Interview
Læsetid: 8 min.

Rocksangeren der blev musicalkonge

Sebastian udgiver sin sangskat i et nyt bokssæt på 30 album. Her fortæller musikeren, sangeren og komponisten om at miste stemmen, om EU-afstemingen i 1992, om at blive foragtet af musikanmeldere og om, hvorfor han kalder sig Sebastian, når han egentlig hedder Knud
Kultur
30. august 2007

Sebastian har fået hug af anmelderne, efter at han har skiftet rockmusik ud med musicalmusik. Men det tager han med ophøjet ro. -Jeg har jo haft nok at se til. Og hele den beat-generation, som var ung med mig, bliver jo også træt af at gå til koncerter. Men de kan stadig lide musik, og så er teatret en god afløser. Jeg håndhæver musikkens ret i de historier,- siger han.

Mik Eskestad

Sebastian har skrevet så mange sange, at han ikke selv kan huske dem alle. Det opdagede han under arbejdet med denne uges store udspil, det første af tre bokssæt med 30 album, 350 sange, ialt 37 års livsværk, koncentreret i tre små æsker under fællestitlen Sebastians sangskat.

"Det kunne ikke lade sig gøre at udgive de samlede værker, for jeg finder til stadighed små indspilninger rundt om, som jeg havde glemt alt om, f.eks. en sang, som jeg spillede for 25 år siden på en kasettebåndoptager i løbet af en eftermiddag, og som egentlig var meget god, syntes jeg, da jeg hørte den igen."

- Man føler vel, at man er kommet igennem, når man sidder med et så stort resultat?

"Ja, og også fordi folk har efterspurgt bestemte sange, som ellers ikke var til at få."

- Hvad er der sket med musikscenen i de 37 år?

"Jeg har jo bevæget mig en anden vej, nemlig over i teatret. Men så er det for mig interessant at se en masse nye unge folk som Tina Dickow, Peter Sommer og Tue West, hvis musik minder mere om min end om det, der blev lavet for 10 år siden, og jeg har da også hørt fra nogle af dem, at de har været inspireret af mig. I 1990'erne fik vi en masse kopimusik, techno, hiphop og rap. Så det er lidt tilbage til melodierne igen, hvor det er en god sang og teksterne, der tæller. I forrige uge oplevede jeg det i helt ekstrem grad, hvor jeg, da jeg spillede i et telt på Skanderborg Festivalen, oplevede, at der var 2.000 i teltet og 2.000 udenfor. 70 procent af publikum var under 20 år, så det var jo dejligt - og fortæller også noget om et behov, som ikke nødvendigvis bliver opfyldt af de medier, som synes, de er for de unge så som Voice og andre ungdomskanaler, hvor jeg jo nærmest er bandlyst. Det er tydeligt, at de unge også vil have noget andet."

- Er det ikke med den nye teknik, hvor det er let at lave en demo og sende ind til et selskab, blevet sværere at slå igennem, end da du debuterede?

"Det er der ingen tvivl om. På dene side har du en demokratisering med My Space og i og med, at det er let at lægge sin musik ud på nettet. Jeg synes, de yngre musikere er teknisk dygtige, men der er noget, der mangler. Det er stadig Larsen og CV og andre af os fra 1970'erne og 80'erne, som har lavet de sange, man kan holde fast i."

- Pladeselskabernes rolle?

"De er i et vadested med megen skiften rundt. Mit projekt er et konkret eksempel. Det startede for fire år siden, hvor jeg gik til EMI, som syntes, det var en god idé. Efter et halvt år, droppede de den. Der gik igen et halvt år ... og så var de mennesker blevet fyret og et helt andet hold kommet til. Imens var jeg rundt på nogle andre selskaber, som vældig gerne ville udgive en enkelt boks. Derfor har det været seje forhandlinger, for jeg har sagt enten-eller."

Sviget i Vig

- Hvordan har Danmark forandret sig i de 37 år?

"Det har landet jo i allerhøjeste grad i det politiske liv, hvor vi har haft hele indvandrerdebatten. Der er kommet en større kynisme."

- Optager politik dig?

"Ikke så meget. Jeg følger med, men jeg har meget svært ved at finde ud af, hvor jeg står, selvom det nok stadig er et sted på venstrefløjen. EU er den eneste sag, der rigtig optager mig. Det er en af de største fejltagelser, der overhovedet er lavet."

- Også efter at østlandene er kommet med?

"Det synes jeg. Det, der sker, er, at efter folkeafstemningen i 1992, laver man det nationale kompromis eller sviget i Vig, som man har kaldt det, fordi SF holdt årsmøde i Vig, hvor man besluttede at gå med. Det har jeg haft det meget svært med. For med den ekstra folkeafstemning, der kommer, fratager man folk demokratifornemmelsen - og baner i virkeligheden vejen for Dansk Folkeparti. Hvis man havde respekteret dem, der sagde nej, havde vi måske haft en helt anden udvikling, for miljø og andre sager kan jo ordnes i andre grænseoverskridende organisationer."

- Jeg kan høre, at du alligevel interesserer dig enormt for politk?

"Ja, lige den afdeling."

Foragten

- Dit pladeselskab citerer noget af det, der blev sagt, da du fik overrakt IFPI's særlige ærespris, nemlig at du kan synge om både kærlighed, kildevand og ost. Har du virkelig skrevet om ost?

"Ja, det er "Ostesangen" fra Skatteøen, men jeg kan høre, du ikke helt har fulgt med. Det er ellers en ret kendt sang."

- Så tog du springet fra rock til musicals. Et ret stort spring?

"Nej, for allerede i 1970'erne, før jeg brød igennem, var jeg faktisk med i musicalen Jesus Christ Superstar, og da oplevede jeg hele mekanismen indefra som anonymt medlem af koret og ensemblet. Interessen har derfor ligget der hele tiden. Jeg har behov for at fortælle den store historie og også at se den fra 'den modsatte side' - og arbejde med den musikalske dialektik. Så midt i rockkarieren lavede jeg i 1979 Brecht-tekster og senere H. C. Andersens Nattergalen til Rimfaxe Teatret, og så - fem år senere - Skatteøen på Folketeatret. Først tog jeg rocksangere med ind, inden jeg overlod til skuespillerne at synge sangene."

- Har du nogle gang mærket foragt i musikerkredse over, at du gik over til musicals?

"I høj grad. Det bliver dog ikke så udtalt, at det står sort på hvidt. Men den ligger hos mange rockanmeldere, som har deres gebet, og så skal jeg jo ikke begynde på noget andet."

- Hvoraf kommer den sig?

"Rockjournalister vil skabe deres eget publikum i deres egen genre på deres avis. Så skal der ikke komme én, de troede var rocksanger, og lave teatermusik.'

- Er det ikke noget mærkeligt noget?

"Alt det er selvfølgelig et spil, men jeg synes, det er unfair, for jeg ser sangskriverteknisk på det."

- Har det generet dig?

"Nej, for jeg har jo haft nok at se til."

- Og fået et andet meget stort publikum?

"Selvom der er overlapninger. Hele den beat-generation, som var ung med mig, bliver jo også træt af at gå til koncerter. Men de kan stadig lide musik, og så er teatret en god afløser. Jeg håndhæver musikkens ret i de historier."

- Kan man se det som et sociobiologisk fænomen, at man starter som protestsanger, og når man bliver hyldet af et stort publikum, får man tommelen?

"Glem ikke, at hvis du læser anmeldelser, vil du se, at anmelderne ikke er særlig musikalske. Dem, der får mest ros, er dem, der skriver gode tekster, ikke dem, der skriver god musik. Og så kan jeg huske, at min gamle keyboardspiller Kennth Knuth sagde, at rock aldrig må blive voksen. For ham ville en firkantet rock være for simpel - han var jazzmusiker og arkitekt - og så prøvede vi at udvikle musikken med arrangementer og lydteknik, men så blev det for fint. Mange af rockmusikerne så en interesse i at køre musikken tilbage til det simpleste udtryk."

Jernbyrd

- Hvordan går du til opgaven, når du skal lave en ny musical?

"De fleste har jo bygget på klassikere som Skatteøen og Astrid Lindgrens romaner. Så sætter jeg mig ind i scenerierne og karaktererne. Allernyligst har jeg lavet projektet Jernbyrd, som er til brug i folkeskolerne. Jernbyrd handler om de store, men ublodige omvæltninger, da vi gik fra vikingetiden til kristendom. Jeg har så læst en del Saxo og Ebbe Reich, men ellers lavet min egen historie, for vi ved jo ikke andet om Gorm og Thyra end det, der står på stenen."

- Tager du til London og ser de nyeste musicals?

"Det gider jeg simpelthen ikke. Men det nyeste hit er jo desværre teaterkoncerter, hvor man tager nogle hits fra, som vi har set, Gasolin og TV2 og sætter op i stedet for at skrive nyt direkte til scenen. Tag Madeleine Røn Juul i Århus, som spiller meget avantgarde, men så skal hun alligevel hive den hjem på TV2, og så skal hun lave Beach Boys."

- Vel for at overleve og få et nyt publikum i tale?

"Teatret fik i 1990'erne et enormt stort, nyt publikum, men gør ikke noget for at udvikle komponisterne og genren."

- Ved direktørerne for lidt om musik?

"Det er nok en del af forklaringen. Jeg plejer at sige, at hvis 10 teaterchefer får mulighed for at vælge mellem en ekstra skuespiller eller musiker, så vil alle 10 vælge skuespilleren. Selvom det er til en musical. Det vil de endda indrømme."

- Hvornår har du det bedst?

"Jeg har tit haft det godt, men den er todelt. Min store interesse har været studieindspilningerne, den anden er kontakten med publikum."

En æressag

- De største ærgrelser?

"For 10 år siden fik jeg pludselig svært ved at synge og mistede stemmen. Det var forfærdeligt. Jeg brugte en del år på at tro, at det var noget fysisk. At jeg ikke vidste, hvad det var, gjorde det værre, men nu går det rigtig godt igen. Efter at have været væk fra koncertsalene har jeg turneret meget og gør det stadig. For tiden arbejder jeg sammen med den færøske sangerinde Eivør Palsdottir, som jeg skal optræde med ved festugen i Århus."

- Er den årelange retssag mod Det Kgl. Teater om Dyndkongens datter afgjort?

"Der skete det, at teatret havde bestilt en helaftensballet med musik af mig. Scenografen meldte fra, og så gjorde teatret et vist forsøg på at finde en anden, men opgav så det hele. Efter syv år i syltekrukken anlagde jeg sag imod det gennem Musikerforbundet, fordi jeg havde brugt to år på det og sat alt andet til side. Sagen vandt jeg i Østre Landsret, men teatret appellerede til Højsteret, som satte erstatningsbeløbet ned fra 300.000 til 200.000 kroner. Teatret kunne have bedt mig lave noget andet i den mellemliggende periode, men måske var det ikke så mærkeligt. Teaterchef Michael Christiansen er selv jurist og brød sig ikke om at tabe til en skide folkesanger. Jeg tror, det blev en æressag for ham."

- Hvorfor kalder du dig Sebastian, når du i virkeligheden hedder Knud?

"Da jeg lavede min første singleplade, havde selskabet planer om at udsende den i den store verden. Man mente ikke, englænderne kunne sige Knud. Så kom de med en liste med navne, som jeg kunne vælge imellem. Sebastian stod formodentlig på den. Jeg sagde nej til det hele, men blev så inviteret ind i et studie i radioen. Intervieweren blev ved at kalde mig Sebastian, og så så jeg min single, som der stod Sebastian på. Men jeg var jo ung og håbefuld, og så tænkte jeg, at jeg måtte hellere holde mig til det."

- Hvordan holder du Knud og Sebastian ude fra hinanden?

"Når det handler om køb og salg, så er det Sebastian."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ja men hvornår udkommer den og hvad koster den? Altså sangskatten.