Parfumeallergikerens sidste måltid

Man burde selvfølgelig ikke, men man kan ikke helt undgå at blive glad, når man ser en læge ryge. Den glæde, man føler, er i den mindre værdige ende af skalaen, stærkt be-slægtet med skadefryd, men den er nu ikke til at tage fejl af. Jeg har haft en læge som nabo engang, han prøvede ganske vist op til flere gange at lægge bort sin tobakspibe, men det endte altid med, at han fandt den frem igen.

Engang fik jeg brev fra en kræftoverlæge (!) fra Nordjylland, han havde læst nogle af mine bøger og mente, at jeg måtte være den helt rigtige til i skrift og tale at tage kampen op mod sundhedshysteriet. Der måtte jeg nu skuffe ham, for nok er jeg ryger, men jeg har på ingen måde lyst til ligefrem at gøre mig til talsmand for rygning. Af mine fire børn er der kun en enkelt, der ryger - og det ville jeg ønske, hun ville holde op med.

"Hvad med dig selv?" kan hun godt finde på at spørge.

Nåja, det er temmelig urimeligt, det kan jeg godt se, men jeg har faktisk kun én gang holdt mig tobaksfri i en tre-fire dage. Det var nærmest af 'æstetiske' grunde. Jeg havde lungebetændelse og syntes pludselig, det var ulækkert at sidde og patte på en cigaret, mens jeg hostede. Men jeg har ikke gentaget forsøget - og hvis jeg skal være helt ærlig, har jeg knap nok overvejet det. Jeg er ryger, basta. Og så trøster jeg mig med, at jeg i alt fald på det ene punkt har noget tilfælles med Bill Clinton, den friske fyr. Jeg - vi - inhalerer ikke!

God mad

Rygning er skam ikke min eneste dårlige vane. Lige fra jeg var helt ung, har jeg haft en for en arbejderunge fra Vendsyssel noget dekadent tilbøjelighed, nemlig gode - ikke nødvendigvis dyre, men gode - spiserestauranter. Jojo, der sad han så, knægten med hippiefrisure og det hele, og spiste fint med kniv og gaffel. Han opførte sig endda ordentligt og gav pæne drikkepenge, aldrig for lidt, men heller aldrig så meget, at det ligner bondeblær.

Jo, jeg er faktisk helt godt tilfreds med mig selv som restaurationsgæst og kan virkelig ikke se, at jeg skulle have grund til andet. Kun hvis der er for meget alkohol involveret (og det sker meget sjældent på et spisested), kan jeg efter mine døtres mening blive lige lovlig faragtig-sjov-mand. Som f.eks. en gang på en københavnsk frokostrestaurant, hvor jeg høfligt spurgte den nydelige servitrice, om det var tilladt at snakke jysk på stedet.

"Nu 'stor'per' du!" lød det umisforståelige krav fra afkommet.

Servitricen svarede mig i øvrigt på drævende midtjysk, at det måtte jeg da virkelig selv om.

Sidste restaurantbesøg

Men den slags er det altså sket med nu. Jeg har gjort min stilling klar, truffet min beslutning, taget den nye tids krav til efterretning. Jeg holder op med at spise på restaurant - det er alligevel også temmelig dyrt, og desuden er jeg for tyk. Færdig!

Men selvfølgelig er den virkelige grund den, at man ikke længere må tage sig en smøg eller tænde en pibe tobak efter maden. Jeg beklager meget, men sådan bliver det. Når min generøse forlægger næste gang (det er i øvrigt temmelig længe siden?) inviterer mig på frokost, er jeg nødt til at sige nej tak. Indtil videre bliver det ganske vist, forlyder det, muligt at ryge i særlige afdelinger af restauranterne, men jeg er ret krævende: Jeg gider ikke sidde klumpet sammen med en flok narkomaner til spot og spe og fri udstilling. Ikke tale om!

At gå udenfor på gaden for at hvæse en hastig smøg, kunne jeg ikke drømme om - det kunne jo give min forlægger lejlighed til at tænke over, om det nu også er fornuftigt at bevilge sin forfatter flere forskud. Den slags skal jo betales tilbage, og hvis han ikke kan styre sin rygetrang, så ved man jo aldrig, om han overhovedet lever længe nok til at kunne betale sin gæld. Så kort sagt: Jeg siger tak for mad. Både for den, jeg har fået helt gratis, for den, jeg selv har betalt, og for den, jeg ikke længere har tænkt mig at sætte til livs på offentlige spisesteder.

Sidste konference

Den dag, det også bliver forbudt - og den dag kommer, det er der vist ingen tvivl om - at ryge på værtshuse, også dem under fyrre kvadratmeter, vil man ikke kunne opleve forfatteren Bent Vinn Nielsen falde i søvn sammen med radiomedarbejderen Søren E. Jensen på københavnske værtshuse, fordi de har drukket for mange Limfjordsportere. For resten gider jeg heller ikke deltage i lange kulturkonferencer og møder, hvor ikke-rygerne bliver siddende på deres røv, mens rygerne - det er tit halvdelen - efterhånden siver udenfor for at dyrke deres last. Og lidt efter lidt får selskab af ikke-rygerne, der forståeligt nok sidder og keder sig over deres danskvand. I det hele taget kan jeg ikke fordrage tanken om absolut at skulle gå - eller blive sendt - udenfor. Jeg er kun tobaksmisbruger, ikke kriminel.

Jeg kan sagtens se det fornuftige i at anbefale folk at lade være med at ryge. Men vi er altså nu engang nogle, der gør det. At det kan genere andre er selvfølgelig beklageligt, men der er nu også noget, som jeg f.eks. ikke kan tåle. Jeg lider, til tider ret heftigt, af parfumeallergi. En længere rejse i et overfyldt tog med bare en enkelt stærkt parfumeret kvinde i kupeen kan være et mareridt af kløe, svien i øjnene og sommetider også åndenød for os, der lider af parfumeallergi - så spørgsmålet er jo, om det var noget, man burde overveje: at forbyde anvendelse af parfume i offentlige transportmidler? Bare som en begyndelse, naturligvis.