Læsetid: 6 min.

Oplysningens bog

Nassrin el Halawani er lige blevet færdig på Forfatterskolen, og hendes første bog er en bog, mange allerede går og venter på - samtidsromanen om at være to-kulturel i Danmark
30. august 2007

Nassrin el Halawani er klassisk dansk uddannet. Hun er født i Danmark og uddannet cand. mag. i teatervidenskab og historie. Nu er hun også uddannet fra den danske Forfatterskole. Men hun bliver ikke opfattet som en almindelig dansker:

"Når folk taler om indvandrere og har fordomme, siger de: Men det er jo slet ikke dig, vi tænker på - du er så dansk," indleder Nassrin med et smil - og rynkede øjenbryn.

De er ikke klar over, at netop fordi hun er dansk, skønt hendes forældre kom fra Egypten, bliver hun særligt skuffet over fordommene:

"Hvis jeg ikke havde været så dansk, som jeg er, havde jeg også haft mere at falde tilbage på. Det er absurd, at jeg som dansker overhovedet skal konfronteres med de der fordomme," siger hun bestemt.

Kun to læserreaktioner

Som de fleste andre forfatterskolestuderende regnede hun ikke med at komme ind på Forfatterskolen. Optagelsen gav hende endnu mere mod på at skrive, og på at tænke i udgivelser. Den daglige kritik af elevernes tekster kunne være hård, meget hård. Men "det er også godt at vænne sig til, at der er læsere, der ikke forstår, hvor man vil hen."

Hun mener, at når det kom til stykket, var der som regel to læserreaktioner på skolen. Dem, der forstod, hvor tekstens bagmand ville hen - og dem, der ikke gjorde:

"Hvis det står fifty-fifty, og jeg selv er tilfreds, så er det godt nok for mig. Men hvis 90 procent ikke forstår budskabet, så er det måske en god ide at gå hjem og omformulere det, man har skrevet," siger Nassrin med et skævt smil.

Styrken i Forfatterskolen er arbejdet med detaljerne:

"Tidligere så jeg teksten meget mere overordnet: om det hele hang sammen, om budskabet var klart. Nu tænker jeg mere på, om det er de helt præcise ord, jeg har fundet."

De typiske 18-20 øl

Inden Nassrin kom ind på skolen, havde hun ikke megen kontakt med det litterære miljø. Her kom hun nærmere på et livligt miljø, og samtidig overraskende nært på noget specielt dansk.

Ved en tekstlæsning var der en episode, mindes hun, med en af hendes tekster som handlede om øldrikning:

"Min hovedkarakter kunne ikke forstå, at man kunne drikke 18-20 genstande af noget - man drikker jo ikke 18-20 kopper cacao."

Men i stedet for at forholde sig til tekstens sprog, begyndte holdet en teknisk diskussion om, hvorvidt øl er vanddrivende. Men det var ikke de fysiologiske aspekter hun undrede sig over, det var mængden. At folk kan drikke så meget:

"Den gyldne middelvej er idealet i Danmark. Der er ikke meget udbrud og hidsighed, ikke meget temperament, så at drikke 18-20 øl eller mere virker underligt... kritikkens kerne var, at jeg kritiserede noget typisk dansk."

Nassrin forklarer, hvordan danskerne opfatter sig selv som frisindede: Der er ikke noget, man ikke kan røre ved, vi har vendt Gud og traditionerne ryggen, så danskere tror, de ikke kan blive ramt nogen steder, mener Nassrin:

"Og jeg vil bare sige, at det passer ikke. For jeg tror, at alle kulturer har et ømt punkt, og jeg mærkede det ømme punkt, den dag vi talte om øldrikkeriet. Jeg blev overrasket over den harme, der lå bag," siger hun og understreger, at hendes tekst ikke handler om moral, men at hun undrede sig.

Drømmen om Egypten

Nassrin drikker ikke ret meget selv og er ikke til værtshuse. Men hun er ikke strengt opdraget. Faderen kom fra Egypten i slutningen af 1960'erne, og moderen kom til Danmark, fordi de blev gift. De blev skilt, da hun var otte og er nu begge døde.

