Læsetid: 3 min.

Optisk støj på linjen

Ferdinand Ahm Krags lige linjer kortslutter i beskuerens øje. Det er billeder af en visuelt voldsom verden og land-skabsmaleri anno 2007
13. august 2007

Af en samtidskunstner, der i Informations spalter skriver så vidt, bredt og velformuleret om kunst som Ferdinand Ahm Krag, kunne man forvente sig en litterær kunstproduktion. Men det første, der møder blikket, når man ser hans største soloudstilling til dato, er snarere det modsatte, nemlig Ahm Krags værkers rent visuelle kvaliteter.

På et tidspunkt, hvor maleri og tegning er i højsædet på kunstscenen, er sådan kunst, der også pirrer øjeæblet, imidlertid ikke længere nogen overraskelse. Kunst i dag er gerne farverig, figurativ og fortællende. Men sådan kommunikerer Ahm Krag ikke. Hans billeder er ikke bærere af betydning, der lader sig omsætte i ord og gode historier. Skal man fremhæve et særkende hos denne 30-årige kunstner, må det være hans streg. Altså linjen. Det gør han i hvert fald selv:

"Det er meditative gentagelser af den rette linje. Af horisontlinjen. Den ene under den anden under den tredje under den fjerde. Osv. Indtil hele papiret er dækket af rette linjer. Og kun dét," forklarer kunstneren ordknapt i pressemeddelelsen.

Nok er det ikke Ahm Krag, der har opfundet de parallelle streger. Men hans behandling af dem er særegen. I overlappende formationer af parallelle linjer optrukket med forskellige farvekuglepenne produceres flader på papiret, der forstyrrende dirrer for øjnene af beskueren.

Ahm Krags greb kendes fra den optiske kunst, der især satte dagsorden i 60'erne og blev en del af folks hverdag gennem mode og design. Retningens pionerer var i første omgang Marcel Duchamp, som Ahm Kragh især ligger i forlængelse af, og Victor Vasarely.

Hinsides visuelt velbehag

Imens konceptkunstneren Duchamp længe er blevet hyldet for sin forkastelse af det dumme maleri, der ikke kan andet end tale til øjet, er det nu en anden Duchamp, man må hive frem af gemmerne. Nok forkastede den franske kunstner velbehagelig visuel dekoration, men ikke blot ved at dyrke kunsten som en usanselig og ren intellektuel disciplin. Også ved i sine optiske værker at udsætte beskueren for en pågående visuel hypnose.

I dag er Duchamp og op-kunstnernes visuelle effektmageri, der fanger og fastholder beskuerens opmærksomhed, nærmest blevet hverdag. Ahm Krag trækker da også selv på blandt andet de psykedeliske animationer, der gerne ledsager musikprogrammer på computeren. Optisk kunst forveksles forståeligt nok ofte med al anden underholdende billedproduktion i en verden, hvor den visuelle kommunikation er stadig mere aggressiv og marketingsfolk tager sigte på deres 'target.'

Men Ahm Krags billeder adskiller sig på pertinent vis fra de øvrige på to punkter.

For det første er kunstnerens tilsyneladende abstrakte værker ikke blot endnu en serie billeder i det moderne livs allerede visuelt pulserende landskab. De er også billeder af selve det moderne livs landskab - altså realistiske landskabsmalerier anno 2007 spundet omkring en vibrerende horisontlinje.

For det andet behandler Ahm Krag ikke sit publikum som et target, der påtvinges en fra ophavsmandens side nøje kalkuleret oplevelse. Ligesom surrealisterne påkalder den danske kunstner sig tilfældet som sine værkers medforfatter. Mest spændingsfyldt og underfundigt er samarbejdet, hvor farveklatter vikles ind i Ahm Krags komplekse streg-kompositioner. I tegningen Rorschach: rejsen begynder på stedet udfolder det strenge geometriske billedrum sig med afsæt i en slasket Rorshach-test. Det er god humor. Men det er også en opfordring til beskueren om selv at gå på opdagelse efter oplevelser - med Ahm Krag som guide. Nogle gange forsvinder han dog desværre af syne. For når man spiller på tilfældet, spiller man hasard.

Men når Ahm Krag er nærværende, udfordrer han ikke kun sig selv, men også beskueren.

Toke Lykkeberg er kunstskribent ved Dagbladet Børsen

*

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu