Tiden står ikke stille i JoAnn Verburgs fotografier på særudstillingen "Present Tense" på Museum of Modern Art i New York. Ikke at hendes fotoserier og flere-billeders værker sammensat af enten to eller tre fotos fortæller en fortløbende historie, hvor et billede leder videre til det næste - men hendes portrætter, stilleben og landskabsfotografier giver en konkret, enkel og meget sensuel oplevelse af tidens udstrækning.
Udstillingen på MoMa viser ca. 60 af hendes værker og spænder over JoAnn Verburgs 30-årige karriereforløb.
Hun gjorde sig først bemærket i 1970'erne med en udstilling og fotobog, der blev til i samarbejde med fotografen Mark Klett og fotohistorikeren Ellen Manchester. De samlede mere end 120 fotos af fotokunstnere såsom William Henry Jackson og Timothy O'Sullivan og andre, der har fotograferet Amerikas vilde vestens ubeboede landskaber i det 19. århundrede.
Herefter satte Verburg og Klett sig for at finde hvert enkelt fotograferet sted for at gen-fotografere det, og på den enkle måde blev tidens gang over flodbredder, træer og højder i det vilde vestens landskaber meget tydelig i før- og nu-billederne. Lige siden da har JoAnnVerburg interesseret sig for at synliggøre og konkretisere tiden i sine fotografier.
På udstillingen ses også Verburgs skift fra en interesse for det dokumentariske til en interesse for det perceptuelle.
I 80'erne arbejdede hun sammen med andre kunstnere inden for andre kunstarter, såsom dansere, musikere og performancekunstnere; heriblandt musikeren David Byrne og iscenesætteren Robert Wilson.
I hendes første flere-billeders værker af musikere og dansere vender de fotograferedes ansigter til tider rigtigt, men nogle er også pludseligt vendt på hovedet eller har siden til. Det er altså ikke fotografier af danserne, men en udforskning af selve performancens bevægelse og udfoldelse.
Verburg bruger fotografiernes materiale og sætter det sammen på nye måder og forskyder punkterne for sammensætningen af billederne i flere-billeders værkerne for på den måde at simulere den fysiske live performance og tidens udfoldelse i rummet.
Undervandsverden
Et af udstillingens smukkeste billeder er fra en periode, hvor Verburg begyndte at fotografere sine venner. Fotoet af venneparret Sally og Ricardo er opstillet som et stillleben, men uden at det ser arrangeret ud. De er fotograferet i en svømmehal, flydende med ansigterne over vandet, men billedet giver alligevel en fornemmelse af, at de svæver rundt i deres egen undervandsverden.
Vandet tegner sanselige delikate linjer på vennernes hud og kroppe; fine detaljer fra en flydende vandverden, der er parallelle med dansens bevægelse og flygtighed. Og samtidig skaber vandets linjer en flade, som peger på forholdet mellem beskueren og billedet. Fladen er som en porøs og udflydende grænse, der adskiller beskueren fra billedets undervandsunivers.
Billedet siger altså noget om relationer mellem mennesker. Om det at være sammen i et univers og samtidig at stå alene og i sit eget personlige rum som individ.
Et andet meget konkret udtryk herfor er billedet af to andre venner; parret Rik og Linda, der sidder meget afslappede ved siden af hinanden. Værket er et flere-billeders værk sat sammen af to billeder, der begge er indrammede, og hængt helt tæt op af hinanden. Inden for indramningen af billedet af Linda findes også rørende enkelt og konkret symbolsk lokker af hendes partner Riks mørke krøllede hår.
De er altså på en gang sammen og hver for sig.
Irakkrigen
Æstetisk kredser udstillingen primært indirekte om kollektive og private rums udflydende grænser. Men der har også sneget sig en del fra den ydre politiske verden ind i et enkelt af JoAnn Verburgs billeder.
Det drejer sig om flere-billeders værket Secrets: Iraq sammensat af to fotos, der tilsyneladende ser ud til at hænge fuldstændigt sammen i kraft af, at den samme avis' sort/hvide prægnante og samtidig skrøbelige tryk er baggrunden på begge billeder.
Ser man nøje efter på det ene billede kan man ane en detalje fra avisens pressefoto - soldater i Irak. Detaljen fra fotoet af soldaternes hjelme trænger igennem kaffen og bunden på den gennemsigtige kop, der tilfældigt er stillet oven på avisen.
Man finder en indirekte og antydet kritik af den amerikanske udenrigspolitik i Verburgs billede, og i særdeleshed en konstatering af den amerikanske invasion af Irak findes lige dér lyslevende under kaffekoppen på det almindelige amerikanske morgenbord.
Det ydre politiske og kollektive rum lader sig ikke adskille fra det intimt private i Verbrugs sanselige billeder.
JoAnn Verburg. Present Tense. Museum of Modern Art - New York. Fra den 7. juli - 5. november 2007.