Når hun taler om dobbeltheden i sin baggrund, begynder hendes stemme at fylde mere. Folk virker ofte skuffede, fortæller Nassrin, fordi de tror, de skal møde en egypter, og så viser det sig, at hun er pæredansk - alligevel er hun i en dobbeltrolle:

"Det er ligesom at være i et forhold, hvor manden hver anden dag siger: 'Jeg elsker dig' og dagen efter 'Jeg elsker dig ikke'."

Hun drømte meget om familiens udgangspunkt, Egypten, da hun var yngre:

"Min egen længsel blev forstærket, fordi min mor ikke ville have, at vi børn skulle have noget med Egypten at gøre, fordi hun havde problemer med sin familie."

Først efter moderens død fik Nassrin kontakt med den egyptiske familie. Hun opholdt sig et halvt år i Kairo, men fandt det svært, især fordi mænd ikke respekterer kvinder på samme måde som i Danmark.

"Jeg oplevede en kultur, som jeg overhovedet ikke kunne nikke genkendende til. Hele samfundet var bygget op på en helt anden måde end hos os," siger hun og beretter om et møde med korruption, manglende demokrati og mangelfuld offentligsektor: "De kaldte mig også danskeren. Der kan du se; jeg kommer til Egypten og bliver kaldt danskeren, og så er jeg her og bliver kaldt etnisk."

'Dansk samtidshistorie'

Hun siger, at hvis hun skal være ærlig, føler hun sig mest som dansk, men hendes kommende roman "handler om, at man bliver opfattet som dansk - og så alligevel ikke."

Hovedkarakteren er en pige:

"Det er selvfølgelig opdigtede personer, men i mine øjne er karaktererne eksempler på personer, der lever her og nu. De er også påvirkede af en bestemt historisk tid og af bestemte sociale forhold," fortæller hun og tilføjer, at hun også godt kan lide historiske romaner og dramaer:

"Man kan bygge sin historie op på nogle facts, noget, der er foregået blandt nogle mennesker, man ved har eksisteret. Og så kan man fylde sin fantasi ind i det."

Nassrin vil af gode grunde ikke fortælle bogens handling i detaljer, men siger, at der er mange historier der bør fortælles:

"Flygtninge har deres historie og folk født i Danmark af indvandrere har deres -der er ligheder, men også forskelle. Jeg bruger meget mine egne oplevelser, men også oplevelser fra mine venners liv."

En opdragende rolle?

På spørgsmålet om litteraturen skal være opdragende, svarer Nassrin ikke helt entydigt. Det er et svært spørgsmål, som har ændret sig for hende:

"Jeg startede ud med at skrive noget, der gav mig et eller andet personligt, men den bog, jeg skriver nu - det er ikke fordi, den skal have en opdragende rolle, men jeg skriver den for at give en indsigt i, hvordan det er at være to-kulturel."

Hun er ikke ked af at indrømme, at den også kunne have haft form som en avisartikel eller et dokumentarprogram:

"Men det fiktive univers kan noget særligt, det taler til folks følelser." Hun kalder den roman, hun netop er ved at skrive færdig for samfundsrealistisk:

"Ikke sådan noget med slagsange, men jeg har både pligt til og især behov for at skrive en bog om at have to kulturer. Jeg tror også mine tekster var de mest politiske på holdet. "

Hun mener ikke, at alle er klar over, hvor svært det er "at være en del af samfundet og så samtidig være udstødt".

Der er heller ikke så mange, der reflekterer over det, mener hun og tilføjer, at rigtig mange borgere i landet har et forvrænget billede af indvandrere. Hun er også klar over, at det på en måde er en roman, folk har ventet på.

"Jeg føler mig en lille bitte smule presset. Jeg kan godt fornemme, at der er brug for denne roman. Men ligefrem at folk skal gå og trippe og vente - det er lidt underligt, når det er ens første roman."

Alligevel håber hun nogle vil sige:

"Gud, hvor jeg kender de her situationer, og hvor er det fedt at se det beskrevet."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu