Læsetid: 10 min.

Party uden Party People: Richard Avedon ved Brandenburger Tor

Louisianas store Richard Avedon udstilling åbner i dag. I den anledning bringer vi Christoph Ribbats essay om den amerikanske mesterfotograf
Louisianas store Richard Avedon udstilling åbner i dag. I den anledning bringer vi Christoph Ribbats essay om den amerikanske mesterfotograf
24. august 2007

Et fremmed land, et tidehverv. Richard Avedon er på farten med kameraet og går tæt på folks ansigter. De er berørt af historien, mærket af fattigdom og ser alligevel ud som eventyrvæsener – i deres uskyld, deres overstadighed, i den latter, de fortaber sig i.

Sådan virker de fotografier, Avedon optog i 1946 i Italien. Og lige netop sådan virker de billeder, som blev til, da Avedon besøgte Tyskland i 1989, kort efter Murens fald, ikke. Næppe et eventyr, denne Berlin-serie. Snarere en sørgmodig short story.

Det drejede sig om at tage billeder af en fest: den første tysk-tyske nytårsfest ved Brandenburger Tor. Men Avedon var bange for festen. ”Jeg mærkede et klima af vold og fare,” fortæller han senere den tyske ugeavis Freitag. Han iagttog festdeltagere på et stillads, som væltede omkuld. Han så ballademagere kaste fyrværkeri og flasker ind i menneskemængden. Dette kaos indordnede han i en større sammenhæng: det deprimerende tyske spørgsmål. Folks ansigter på disse øjebliksbilleder røbede for ham ”forvirring og usikkerhed” og ”de første tegn på fortabthed og desillusionering”. Dette, forklarer Avedon, gør hans Berlin-billeder helt igennem ”profetiske”. Hans tyske samtalepartner indskyder, at den østtyske omvæltning trods alt var en fredelig revolution. Men Avedon er og bliver konsekvent pessimistisk. Han anbefaler sin interviewer: ”Hvis De ser på verdenshistorien, og så holder Dem til apokalypsen, så er De aldrig helt galt afmarcheret.”

Så rigtig godt nytår! Vi træffer trætte mennesker med dybe rynker i ansigtet, ser ind i tomme øjne, undrer os over underlæber, der er fremskudt som i gråd. Selv når de portrætterede kun lige er antydet, er der altid en detalje, der peger på deres anspændthed. Selv på den korteste afstand registrerer kameraet, at disse mennesker ganske vist teoretisk holder fest sammen, men i virkeligheden er aldeles ensomme. Her er en trist mor og hendes endnu mere triste barn og to stjernekastere - og en mand med overskæg, som bøjer sig ind i billedet med en flaske sekt i hånden og med en mine, som om han ville sige: Nå, har du måske nogen sinde set stjernekastere, sekt og håbløshed samlet på ét billede?

Med andre ord: Avedons billedessay fra Berlin spiller den tyske enhed som postkommunistisk blues. Deltagerne er isolerede. Æstetikken er sløset og enkel. Det er fotografier som linjer fra et Hank Williams-nummer: An then I jumped in the river but the doggone river was dry. Men her er der ingen, der laver musik. Ingen synger, ingen danser, ikke engang en melankolsk Hvis-ingen-danser-med-mig-så-danser-jeg-med dig-onestep. Serien fra Brandenburger Tor er modstykket til Alfred Eisenstaedts jazzagtige ikon om slutningen på Anden Verdenskrig. I denne den optimistiske fotojournalistiks klassiker snapper en matros på fredens første dag en kvinde og kysser hende, midt på Times Square. Eisenstaedt viser historiens lykke, Avedon dens tomhed.

Hvor ”profetiske” billeder kan være, erfarer kun virkelige profeter. Men sandt er det, og vi ved det alle sammen: Hvad østtyskernes øjne vil få at se i det første postkommunistiske årti, er massearbejdsløshed, voksende social ulighed, affolkning af hele regioner. En fredelig masseprotest kunne fordrive kommunismen, men ikke den globaliserede kapitalisme. Også den isolation, som Avedons kamera protokollerer, er mere end blot et øjebliksbillede. Østtyske forfattere som Jana Hensel har beskrevet den afstand, som det historiske tidehverv bragte med sig i det helt private liv. Hensel, der var teenager, da Muren faldt, skitserer i sin bog Zonenkinder forandringens mikroeffekter med præcis samme bitterhed, som taler ud af Avedons nytårsbilleder. ”Vi var tabernes sønner og døtre,” forklarer hun, ”vinderne gjorde nar af os som proletarer, vi havde lugten af totalitarisme og arbejdsskyhed hængende ved os.” I vest er børn og forældre de bedste venner af verden, sådan oplever hun det. I øst hersker selvfornægtelse og træthed.

Men så er der også lige den hånd, som rækker en pistol op i luften. Og en skaldet isse glinser i natten. Hvad er det, Avedon igen råder os til? Altid at regne med apokalypsen. Og hvor præcist er det her? Mindre end et år efter nytårsfesten, natten mellem den 24. og 25. november 1990, tævede højreekstreme skinheads i Eberswalde med baseballkøller og brædder den vordende far Amadeu Antonio Kiowa, så han faldt i koma og aldrig vågnede op igen. Den 28-årige var det første dødsoffer for den bølge af racistisk vold, som blev udløst af den tyske enhed. I 2000 opregnede seriøse tyske aviser 93 dødsofre for højreekstrem vold siden 1990; den tyske indenrigsminister fik det dengang til ”kun” 24 døde. Men der kan næppe være delte meninger om den forfærdende tilstedeværelse af højrefløjssubkulturer i hele egne af Østtyskland.

Richard Avedon, en amerikansk jøde, har haft hjemme i mange verdener. Men ikke i sådan nogle. Ganske vist har han hævdet, at han fotograferer det, han er mest bange for. Men dermed mente han frem for alt interaktioner som den med Jorge Luis Borges (som han var bange for, fordi Borges var blind), og hvem han besøgte og sammen med hvem han reciterede digte, mens liget af Borges’ mor lå inde i værelset ved siden af. Et dramatisk øjeblik, uden tvivl; men Avedons portrætseancer må ellers især have været fredelige. Dette var manden, som kom til Paris for at fotografere Samuel Beckett, og som afbrød shootingen, da Beckett sagde: ”Det her gør meget ondt på mig.” Sfæriske, generte og charmerende har Richard Avedons ikoner været – men den 31. december 1989 var han alene blandt forpjuskede tyskere. Ikke så sært, at de gjorde ham nervøs. Ikke så sært, at han ikke forskønnede dem.

Det er – naturligvis – typisk vesttysk at læse sagen på den måde. Et gigantisk miskmask af klicheer har ledsaget den tysk-tyske historie siden efteråret 1989. Lad os trække en vesttysker frem: W., der betragter sig selv som intellektuel, og som var mere utilpas end glad over den tyske enhed. Før Murens fald kendte W. Ikke det fjerneste til Østtyskland. Nu sorterer han det under begreber som ”tomt”, ”øde”, ”racistisk”. W. er ganske vist ikke ked af at bruge ordet ostig, for eksempel når han kigger på lejlighed i Berlin (”den gade er for ostig, glem det”), eller når han tænker højt over de ostige børneinstitutioners poststalinistiske pædagogik. I W.s underbevidsthed er vesten et multikulturelt paradis, hvor espressoen altid har den rigtige crema; bortset fra bittesmå boheme-områder er østen tabu. Således er storsnudethed og mindreværd klart fordelt, i det mindste når W. tænker over denne verden.

Den vesttysker, som skriver her, lad os kalde ham C., ved ikke meget mere om øst end W. og tænker alligevel anderledes. C. rejste til Leipzig før die Wende, i sommeren 1989. Han opholdt sig et par dage i et forfaldent gammelt hus. Der boede studerende nærmest som en slags bz’ere, på en fri, ureguleret måde, der fik C.s eget liv til at fremtræde som komplet sovset ind i småborgerlighed. Disse studerende – C. var nærmest chokeret – sad ved morgenmaden og diskuterede ekspressionistisk lyrik. De talte alvorligt, på en vidende, ikke spor brovtende, nej, ganske simpelt dybsindig måde. C. sad og hørte på. I forvejen skammede han sig over al den appelsinjuice, han havde medbragt som en komplet rig-onkel-fra-vest-idiot, og skammede sig nu også, dobbeltskammede sig over, at han ikke var i stand til at blande sig i denne morgenmadssamtale om digte. Ikke fordi C. ikke kendte nogen digte. Han vidste bare ikke, hvordan man bar sig ad med at samtale om digte, fordi han derhjemme aldrig talte om digte med nogen, fordi alle i vesten i slutningen af firserne kun diskuterede tv-serier eller fodboldresultater eller halvfjerdserlamper fra loppemarkedet. Det var en tid, der druknede i ironi og i en det-er-så-skidt-at-det-såmænd-er-godt-alligevel-filosofi og i den indstilling, at man måske læste lyrik og så på kunst, men gjorde det så at sige i dølgsmål, fordi det ellers ville se ud, som om man ville blære sig med denne finkulturnydelse. Altså sad han bare dér, lyttede til leipzigerne, holdt sin mund.

To dage efter kørte han hjem i sin bil. Endnu i øst, ved Magdeburg, stod den dér pige på en fodgængerbro over vejen og havde en neongrøn T-shirt med en smiley på (den sådkaldte Acid-House-Smiley fra vest). Pigen vinkede til C. oppe fra broen, måske fordi hun så den vesttyske nummerplade, måske fordi hun vinkede til alle bilister. Rørt over hendes hånd foran Magdeburgs himmel vinkede C. tilbage. Det var en trist scene, fordi det altid er trist, når en vinker, og den anden kører forbi hhv. når en er nødt til at blive dér, hvor der ikke findes Acid-House-Smiley-T-shirts, og en kører dertil, hvor man hver eneste dag kan købe tyve forskellige Acid-House-Smiley-T-shirts. Men for alvor trist blev C. over, at han kunne gøre indtryk på denne pige, alene med sin nummerplade og sit bilmærke, medens lyrikvennerne i Leipzig højst sandsynligt foragtede ham som superbanal og en orangejuice-blærerøv.

Sådan opstod C.s evige mindreværdskompleks over for østtyskerne. De havde historie, kultur og Heiner Müller, medens han kom til at tude over Michael-J.-Fox-komedier, og ingen begivenhed nogen sinde rigtig betød noget.

Det betegnende ved disse episoder er, at de er det eneste, C. husker. Fem dage i socialismen. Hvad der blev tilbage, var en vest-T-shirt på en øst-bro. Det var, som om intet andet havde betydet noget for ham, kun denne overfladiske scene, som hans af fjernsynet kuldslåede hjerne lige akkurat kunne registrere. Ingen plads til virkelighed. Alt optaget af billeder. Typisk.

Imidlertid bliver en vesttysker som C. overgået, bliver så at sige selv til en ossi på broen, når han ser Richard Avedon køre forbi. Avedon var, selvfølgelig, super-over-wessien, billedjunkien, realitetsfornægteren, overfladerarrangøren frem for nogen. Sandhed og dybde har aldrig interesseret ham. Kun gestus og ansigter talte.

Portrættet er intet andet end en performance, sådan beskriver Avedon det for eksempel i sit essay ”Borrowed Dogs”. Hvad fotografen afgjort ikke vil vide, er om portrættet er naturligt eller ej. Hvad vil det sige: Naturlighed? Dybde? ”Overfladen er det eneste, du har,” skriver Avedon. ”Du kan kun komme ud over overfladen ved at arbejde med overfladen.” Hans essay fortæller historien om familien Avedons private snapshots: selv de er iscenesat. ”Vi stillede os foran dyre biler,” beretter han, ”foran huse, der ikke tilhørte os. Vi lånte hunde. Næsten hvert eneste familiebillede fra min barndom har en ny udlånt hund med. Det syntes at være en nødvendig fiktion, at familien Avedon ejede hunde.” Iscenesættelsen altså, ikke sandheden, er det, han nævner som mål for enhver fotografisk handling.

Tja – og nytårsaften 89/90 var der ikke nogen hundeudlejning ved Brandenburger Tor. Der var ingen mulighed for at stille sig op foran andre huse eller foran luksusbiler. Avedon har heller ikke hængt sin hvide baggrund op. Til forskel fra de fleste af hans andre medvirkende var der ingen på Pariser Platz, der havde mulighed for at udsøge sig en positur. Umulig også afvisningen à la Beckett (”Det her gør meget ondt på mig”). Folk blev simpelt hen overrumplet. Den nytårsaften (og ved vi ikke alle sammen godt, at det er de værste aftener?) mødtes en enestående mester i iscenesættelse med dagligdags forpjuskede fodgængere. Det kan der kun komme den slags billeder ud af.

Måske er disse fotografier altså hverken profetiske eller præ-apokalyptiske. Måske tematiserer de overhovedet heller ikke dette uhåndterlige øst-vest-spørgsmål. Og måske siger de hverken: "Å Gud, se nu bare disse rædselsfulde tyskere" eller: "Se, mennesket, hvilket skrøbeligt væsen". Måske handler de virkelig ganske enkelt om fester: i Tyskland, i Amerika.

Til amerikanske parties, Avedons hjemmebane, smiler man, snakker fem minutter med X, går videre, taler to minutter med Y, går videre, spøger fire minutter med Z. Man siger "I love your shoes"; man siger "How interesting". Man prøver ikke at drikke sig alt for fuld (grænsen går ved to en halv flaske letøl). Man bærer godt humør til skue, selv om det måtte være fake, fordi man ikke vil ligge de andre gæster til byrde.

Til tyske parties taler man hele aftenen med folk, som man har kendt i ti år. Dem behøver man logisk nok ikke at smile til. Man spørger heller ikke under nogen omstændigheder efter navnene på de X'er, Y'er og Z'er, man ikke kender, man vil jo ikke trænge sig på. Man drikker sig fuld, hurtigst muligt (hvorfor er man ellers gået til fest?) og prøver ud på de små timer at interessere de tiloversblevne gæster for sine egne depressioner. Det er med andre ord helt i orden at fremstå som en taber. Altså er man helt sig selv.

De overfladiske amerikanere! hyler tyskerne. Amerikanerne på deres side klager over de frustrerede teutoner. Det er skrækkelige klicheer, de er kun en ganske lille smule sande, og dengang, for næsten to årtier siden, var de stadig en lille smule mere sande. Derfor er denne beretning om en nytårsaften en misforståelsernes billedjournal. I Avedons klare verden gør det den til en dyster enegænger.

Oversat af Anneli Høier & Per Øhrgaard

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu