I cirka et år har museumsinspektør Jacob Bjerring-Hansen knoklet med Arbejdermuseets nye permanente udstilling, Industriarbejdet, der har fokus på industriarbejdets udvikling i Danmark.
Informations møder ham i Arbejdermuseets kaffebar, hvor han sidder ved et bord med rødternet voksdug og kaffekopper, og hans fyrige talestrøm om industriarbejdets udvikling fra håndens tunge rutine i industrialiseringens begyndelse for 150 år siden til den videnstunge skraphed i dagens it-styrede industriproduktion overdøver snildt larmen fra den halve skoleklasse, der indtager de omkringstående stole.
"Industriarbejderens arbejde er en prisme for hele samfundet," pointerer Jacob Bjerring-Hansen.
Med udstillingen vil han gerne spejle den samfundsudvikling, vi kender fra historiebøgerne i arbejdets udvikling.
"Industriarbejdet lever i vores mentalitet, og vi forstår for eksempel tidsbegreber ud fra det," forklarer museumsinspektøren.
Han mener, at industriarbejderens mentalitet er blevet alles mentalitet og nævner måden at arbejde på, arbejdstiderne og disciplineringen omkring arbejde.
"Produktionsmetoderne, der er blevet udviklet i fabrikker, vandrer videre til den offentlige sektor," siger Jacob Bjerring-Hansen, der gør op med myten om den modvillige arbejder, der med hammer og mejsel kæmper mod udviklingen.
"Når virksomhederne indfører robotter og fuldautomatiske anlæg, bliver målsætningen, at produktionen skal øges, så der for eksempel bliver mere lagerarbejde, fordi automatiseringen sætter ind på det hårdeste og mest manuelle arbejde. Derfor bliver arbejderne flyttet væk fra produktionen og ud i andre opgaver".
Statist og aktør
Den tendens får Jacob Bjerring-Hansen til at kalde industriarbejderen for en statist, da arbejderen gennem tiden har måtte finde sig i nye produktionsteknikker og nye måder at organisere produktionen på.
Det var arbejderen, der måtte indordne sig på og skifte arbejde, hvis industrien gik neden om og hjem eller hvis virksomheden lagde kursen om.
Men ifølge museumsinspektøren er industriarbejderen lige så meget en aktør på arbejdsmarkedet.
"Arbejderen har accepteret de ændringer. Ikke en passiv accept, men en bevidst accept. Der er stor forskel," siger Bjerring-Hansen.
"Hvis du er aktør gennem dine bevidste valg, så er du med i udviklingen og parat til at tage nye arbejdsopgaver. Tage efteruddannelse. Det er ubestridt sådan, at arbejderens villighed til at tilpasse sig har været stor, fordi der har været et socialt sikkerhedsnet. Det har gjort arbejdsmarkedet mere fleksibelt, og arbejderen har ikke været så bange for arbejdsløshed som i andre lande".
Jacob Bjerring-Hansen mener derfor, at når man i udlandet henviser til den danske model og flexicurity på arbejdsmarkedet, så er lige så meget arbejderens fortjenesten, som det er de statslige systemers.
"Vi har tidligere været orienteret mod fagbevægelsens historie her på museet, men jeg synes egentlig, det er naturligt også at fokusere på arbejderen og arbejdets forandring, siger han.
"Mange problematiserer i dag, at vi har en industriarbejder, der er på vej væk. Vi vil vise, at arbejderen vandrer, han forsvinder ikke," siger Bjerring-Hansen og kaster det sidste kaffe i sig.
Nedtælling
Et par dage inden åbningen er tredje sal, hvor den snarligt permanente udstilling findes, stadig et virvar af blankpolerede glasplader og hvinende skruemaskiner. Men støvet til trods er modellerne over hedengangne arbejdsprocesser allerede i gang med at symbolisere alle Jacob Bjerring-Hansens pointer.
"Det begynder at se rigtigt ud," siger Kent fra Exhibition Company.
Han er ved at finjustere lyset i den arbejdslampe, som en af nitterne i nittesjakket brugte til at oplyse et sort skibsskrog på et B&W-værft. En anden blåklædt arbejder står ved det røde lys i essen, hvor nittebolten opvarmes. I 1950'erne gik der et sjak på fire mand og bankede et skib tæt. I dag udføres arbejdet af den svejser, der står et par meter derfra med blinkende diode - eller en svejserobot.
Også konservator på Arbejdermuseet Vivi Lønborg Andersen er gang i det største af de otte rum i udstillingen. Hun har netop retoucheret en stålwire, så den ikke kan ses af publikum.
"Torsdag klokken 11 kommer rengøringen," siger hun og forklarer, at selvom alle er under pres nu, så har hun været lykkelig for den forståelse, der har været fra diverse fonde og virksomheder, hvis museet lige præcis stod og manglede den originale lampe eller det unikke ur.
"Der var en fra Pressalit, der måtte af med tøjet," siger Vivi Lønborg Andersen med et grin og peger over mod den statiske toiletsædemontrice i rød Kansas for enden af en orange ASEA-robotarm.
I et tredje rum vises, hvordan syerskens arbejde i 1970'ernes Ikast minder om det, der i dag udføres på samme symaskine i Nicaraguas sweatshops. I den anden ende af etagen er der også blevet plads til rum, der viser både sol- og skyggesiden i industriarbejderens liv: På den mørke side en gennemsavet træsko, på den lyse et fotografi af hele arbejderfamilien i søndagstøj foran kolonihavehuset.
Og selvom Jacob Bjerring-Hansen erkender, at de små lokaler i det historiske hus i Rømersgade i indre København giver udstillingen trange kår, så er det vigtigt for ham, at det foregår i netop den bygning.
"Historiens vingesus tvinger os til at udvælge de konkrete udsnit af den konkrete virkelighed, vi gerne vil skildre. Grunden til, vi er her, er, at vi kan binde udstillingen til fagbevægelsens historie og arbejdernes udvikling," siger han.
Arbejdermuseet er fra 1983, men befinder sig i Arbejdernes Forsamlingsbygning, der blev bygget i 1879 til at huse arbejdernes møder og kulturelle arrangementer, fordi de ikke havde et sted, de kunne være i det københavnske værtshusmiljø, hvor arbejderne blev skubbet rundt.
"Festsalen, hvor der blev holdt historiske møder, er den vigtigste grund til, at vi ligger her og ikke i en stor fabriksbygning," siger museumsinspektøren, inden han forsvinder op på sit kontor for at færdiggøre teksten til infostanderne.
Arbejdermuseets nye faste udstilling, Industriarbejdet, åbner i dag
