Læsetid: 5 min.

Rebeccas roadtrip

Den produktive Joyce Carol Oates har atter begået et medrivende og tankevækkende romanværk om en ung kvinde, hvis skæbne afgøres af mænd, indtil hun tager sagen i egen hånd
Kultur
6. august 2007

Det hævdes at Joyce Carol Oates hvert år er i betragtning til nobelprisen i litteratur. Det hævdes også, at der er tre årsager til, at hun ikke har fået prisen. For det første har den i dag 69-årige amerikanske forfatterinde udgivet så meget - 39 romaner, 26 novellesamlinger, otte digtsamlinger, flere essaysamlinger, masser af ungdomsbøger og syv teaterstykker plus det løse siden debuten i 1963 - at det indimellem synes som om, hun ikke har haft tid til en sidste gennemskrivning. For det andet er hendes lyriske greb om sproget og fortælleteknik ikke videre innovativ; og for det tredje har hun været besat af at belyse sit tema - vold mod kvinder - i en sådan grad, at det ofte har resulteret i et univers, hvis tragiske figurer minder om dem, vi ser optræde på slap line i The Jerry Springer Show. Alt dette skinner igennem i Oates' netop udkomne The Gravedigger's Daughter. Samtidig viser denne murstenstykke roman, hvorfor forfatterinden trods alt befinder sig i noget nær en klasse for sig, hvad angår kunsten at afvikle en fængende episk historie om voldens væsen og kvindens på én gang skrøbelige og stærke psyke i det moderne Amerika.

Uden at ramme samme mesterlige takter som i de seneste Oates-romaner, vi har fået på dansk - Sort vand (1992), der handler om hændelsen ved Chappaquiddick, hvor Mary Joe Copechne mistede livet og Ted Kennedy muligheden for at blive præsident, og Blondine (2000), om Marilyn Monroes liv og død - har forfatterinden for så vidt atter begået et værk, der fortjener en dansk oversættelse.

Manden med hatten

Det starter i den lille arbejderby Chautauqua Valley i staten New York i de sene 1950'ere, hvor Rebecca Tignor en dag efter fyraften bliver forfulgt af en mand med en Panama-hat. Rebeccas ægtemand, den kække charmør Niles, er ølsælger og konstant på farten, hjemme venter parrets lille søn, der bliver passet af nabokonen. Rebecca sætter derfor farten op og skyder genvej ad en øde sti, hvor hun bliver passet op af sin forfølger. I stedet for at overfalde hende, som hun havde frygtet, er manden med hatten overbevist om, at hun hedder Hazel Jones- Denne gådefulde og skræmmende scene, dirrer som en cliffhanger gennem resten af romanens små seks hundrede sider. Inden vi får svaret på, hvad manden med hatten er ude på, og hvorfor Rebecca frygter det værste fra mænd, skrues tiden tilbage til hendes forældres ankomst til USA i 1936. Rebeccas far, der i Tyskland havde ernæret sig som matematiklærer og fodboldtræner, må tage til takke med at job som kirkegårdgraver, hvilket gradvist gør ham mere og mere bitter og indestængt over for både sin kone og sine børn, og over for omgivelserne, der tirrer ham med grove antisemitiske løjer. Det hele kulminerer en dag, da faren skyder sin kone og sig selv for øjnene af Rebecca. Udover den ord-bog, hun har vundet i en stavekonkurrence, har hun blot følgende sidste ord fra faren med sig hjem til sin plejemor:

"You - you are born here. They will not hurt you."

Bortset fra en stærk scene, hvor den lille Rebecca følger efter sin far på kirkegården, og han lader som om, han ikke ser hende - et ritual, der er det nærmeste Rebecca kommer en leg med sine forældre - fremstår denne første tredjedel af romanen lidt vel klichéagtig med sin banale pointe om, at den amerikanske drøm i virkeligheden er et helvedesmareridt. I øvrigt mindes Rebecca senere mange af barndommens mest plagsomme episoder, hvorfor vi flere gange gøres bekendt med dem og derfor godt kunne have sparet os ulejligheden med at læse dem i første omgang!

Sex og vold

Nå, til gengæld løfter historien sig ganske gevaldigt, da vi atter er tilbage i huset, hvor den voksne Rebecca forsøger at hitte ud af, hvem Hazel Jones og manden med hatten er, og historiens andet spor får lov at folde sig ud.

Mens Rebecca forsøger at få dagligdagen til hænge sammen for hende og hendes søn, tiltager også hendes spekulationer over ægteskabet. Ikke mindst da hendes mand, der i sin tid reddede hende fra en voldtæg, i sine berusede anfald af jalousi og karrieremæssige frustrationer selv begynder at give hende tærsk med afmålt hånd. Her er vi fremme ved en af pointerne i Oates' forfatterskab, nemlig sammenhængen mellem lyst og fare, mellem vold og kærlighed. Om Rebecca hedder det således, at "sexual excitement was indistinguishable from anxiety. Wanting to push away from the man, and yet not wanting him to stop."

Generationer og situationer spejler sig i hinanden i gennem de fire årtier, hvor vi følger Rebecca, og det står klart for læseren, at dette forskruede forhold til vold hænger sammen med opvækstens mentale og fysiske kulisser - og som et ekko fra den dag, hvor hendes far skød sig selv og sin kone, går også Niles til slut amok. Atter engang må Rebecca derfor flygte for at bryde med de sociale barrierer, der omkranser hendes tilværelse, denne gang med sønnen ved sin side. Hvad der følger er en urolig odyssé gennem et mytisk USA fyldt med Hollywood-film, jazzmusik, kulørte diners, velklædte mænd og ensomme hotelværelser. Målet er naturligvis at finde en plads i livet, i historien, og ikke mindst en fremtid for sin musikalske søn, måske oven i købet en familie til sig selv og ham. Og forhindringer er der nok af, både i den grufulde fortid, der spøger frem til sidste side, og i et mandhaftigt samfund, hvor farerne lurer på hvert et gadehjørne.

Bedstemorens historie

Joyce Carol Oates har været 12 år om at skrive The Gravedigger's Daughter, der er løst baseret på hendes bedstemors oplevelser. Dette til trods bevæger forfatterinden sig ikke ud på nyt farvand. Vi har tidligere - blandt andet i Them (1969), You Must Remember This (1987), We Were the Mulvaneys (1996) og den meget personlige Marya: A Life (1986) - læst om døtre på jagt efter en identitet i et maskulint og voldeligt samfund. Disse titler står sammen med de to indledningsvis nævnte, Sort vand og Blondine, i øvrigt placeret på hylden med Oates bedste. Samme sted kan The Gravedigger's Daughter trods sin småbanale immigranthistorie og et par vel karikerede mandetyper nu tage plads. Plottet er veloplagt, heltinden inciterende og atmosfæren, der veksler sikkert mellem det gotiske, det trøsteløse og den rene og skære americana, så levende, at man føler, at man er med på Rebeccas roadtrip - og glæder sig over, at man ikke er det.

Joyce Carol Oates: The Gravedigger's Daughter. 582 sider. Ecco. ISBN 978-0-06-123682-2

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her