Maja Lucas føler ikke, hun tilhører en bestemt generation. I hvert fald ikke sådan, at hun, sammen med generation sluthalvfjerdserne, er fælles om 'nye kampfronter' eller fælles fornyelse. Og dog:
Hun er overrasket over at genkende noget i sine egne tekster, som også findes hos andre unge forfattere, "f.eks. det uhøjtidelige, det konkret-referentielle og det performative."
"Det er ret forunderligt at se, hvordan vi nogle gange benytter os af de samme greb uden at have læst det hos andre - ligesom når man flere steder i verden på samme tid gør den samme matematiske opdagelse."
I den forstand er det i følge Maja Lucas vanskeligere at frigøre sig fra sin generation, end man nogle gange tror.
I hvert fald ikke forfatter
Maja Lucas' far er forfatter, så på den led vidste hun allerede fra barnsben, at sådan en var noget, man kunne blive. Men 'forfatter,' det skulle hun i hvert fald ikke være, dengang.
Siden ændrede meget sig for hende. Hun kastede sig over det skrevne ord - akademisk såvel som egenhændigt.
"Jeg spillede meget jazzklaver, men senere begyndte jeg også at blive meget interesseret i litteratur, og det endte med, at jeg startede på litteratur på universitetet," siger Maja Lucas, som undervejs til sit eget forfatterskab også tog på sommer-skrivekursus på Testrup Højskole.
Her blev hun "fuldstændig overbevidst om, at det at skrive, var det jeg skulle. De kreative evner var alligevel stærkere dér end i musikken," fortæller hun.
Først afsluttede hun dog sit studium i litteraturvidenskab på Københavns Universitet. Det viste sig, at der var en verden til forskel mellem de to institutioner.
"Når jeg kigger tilbage, er det helt fantastisk, at man har en institution som Forfatterskolen. Men jeg kom som sagt lige fra universitetet, og nogle gange var jeg ekstremt frustreret over den kaotiske måde, man altid greb tingene an på."
På universitetet arbejder man med en samlet tekstanalyse, mens det på Forfatterskolen "sejler fra det ene hjørne til det andet", fortæller hun. Både i form og indhold stillede skolen andre individuelle krav:
"Det er en uddannelse på en anden måde - en uddannelse i at træffe sine egne valg, finde sin egen identitet."
Reaktioner og kritik er mere personlige på Forfatterskolen. Folk blander sig simpelthen mere. Det viser sig, at der er mange forskellige holdninger til de tekster, der bliver fremlagt, uddyber hun. Og "det skal man finde ud af at acceptere. Man skal finde en modenhed i forhold til at kunne sige 'det her vil jeg lytte til', og 'det her vil jeg ikke lytte til'."
Det var ikke længere 'kun' systematisk arbejde - som på universitetet - som stod på spil.
"Netop fordi det er så banal en sandhed, overraskede det mig, at det faktisk var så svært at finde ud af."
Relativistisk lærestreg
Den 28-årige forfatter kalder i dag sine to år på Forfatterskolen for "en lærestreg eller en lektion i relativisme."
"Jeg tror, at mit syn på litterær vurdering, inden jeg startede, var forholdsvis objektivistisk - at der findes en sandhed om en teksts litterære værdi. Men nu synes jeg, at man bliver nødt til at indse, at pluralismen og relativismen har ret. Den endelige sandhed findes ikke," siger hun.
Relative sandheder kom også til udtryk på andre måder under arbejdet på Forfatterskolen. Maja Lucas var nødt til at føle sig anderledes frem, ikke mindst fordi elementerne i den pensum-frie undervisning (kritik-sessioner, læsninger, workshops sammen med Kunstakademiet med mere) bevirkede, at alting selv skulle sættes sammen af den enkelte.
"Min holdning til litteratur generelt blev udvidet. Ikke fordi jeg var ensporet før og skulle have alting i kasser, men fordi der inde på Forfatterskolen var et helt andet liv på færde, end når man for eksempel sidder og analyserer Wilhelm Meister for hundredeogsyttende gang."
Den tilsyneladende kaotiske undervisning førte Maja Lucas ud til andre grænser. Hun begyndte at skrive flere digte og afprøvede også andre genrer. Det tog fart, fordi "jeg fik uventet ros - fordi nogle sagde, at det her var værd at arbejde videre med," fortæller hun.
I samme åndedrag tilføjer hun, at hun selvfølgelig heller ikke slap for negativ kritik.
Forfatterskolen fungerer, ligesom de andre kunstskoler som f.eks. Musikkonservatoriet, ved, at eleverne opnår tekniske færdigheder og dannelse, siger den tidligere pianist.
Men "på den anden side er netop Forfatterskolen jo speciel, fordi stoffet er sprog, og derfor et medium, alle benytter sig af og har et forhold til."
Her har Forfatterskolens særlige fokus på netop kritik af teksterne sin store virkning:
Hun definerer den nu 20 år gamle institutions særpræg som et særligt kritisk mellemfelt.
"Det handler ikke om vennernes velvillige læsning, men på den anden side heller ikke om forlagsredaktørens kalkyle. Det er noget helt tredje," siger hun med overbevisning i stemmen.
Dit liv
Maja Lucas' tekst Dit liv er en slags beskrivelse af en persons hverdagsrutiner i løbet af én dag. Teksten tog form, da hun sad foran computeren og pludselig bemærkede, hvordan hun havde smidt alt sit tøj ned i en bunke på gulvet.
"Jeg tænkte, 'hvad fanden er det for nogle vaner du har'. Men sådan har det faktisk været hele mit liv, siden jeg var barn," mindes hun, og derfra begyndte teksten at tage form.
Hun oplever som oftest, at hendes tekster begynder med et glimt af noget følelsesmæssigt, noget intuitivt:
"Noget, der kan puttes i en form, som ikke bare er følelsen i sig selv, men også noget mere end den."
Beskrivelsen af de små vaner og rutiner, bringer læseren på sporet af deres flertydighed:
"Jeg falder tit over det dobbeltbundede - af noget komisk og noget tragisk, som også meget tit er noget kropsligt."
I Maja Lucas' debutbog novellesamlingen Jeg fortællinger, er der eksempelvis to noveller om dét at gå til lægen - stedet, hvor menneskets egen opfattelse af egen krop møder den kliniske verden.
"Teksten beskriver længslen efter at blive objekt som krop, så ens krop ikke bare er ens eget forvirrede subjekt, men har en tyngde i verden. Den, som man får hos lægen."
Prosa-lyrik
De korte glimt, som hun vender tilbage til flere gange, er baggrunden for, at hun på trods af litteratur-videnskabelig uddannelse aldrig laver dispositioner af nogen art, før arbejdet går i gang:
"Men jeg har selvfølgelig heller ikke skrevet så lange tekster. Min arbejdsmåde er meget lyrisk, selv om jeg mest skriver prosa - som et flow."
Musik var som før nævnt Maja Lucas' første kreative udgangspunkt. Hendes holdning er, at man ikke intellektuelt kan gennemskue, hvad der faktisk fungerer i en tekst - og hvad der ikke gør. "Jeg tror i det hele taget, at intuitionen i den kunstneriske gerning løber meget hurtigere end intellektet," siger Maja Lucas.
Det er den, som ifølge Maja Lucas, bedst indikerer om en sætning er forkert. Derfor arbejder hun også meget med at læse tekster højt for at høre, hvordan de lyder. Man kan sagtens komme ud for, siger hun at noget "virker helt åndssvagt" - men alligevel lader hun det stå.
"Fordi det nu engang skal stå der". Igen henviser hun til klaverspillet.
"På den måde føler jeg meget, at det er som at spille klaver i gamle dage. Jeg lytter til klangene i teksten," siger Maja Lucas.
