens til litteratur, der på den mest hæsblæsende måde griber dybt ind i intimsfæren

Det ligner en tendens på det svenske bogmarked, at en række af de mest opsigtsvækkende litterære bøger fra det tidlige efterår graver og gnaver sig dybt ind i intimsfæren og søger en helt ny autenticitet.

Hvad er det for en virus i samtiden, der får os til at reagere så voldsomt, når intimsfæren krænkes, spørger forfatteren og kritikeren Jan Arnald i Dagens Nyheter? Er det udtryk for en kollektiv mental sygdom af helt nye dimensioner, som afsætter en række bemærkelsesværdige litterære værker?

Først var det Maja Lundgrens Myggor og tigrar, hvor forfatteren fortæller om mafiatendenser og sexisme i det svenske kulturliv. Bogen er én lang hæmningsløs og agressiv hævnakt vendt mod bestemte kulturpersoner. Hun beskriver i bogen, hvordan hun bliver ansat på kulturredaktionen på en stor navngiven svensk avis. Her chokeres hun af sexisme og den rå jargon. Hun indleder et forhold til kulturredaktøren, som er gift. Det særlige er, at virkelige personer optræder med navns nævnelse i Lundgrens bog – men altså i fiktionens form. Er det hele virkeligt eller indbildt?

Siden fulgte Daniel Sjölins Världens sista roman. En på alle måder radikal bog, idet forfatteren i virkeligheden skriver et mord på romanen som genre. Hovedpersonen Daniel Sjölin er alkoholiker og psykisk ustabil og skal passe en dødssyg mor. Han udleverer ikke andre personer, men kun sig selv og det på radikal måde. Og igen alt sammen i fiktionens form. Det særlige ved bogen er imidlertid dens sproglige overdrev og amokløb. Jan Arnald taler om hyperreality-fiktion. I sidste ende handler bogen om sproget og dets muligheder. Intet andet. Og dermed altid andet, eftersom sprogets grænser også er vores verdens grænser.

Og senest er kommet Mara Lee med chick-lit-romanen Ladies. Det har fået kritikeren Jan Arnald til i Dagens Nyheter at udbryde, at det er, som om efterårets romaner – allerede inden efteråret er begyndt – griber ind i hinanden. Som om de hver på deres måde kredser om noget brændende i tiden, som vi endnu ikke rigtig kan få øje på.

En litterær bombe
Ifølge Arnald handler alle tre bøger om kunstens og berømmelsens grænser og pris. Og alle er grebet af en hæmningsløs energi og griber på forskellig måde dybt ind i intimsfæren.

Men så tilføjer Arnald, at én ting adskiller de tre bøger, og det er, at Mara Lees bog er så pokkers meget bedre litteratur. Hvor kravet om autenticitet fik Maja Lundgrens prosa til at blive ufokuseret og udflydende, lander Sjölin i en hyperæstetisk dekonstruktion af denne autenticitet. Hos Mara Lee derimod, siger Arnald, findes der ikke et eneste unødvendigt ord.

Mara Lee har i Sverige især været kult inden for en snæver kreds af poesi-elskere. Hendes to voldsomme og seksuelle digtsamlinger Kom og Hennes vård er udkommet på det lille udsøgte forlag Vertigo. Hun er nu skiftet til det store og brede forlag Bonniers. Måske er det et bevidst valg for at nå et bredere publikum, måske er hendes bog en slags trojansk hest, hvor det i kommercielle klæder handler om at detonere en litterær bombe midt i det svenske bogmarked.

Ingen genre er for lav
For Mara Lees roman ligner af ydre en chick-lit-roman, men bag det rosaglitrende omslag gemmer sig ifølge Arnald intet mindre end en gedigen, velskreven, velkomponeret, dybt gribende kvalitetsroman. Det er, som om Mara Lee har været opsat på at bruge romandebuten til at opgradere chick-lit-genren til en seriøs genre.

Bogen handler om fire kvinder, som har en kompliceret og ikke helt let overkommelig fælles fortid. Deres veje er krydsedes ved forskellige tilfældigheder, enten i sammenhæng med noget erotisk eller noget melodramatisk. Og så tilføjer Arnald:
»Sjældent har litteraturen tilladt os at komme så tæt på et kvindekollektiv. Her findes ingen onde og gode personer, intet censureret snæversyn eller uvillighed, og alligevel er det svært ikke at holde af personerne på godt og ondt. De er fire uhørt levende (og temmelig ødelagte) karakterer, som Mara Lee går i nærkamp med, og med en tilsyneladende grænseløs psykologisk indsigt.«

De fire kvinder drives alle af et begær, som ikke lader sig indfange af termer som hetero- eller homoseksualitet, men derimod står i et forhold til kunsten. Mara Lee indfanger, ifølge Arnald, med stor spænding alle sine tråde og væver en intrige som på nærmest mytisk vis får sagt uhørt meget om, hvad det indebærer at være kvinde i dag.

Ladies viser, at ingen genre er for ‘lav’ til at kunne blive rigtig god. Med den her opgradering står det pludselig klart, hvad chick-lit-genren dybest set er ude efter. Der er bare det, at ingen har gjort det tidligere, slutter Jan Arnald.
Der er med andre ord god grund til at kigge lidt nærmere på de seneste litterære frembringelser hos broderfolket på den anden side af Øresund.

pen@information.dk

Maja Lundgren: Myrror och tigrar, Bonniers Forlag
Daniel Sjölin: Världens sista roman, Norstedts Forlag
Mara Lee: Ladies, Bonners Forlag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her