Baggrund
Læsetid: 4 min.

Sandheden om livets oprindelse vejer seks kilo

Tyrkisk forlag oversvømmer danske skoler og gymnasier med murstenstungt værk, der én gang for alle gør op med Darwins udviklingslære. Med darwinismens snarlige død vil også socialisme, terror, vold og krig høre op. Information har i luksuriøse omgivelser i Istanbul mødt forfatteren bag
Tyrkisk forlag oversvømmer danske skoler og gymnasier med murstenstungt værk, der én gang for alle gør op med Darwins udviklingslære
Kultur
7. august 2007

ISTANBUL - Det er svært ikke at være skeptisk over for mænd i dyre jakkesæt, der med dyre vaner på dyre både siger, at de har et religiøst budskab. Men hvis man er bange for Harun Yahya, er man bange for sandheden, siger han selv. Harun Yahya har i løbet af i år foræret et stort antal danske gymnasier, folkeskoler og universiteter fri-eksemplarer af det seks kilo tunge værk Atlas of Creation, der på 768 glittede sider lægger Darwins udviklingslære i graven til fordel for budskabet om, at det er Gud, der står bag.

I søndags havde Harun Yahya indkaldt den internationale presse for at evaluere kampagnen, der også har vakt opsigt i blandt andet Frankrig, Belgien og Tyskland. Klædt i et tilsyneladende dyrt hvidt jakkesæt med slipsenål af guld konkluderede Harun Yahya, at kampagnen har været en succes, at troen på Darwins teorier nu står foran sit endelige nederlag.

"Der er ingen grund til at forsvare Darwin mere, for hans teorier er allerede kommet til en ende. Det er en god udvikling. Det er slut med stædige mennesker og forudindtaget undervisning. Tidligere kunne man ikke have synspunkter, der gik imod Darwins, folk blev smidt ud af universiteter, men nu er der en platform. Nu er atlasset så etableret, at det ikke kan forhindres. Modstanderne kan ikke gøre noget," sagde Harun Yahya med stor tilfredshed.

Argumenterne i hans 250 bøger er dels bygget op om, at Darwin tager fejl, dels at den fejltagelse er direkte årsag til al den ondskab verden har set siden. Hitler, Stalin, kommunisme, socialisme og materialisme kan alt sammen føres tilbage til Darwin og hans tro på, at mennesket er opstået ved tilfældigheder, og at kun den stærkeste overlever.

"Hvis man ser på 150 års historie er Darwin grundlag for den smerte, vi har oplevet. Se på Hitler, nazismen, marxismen, leninismen og hvad der ligger bag Stalins blodsudgydelser. Bagved ligger darwinismen. Selv under Irak-krigen ligger darwinismen og dens mangel på medmenneskelig og kærlighed."

Harun Yahyas første forklaring på tingenes sammenhæng gik ikke rent ind hos søndagens indbudte pressekorps, så mens pressen og et klart flertal af hans egne folk blev sejlet rundt på en yacht på Bosporus, måtte han på den igen.

"Der er en tydelig forbindelse til marxismen, for Karl Marx har åbent erkendt, at han er har hentet inspiration og referencer hos Darwin. Når marxismen slutter, vil darwinismen også slutte."

De stærkeste fører krig

Læseren føler måske, at der her stadig mangler en klar sammenhæng, der kan berettige udsendelsen af tusindvis af farvestrålende bøger, der alene i distribution og tryk har kostet millioner af kroner, så Harun Yahya må gøre endnu et forsøg.

"Alle socialister i Europa vil sige, at enden på darwinismen vil føre til enden på socialismen og omvendt, for den ene kan ikke eksistere uden den anden. Hvis du læser min bog, vil du se hundreder af beviser, der er så indlysende, at de ikke kan afvises. Meget simpelt vil en socialist sige, at socialisme ikke kan eksistere uden Darwin. Det ene fører til det andet."

Fra side 584 og frem i Atlas of Creation argumenterer Harun Yahya for, at Darwins teori om, at det er de stærkeste, der overlever, er det, der har ført til krige og undertrykkelse. Nazismens jødeudryddelser er en menneskelig forlængelse af Darwins teori om 'naturlig udvælgelse' og internationale terrorister baserer deres kamp på ideen om at bekrige enhver, der ikke er som dem og på ideen om, at man kun overlever, hvis man er den stærkeste.

"Når man ser på marxismen, ser man konflikt som det basale princip. Der er tese og anti-tese. Der vil altid være konflikt, det er uundgåeligt, hedder det. Det er åbenbart, der vil være anarki, og blod vil blive spildt. I Koranen er der ikke tese og anti-tese. Konflikt er ikke basis for noget som helst," sagde han i søndags.

Harun Yahyas projekt går ikke ud på at fremme islam på bekostning af andre religioner, tværtimod arbejder han mod en verden, hvor troende mennesker af alle slags er i centrum og har magten.

"Vi ønsker, at kristne, muslimer og jøder kan leve i fred. Det gælder også ateister, alle skal være frie. Jeg forsvarer sekularisme og darwinisters ret til at udtrykke sig frit. Samme ret skal vi også have. Effekten af vores projekt bliver at islam, kristendom og jødedom vil stå stærkere end nogensinde før. De troende og religiøse vil være stærkere, og i de forskellige lande vil regeringer også være mere troende, end de er nu."

Derfor findes Gud

De mange bøger er udstillet på det sejlende pressemøde, og fælles for deres udseende er, at de deler æstetik med publikationer fra både Scientology og Jehovas Vidner, der også benytter sig af farvestrålende omslag med guld- og sølvkanter og idylliske billeder af landskaber. Det meste af Harun Yahyas atlas er helliget tusinder af billeder af fossiler fra hele verden. Forfatteren er ikke selv videnskabsmand, men arkitekt. Alligevel kaster han sig ud i en lang videnskabelig argumentation for, at Darwins teori ikke holder, når man endnu ikke har fundet fossiler af stadierne mellem fisk og menneske. De utallige billeder viser også, at mange af fossilerne er identiske med nulevende dyr, og det burde ikke være tilfældet, hvis det var rigtigt, at arterne udvikler sig, mener Harun Yahya. Om troværdigheden af en videnskabelig argumentation fra en mand uden videnskabelig baggrund, siger han:

"I referencerne til min bog er der mange forskellige videnskabsfolk, det er det samme som at konsultere dem. Deres synspunkter er identiske med mine. Jeg har mange fossiler, men der mangler mellemstadierne. Hvis nogen kan finde mellemstadiet, vil jeg gerne give millioner af kroner til forskning i dem."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det er da underordnet om han er videnskabsmand af uddannelse eller ej. Det er vigtigere hvad hans argumenter er og om benytter den videnskabelige metode og derved også er modtagelig overfor kritik (hvilket han nok ikke er)...

"Hvis nogen kan finde mellemstadiet, vil jeg gerne give millioner af kroner til forskning i dem."

Jamen, så okay: http://en.wikipedia.org/wiki/Intermediate_species

Gad vide hvornår pengene går ind på min konto?

Dette latterlige vås af Harun Yahya er dybt godnat, og kan ikke tages til indtægt for mange kristnes tro.

Citat Harun Yahya : "I Koranen er der ikke tese og anti-tese. Konflikt er ikke basis for noget som helst" ): Koranen er propfyldt med ren/rettroende i modstilling til urent/vantro og uden syntetisk fremdrift. Dette er basis for en evindelig fastlåst konflikt med omgivelserne - dengang som i dag.

"Hvis man ser på 150 års historie er Darwin grundlag for den smerte, vi har oplevet. Se på Hitler, nazismen, marxismen, leninismen og hvad der ligger bag Stalins blodsudgydelser. Bagved ligger darwinismen. Selv under Irak-krigen ligger darwinismen og dens mangel på medmenneskelig og kærlighed."

Besynderlig form for logik. Darwins tanker om evolutionen er en teori, baseret på iagttagelser, som ikke kunne passes ind i "skabelsesberetningen" - altså en alternativ forklaring på tingenes tilstand og ikke en isme, der kan anvendes til at retfærdiggøre handlinger. Hvis teorien har noget med de faktiske forhold i jernindustrien at gøre, burde man af denne kunne udlede årsagen til ismerne, herunder darwinismen og feminismen samt fænomener som medmenneskelighed, kærlighed og mangel på samme, der nødvendigvis ikke har noget med ismer at gøre og som også eksisterede før Darwin.

Bogene er vel et indlæg og kan læses som sådan. Det er en imponerende bog at læse alene fordi nogen har gjort sig ulejligheden. Men personligt opgav jeg at checke hvorvidt f.eks. nogel danske fossiler, der var afbildet i bogen, var rigtige eller ej, fordi det ikke har nogen betydning for mig:
Det er klart, at der må have været en skabelse på tidspunk, men hvornår den startede og om den resulterede i skabelsen af fisk, mennesker, celler eller noget andet, er ikke så vigtigt - for mig altså. Men jeg synes man skal prøve at finde og læse bogen (på biblioteket, formoder jeg), hvis man interesserer sig for det i stedet for at harmes over en artikel, der ikke gør sig umage for at forstå eller checke selve dokumentationen.

Carl-Lykke Pedersen

Der er vist megen information information rundt omkring der viser hvor fyldt af fejl Harun Yahyas bog er, men en af de skægeste er nok: http://www.youtube.com/watch?v=yZ17X6AoE7M
Tjek den ud!
Hvis man vil læse istedet kan man bl.a. se på: http://www.richarddawkins.net/article,2833,UPDATED-Venomous-Snakes-Slipp...

Mogens Michaelsen

Det lyder til, at Harun Yahya i og for sig er enig med så mange andre "falske profeter" om een ting:

"X er årsagen til alt ondt i verden!"

For ham er X=darwinismen.
For Dawkins er X=religion
For kommunister er X=kapitalismen
For nazister er X=jøderne
For Pia Kjærsgaard er X=muslimerne

Ak ja, i virkelighedens verden er der slet ikke noget X, som er årsagen til alt ondt. Derimod er der flere og flere "falske profeter" hvoraf nogle er ateister.

Men selvfølgelig: det er jo også forudset i Bibelen :)

Og han citerer Darwin absolut forkert. For det er jo lige ikke de stærkeste, de hurtigste, de smukkeste der overlever, men dem der bedst kan tilpasse sig forandring.

Mogens Michaelsen

Iøvrigt handler Darwins teori ikke om livets oprindelse, men om ARTERNES oprindelse.

Den stigning i kompleksitet, der ligger i overgangen fra (biologisk) livløs materie til strukturer, der er i stand til at reproducere sig selv, kan ikke forklares med Darwins teori alene. Det er sandsynligvis en eller flere former for selektion, der er tale om, men de hører i så fald ikke ind under evolutionsteorien vil jeg mene, da evnen til selv-reproduktion er essentiel her.

Der er sandsynligvis nogle lovmæssigheder i naturen, der mere generelt forklarer stigningen i kompleksitet, bl.a. skabelsen af den/de første livsformer.

Derfor er det ogå vigtigt at erkende, at evolutionsteorien ikke handler om "den stærkestes overleven" eller "alles kamp mod alle" men snarere om dynamikken i det komplekse system, som naturen er. Denne dynamik indebærer, at gener, individer og arter, der ikke passer ind i det samlede komplekse system, bliver frasorteret.

Denne beskrivelse af evolutionen er ikke blot mere korrekt - den er tilfældigvis også i langt bedre overensstemmelse med mange religiøse anskuelser (tilværelsen er ikke blot en simpel overlevelseskamp).

Derfor gør man sin egen religion en bjørnetjeneste ved at forkaste evolutionsteorien, sådan som kreationister og ID-folk gør. Eller altså også Harun Yahya.

Han er en af de mange falske profeter, vi har idag.