Læsetid: 2 min.

Prøv din kunstforstand på Bornholm

Bornholms Kunstmuseum udstiller forfalskninger af kendte maleres værker. Ophavskvinden til forfalskningerne har truet med fogedforbud
2. august 2007

Bornholms Kunstmuseum åbner på søndag en meget pædagogisk udstilling, nemlig en ophængning af forfalskninger af en lang række kendte maleres værker, blandt andet billeder af Oluf Høst og Olaf Rude.

Det er en russisk kunstner, der har malet efterligningerne, men ak! Hun vil ikke længere kendes ved dem. Den russiske kunstner ønsker ikke sit navn forbundet med en gesjæft, som hun åbenbart har lagt bag sig, og derfor har hun truet Bornholms Kunstmuseum med et fogedforbud.

Bornholms Kunstmuseum ønsker på sin side, at museets gæster skal kunne studere, hvordan forfalskninger af kendte malerier ser ud og har derfor valgt at åbne udstillingen på søndag som planlagt. Ophængningen vil vise de ægte billeder side om side med forfalskningerne. Så kan publikum selv afprøve, om det ville være i stand til at skelne det falske fra det ægte maleri, hvis de en dag blev præsenteret for en af efterligningerne.

"Man kan se forskel," siger museumsdirektør Lars Kærulf Møller, "ellers var hun jo ikke blevet afsløret."

Men der er alligevel en del, der ikke har kunnet, for den russiske kunstner er blevet handlet på de store auktionshuse både i Danmark og i udlandet. En kopi af Olaf Rude er blevet solgt på Bruun Rasmussens Auktioner for 70.000 kroner. Billedet var endda forsynet med en ægthedserklæring fra et konservatorfirma, oplyser Lars Kærulf Møller.

"Men da vi fik udført de rette tekniske undersøgelser, viste det sig at være lige så falsk som alle de andre," tilføjer han.

Gik godt i to år

Falsknerierne gik godt i årene fra 1992 til 1994. Lars Kærulf Møller fortæller, at kunstneren har været smart på den måde, at hun har kopieret kunstnere, der er pænt kendte, men ikke for kendte. Det er, foruden bornholmerne, malere som Johannes Larsen og Paul Fischer samt sene impressionister som belgieren Johan Jongkind. Da selv velhavende mennesker ikke har råd til at erhverve de store, kendte impressionister, opnår også de mindre kendte pæne priser på det internationale marked, forklarer Lars Kærulf Møller.

I 1994 var festen imidlertid forbi. Den russiske kunstner fik en sigtelse på halsen fra Århus Politi og flygtede til Holland, hvorfra det imidlertid ikke er lykkedes at få hende udleveret. Sagen har ikke været efterforsket internationalt, og i Danmark er den nu henlagt, da man ikke kan få fingre i ophavskvinden til falsknerierne. Men efter dette lange, seje træk har Århus Politi valgt at udlevere malerierne til Bornholms Kunstmuseum, idet både politi og museum har skønnet, at det kan være interessant at se, hvordan ægte forfalskninger ser ud. Politiet mener vist også, at udstillingen kan have en vis forebyggende effekt.

Da kunstnerens danske advokat gjorde hende opmærksom på, at hendes billeder nu ville blive udstillet som falsknerier, truede hun imidlertid med fogedforbud.

Derfor har Bornholms Kunstmuseum fjernet kunstnerens navn fra udstillingsmaterialet, så det er anonyme skilderier, der møder ferniseringsgæsterne på søndag.

Udstillingen kan ses indtil den 30. september

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu