Læsetid: 4 min.

Den robuste skrøbelighed

Ikke mange besidder Suzanne Vegas elegante melodifornemmelse, udsøgte harmoniforståelse, rytmiske sikkerhed og tekstlige finesse. Det beviser hun på sit seneste album og ikke mindst til overmål under tirsdagens koncert på Amager
9. august 2007

Jeg fik tårer i øjnene to gange under Suzanne Vegas pragtkoncert i Amager Bio tirsdag aften; første gang under seancens tredje nummer; "Ludlow Street", fra hendes seneste album, Beauty & Crime, der som sædvanlig holder en standard udover det sædvanlige i den p.t. så overrendte sanger-sangskrivergenre. Ikke så meget pga. sangens indhold så meget som dens lysende klarhed og usædvanlige - dette ord bruges her omhyggeligt og med største forsigtighed, da det nemt får den klammeste klang - renhed. Så hvad mener jeg egentlig med det? Det er måske noget med måden, de forskellige elementer, der tilsammen udgør den raffinerede moderne sang, går op i en højere enhed hos Miss Vega; de fint tegnede linjer, der tilsammen udgør et perfekt billede, men stadig efterlader plads nok til, at den betragtende selv kan træde ind i det udstukne univers. Helt sikkert er det, at Vegas musik siden gennembruddet i 1985 har holdt et bjergtagende højt kvalitetsniveau hvad angår elegant melodifornemmelse, udsøgt harmoniforståelse, rytmisk sikkerhed og tekstlig finesse. Resultatet er som tommelfingerregel udsøgt, og jeg har endnu til gode at høre en dårlige plade fra hendes hånd.

Anden gang koncerten trak vand var herimod slutningen af showet, hvor hun spillede sit nok mest kendte nummer - og helt sikkert største hit nogensinde, nemlig sangen om "Luka". Den ramte lige i centeret af min væren og denne gang var ikke formen, men indholdet, der sneg sig uden om forsvarsmekanismerne; dvs. historien om Luka, som "they only hit until you cry/ And after that you don't ask why/ You just don't argue anymore." Alle de mishandlede børn og unge verden over, hvis opvækst primært består af omsorgssvigt og tørre tærsk. Ét er at anbringe en sang om dette emne på hitlisterne, noget andet er at ramme så smertende præcist med kun to korte vers. Det sved - og svider såmænd stadig. Og antyder lidt om den litterære tilgang Vega har til en genre, hvor bekendelse og føleri er en selvfølge. For jo, der er en stor forskel på føleri og følsomhed og det sidste besidder hun skam i overmål. Grænsende til det hudløse, endda. Et af hendes adelsmærker er en ganske særlig robust skrøbelighed, helt ud i hendes fysik, såmænd. Som hun står der med sin akustiske guitar og lyser, kan man ikke undgå en følelse af, at det her er med livet som indsats; lyt blot til et nummer som "Small Blue Thing". Heldigvis ejer hun så også en både befriende og selvironisk sans for humor, der forhindrer showet i at krænge over det salvelsesfulde.

En sprød magi

Aftenens lange og generøse sæt trak på såvel gamle kendinge - og dem er der en del af - som det righoldige materiale fra damens seneste fornemme album, Beauty & Crime, et løseligt sammensat konceptalbum med New York City som gennemgående figur og tema. Som hun fortalte - i en af sine mange illuminerende og vittige talte introduktioner - før hun kastede sig ud i "New York Is A Woman", så er hun overbevist om, at New York er hunkøn. Men altså, som hun tilføjede, en af de der damer, der bliver oppe den halve nat, ryger og drikker og i det hele taget ikke tilhører det artige segment af kønnet. På den anden side kan hun også vise sig både godhjertet og generøs, blot man ikke forventer decideret trofasthed. Som altid lyser hendes sange af et indtagende og lettere skævt særpræg, som i den grad skiller dem ud fra resten af fisseflokken. Er pladen gennemproduceret i hoved og røv, lykkedes det til fulde Vega og hendes fænomenalt velspillende band at overføre dens sprøde magi til scenen; et usædvanligt lydhørt og solidarisk publikum gjorde ikke sagen værre. Lydhørheden var gensidig - da en publikummer besvimede i den varme sal, stoppede Vega resolut en i øvrigt stensikker version af tragedien om "The Queen and the Soldier" for at sørge for, vedkommende fik både vand og assistance.

Opfindsomheden udi måden det smukke materiale arrangeredes på viste sig også stor; hun åbnede med en a cappella-version af "Tom's Diner" og sluttede med en elektrisk sitrende orkestreret version af samme. Hun afsang træffere som "Blood Makes Noise" og "Left of Center" udelukkende akkompagneret af el-bas. Der var tid til sange, hvor hun blot akkompagnerede sig selv på akustisk guitar. Og kan hun spille eller hvad? På samme måde som ingen i bandet trykkede den uafbrudt af, men gav hinanden og musikken masser af luft og lys. Og til sidst løftede den i øvrigt lavmælte og personligt henvendende koncert sig til en storm med en særdeles kraftfuld udgave af det vindende "In Liverpool". Aftenen bød ikke på noget, der kunne minde om en kikser, og selvom Suzanne Vega for længst er forsvundet fra de æterbårne medier - vel en blanding af, at hun er for gammel og for god til at hjælpe teleselskaberne med at sælge ringetoner og chatforums til de unge - knaldede hun hit efter hit ud over scenekanten med samme selvfølgelighed som en hesteejer muger ud. Jeg forlod i hvert fald Amager Bio med den der overvældende følelse, kun rigtig store kunstnere kan indgyde én. Og tak for det.

Suzanne Vega m/ band, tirsdag, Amager Bio

Suzanne Vega: Beauty & Crime (Blue Note/EMI)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu