I sidste weekend var det tid til at kippe med regnbueflaget. Den årlige Copenhagen Pride løb af stabelen. Traditionen tro leverede paraden fest, farver og glitter til de mængder af tilskuere, der var mødt op langs ruten.
Langt fra alle i homomiljøet sætter dog samme pris på festlighederne som arrangørerne bag Copenhagen Pride.
"Jeg kan ikke se, hvordan den (paraden) skulle kunne have nogen gavnlig effekt. Man kan efter min mening ikke på den ene side prøve at få folk til at forstå, at homoseksuelle er helt almindelige mennesker og på den anden side holde parade og te sig som jeg-ved-ikke-hvad. Jeg vil næsten sige... der er ikke noget at sige til, at folk hader os, hvis de tror, at vi alle er som dem i paraden."
"Der er ikke noget at sige til at folk har svært ved at acceptere homo'er, da vi lige frem laver et åbent (næsten strip) cirkus ud af det at være homoseksuel- det er også lige før, at jeg selv udvikler homofobi når jeg ser på ting som Gay pride."
'69 er også en stilling!'
Sådan skriver to bøsser i en debat om paraden på boyfriend.dk, Danmarks største homoside på nettet. Udsagn som disse er langt fra usædvanlige, når homoer diskuterer den årligt tilbagevendende pride, det, der i homokredse anses for at være homoernes første maj og som udspringer af transer, bøsser og lesbiskes oprør, i Greenwich Village, 1969.
Andre steder i homomiljøet forlyder det, at paraden er kommerciel og lefler for det heteroseksuelle mainstreamdanmark. "Drop det dyre, drop det pæne, drop tilpasningen. Kom og vær fattig, grim, ond, udansk og pervers. 69 er også en stilling!", lød det på invitationen fra KLAM, en gruppe bøsser, lesbiske, biseksuelle og transkønnede, der de senere år har lavet alternative arrangementer på paradedagen, og i år knyttede an til kampen for et nyt ungdomshus.
To tilsyneladende uforenelige kritikker. Den ene gruppe deltager ikke i priden, fordi den er for ekstrem i sit udtryk. De mener, at de, der danser nøgne med englevinger og læderbøsserne ødelægger det for de mere almindelige homoer. For denne gruppe handler homokampen om at opnå ligestilling ved at vinde de heteroseksuelles accept.
Den anden gruppe deltager ikke i priden, fordi den er for dyr og tilpasningssøgende i forhold til heteroseksuelle normer. Og fordi den, ved at lade politikere som Ritt Bjerregaard og ex-kulturborgmester Martin Geertsen tale på Rådhuspladsen, "skider højt og flot på de mange, som brugte Ungdomshuset (-). Et af de få steder i byen, hvor homoer, biseksuelle, transer og queers kunne udfolde sig på egne betingelser", skrev KLAM. Her handler homokampen ikke om at vinde accept, men om at tage afvigerpositionen på sig, smaske den i hovedet på den heteroseksuelle majoritet og på den måde tage rum for udfoldelse af anderledes køn og seksualitetsformer.
Manifestationer
Selv er jeg holdt op med at traske efter vognene med levende reklamesøjler for bøssebarer, flyselskaber og champagnefirmaer. Bl.a. fordi jeg i tiltagende grad følte trang til at opkræve penge af heterofamilierne og de andre, der hvert år tager opstilling på Dronning Louises bro for at lade sig underholde af paraden. "Se mor! En nøgen mand! Se mor! Pige-bøsser!" Heller ikke i år forsøgte paraden at være nogen seksualpolitisk manifestation, man kunne risikere at blive klogere af, snarere en farverig folkefest. Komplet med strip-tease, fadøl, pølser og popmusik.
Begge grupper af kritikere vidner om et behov for, at priden bekender kulør og tager politisk stilling. Laver en seksualpolitisk manifestation, der retter sig direkte imod diskriminerende lovgivning, udryddelse af fristeder og ikke mindst bevidstgør om de rigide normer for korrekt kønnet og seksuel adfærd, som får nogle homoer til at foretrække usynlighed, fordi de frygter, at andre homoers adfærd falder skidt tilbage på dem selv.
At der hårdt brug for sådanne seksualpolitiske manifestationer vidner udsagnet fra en bøsse, der er i skabet, om:
"Hvis man tror, at man ved at afskaffe gayparaden får folk til at synes, at homoer er lidt mere normale så, ja så tager man fejl. Så vil fejlsøgende heteroer bare gå efter noget andet. Personligt vil jeg aldrig selv deltage, da jeg kommer fra et lille lukket samfund og skjuler min seksualitet, men i mine tanker har paraden al min støtte og sympati (...)"
Liv Fabrin er stud.mag.
