Læsetid: 3 min.

Rationaliseringsgevinsten skal blive hos bibliotekerne

Lukningen af 65 biblioteker i 2003-2006 er ikke gået ud over udlånet. Positivt siger biblioteksstyrelsen, men det betyder ikke, at vi ikke skal være bekymrede over de 106 lukninger i år
Kultur
7. august 2007

Selvom der lukkede 65 biblioteker i løbet af 2003-2006, er udlånet steget i de kommuner, hvor man har lukket biblioteker. I de, hvor man ikke har, er udlånet faldet. Det viser en analyse af biblioteksstatistikken foretaget af nettidsskriftet Søndag Aften.

Hverken hos Biblioteksstyrelsen eller Danmarks Biblioteksforening er man overrasket over tallene.

"Det er positivt at få bekræftet, at det er en god idé at lukke de meget små filialer for at lave et større og bedre bibliotekstilbud til borgerne," siger Winni Vitzansky, der er direktør i Danmarks Biblioteksforening, hvor man hele tiden har støttet ideen med at rationalisere i biblioteksvæsnet. Og når det samlede udlån i de 43 kommuner, hvor rationaliseringer er gennemført, faktisk stiger med 2,6 pct., mens det falder med 0,8 pct. i de, hvor man ikke har foretaget sig noget, så betragter hun det som en indikation på, at der er flest fordele ved at lukke de meget små filialer. Men selv om hun synes, at det er en god nyhed, vægrer hun sig ved at være for positiv.

Glæd jer ikke tidligt

Fra 1. januar i år til nu er der lukket 106 biblioteker i landet som følge af strukturreformen, og situationen ved disse lukninger er noget anderledes, end den var i perioden 2003-2006.

"Det vil være forkert helt ureflekteret at overføre denne positive nyhed til forventningerne i forhold til de nye lukninger. Her er det meget bekymrende, at der med lukningerne også fulgte en stor nedskæring af budgettet for 2007. Så forsvinder gevinsten ved en rationalisering jo," siger hun.

Gevinsten er der selvfølgelig stadig - den tilfalder bare ikke biblioteket, men kommunekassen. Og det kan ikke være rigtigt, mener Winnie Vitzansky:

"Rationalisering er godt, men forudsætningen for, at det kommer biblioteksbrugeren til gode er, at de penge man sparer ved rationaliseringen, bliver brugt til at forbedre bibliotekstilbuddet."

Direktøren for Biblioteksstyrelsen, Jens Thorhauge, er helt enig i den betragtning.

"Der er god grund til bekymring, hvis man blot lukker filialer for at spare. Man bliver jo nødt til at overveje, hvad man tilbyder de mennesker, der plejer at bruge de biblioteker, der lukkes, og det er der en række kommuner, der ikke gør i dag. De har ikke en plan for, hvad der skal sættes i stedet for og hvordan de vil udvikle deres biblioteker. Og så forsvinder det positive ved en rationalisering."

Der er en grænse

Når rationalisering i stedet bliver til en nedskæring, så kommer biblioteksbrugerne i klemme.

"Rationalisering er en svær balancegang. Der er ingen tvivl om, at der i mange kommuner er opnået de positive resultater, som også Søndag Aftens analyse indikerer. Men vi har da også set tilfælde hvor en beslutning er blevet omgjort. I forbindelse med lukningen af biblioteket i Åbyhøj var der så massive borgerprotester, at man måtte droppe den idé. Det var da også et stort moderne bibliotek og ikke en meget lille lokal filial - som jo egentlig er sigtet for rationaliseringerne. Man risikerer altså borgerprotester, hvis man går over grænsen," siger han.

Efter hans mening står biblioteksvæsnet overfor en stor udfordring i disse år. Undersøgelsen fra Søndag Aften viser også at det er nyere medier, som musikudlån, der har holdt udlånet oppe. Bogudlånet er nemlig faldet i løbet af de sidste seks år, mens det ser ud til at have stabiliseret sig i år. Alligevel synes Jens Thorhauge, man skal være forsigtig med at bevæge sig for meget væk fra bøgerne:

"Det er vigtigt, at biblioteket fortsætter med at fokusere på bogudlånet, samtidig med at der udvikles nye digitale tilbud. Vi må erkende og forholde os til, at brugerne i højere grad er begyndt selv at købe bøgerne, så vi skal hele tiden udvikle os. Og for eksempel undersøge brugernes forventninger til os. Det samarbejder vi allerede med en række biblioteker for at få klarlagt. For eksempel har vi fundet ud af, at brugerne savner mere videregående faglitteratur. Det kan vi se af at folkebibliotekerne låner flere og flere bøger til viderelån fra forskningsbibliotekerne. Så i Biblioteksstyrelsen er vi positive overfor en dybere undersøgelse af, hvad lånerne efterspørger."

Læs hele undersøgelsen på Søndag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her