Læsetid: 6 min.

Signaturen er vor tids afgud

Er det en original van Gogh eller en fantastisk kopi? Kun eksperter kan se forskel, men fetichismen omkring det originale værk har aldrig stået stærkere
8. august 2007

I fredags mistede det australske museum National Gallery of Victoria en van Gogh. Avisen The Independent kunne berette, at maleriet - efter 70 år som en ægte van Gogh - er blevet erklæret uægte af hollandske eksperter. Dermed mister museet også de 25 millioner dollar, som billedet for nylig blev vurderet til. Men hvad er det så værd? Museet mister sine millioner, men hvad med den falske van Goghs publikum gennem 70 år? Må de annullere den kunstneriske oplevelse, de fik ved at betragte værket? Ifølge professor i kunsthistorie Jacob Wamberg har dyrkelsen af signaturen og det originale værk været stigende gennem det 20. århundrede, og blandt andre National Gallery må døje med, at det fortsætter.

"Vi lever i en paradoksal tid, hvor der er en større fetichisme omkring originaler, end man nogensinde har set før i historien. Man er mere interesseret i, hvem der har lavet værket og hvordan, end hvad det egentlig forestiller," fortæller Jacob Wamberg.

Originalens skygge

Så snart de første kunstnere begyndte at signere deres værker, begyndte industrien af forfalskninger at gribe om sig. Men det var også almindeligt i 1600-1700-tallet, at kunstneren oplærte en håndfuld elever i at kopiere sig, hvorefter han solgte deres kopier under sin egen signatur. Spørgsmålet er, om den kunstneriske værdi af værket forringes, når det kommer fra elevens hånd? Filosof og professor på Institut for Bygningskunst, Carsten Thau, mener nej:

"Det brede publikum vil ikke kunne se forskel, men det er en bred antagelse, at kun originalen har denne særlige udstråling, der gør, at vi ikke kan se os mætte i billedet. Der hænger jo frem-ragende billeder af Rembrandt rundt omkring, som man senere har fundet ud af er lavet af hans elever, men efter min mening gør det ikke nogen forskel på den kunstneriske glæde, vi har ved at se på værket," siger Carsten Thau.

Originalens særlige udstråling står for øjeblikket sin prøve på Bornholms Kunstmuseum, der i søndags åbnede en udstilling, hvor det for publikum går ud på at kende forskel på originaler og forfalskninger. Værker af blandt andre Oluf Høst, Olaf Rude og Anna Ancher udstilles side om side med succesfulde forfalskninger, der tidligere har narret eksperterne på de store auktionshuse som Bruun Rasmussen. Museumsdirektør Lars Kjærulf Møller lancerede blandt andet udstillingen for at illustrere over for publikum, at selv det utrænede øje ville kunne genkende originalen. Men indtil videre har de besøgende ikke haft det store held med at udpege forfalskningerne.

"Det er da mit indtryk, at de besøgende har moret sig godt over at gå rundt og gætte, om de kunne gennemskue det, men det er bestemt ikke vores erfaring, at publikum kan se forskel, og flere af gæsterne kom efterfølgende og spurgte, hvordan pokker vi havde kunnet bedømme det," fortæller Lars Kjærulf Møller.

Guddommelig status

Da de første kunstnere i den sene middelalder satte deres signatur i den våde maling, blev de forvandlet fra simple håndværkere til de genier, vi dyrker hver gang, vi valfarter til kunstmuseerne for at betragte det unikke værk. Kunstneren som håndværker videreformidlede blot kirken og magthavernes budskaber, men med signaturen får værket en magisk kraft, der tiltrækker os, fortæller Carsten Thau:

"Inden signaturen blev almindelig, indgik religiøse motiver og billeder i en kult i kirken, og den metafysiske kraft, der var i billedet, overgik til kunstneren, idet han signerede det. Signaturen er garantien for, at værket indeholder kunstnerens ånd. Billedet virker derfor ikke uden signaturen," forklarer Carsten Thau.

Næsten-Rembrandt

Statens Museum for Kunst åbnede i februar 2006 dørene for udstillingen Rembrandt? Mesteren og hans værksted. Udstillingen fejrede 400-året for Rembrandts fødsel og var dertil kulminationen på tre års international forskning i museets Rembrandtsamling.

"Rembrandtudstillingen er ligeledes et udtryk for fetichismen om det originale værk, idet den i bund og grund handlede om at kunne se forskel på en Rembrandt og et maleri af en af hans elever. Og det selvom Rembrandt arbejdede i et værksted, hvor det netop var hele ideen, at eleverne kopierede mesteren," fortæller Jacob Wamberg.

Konservator Jørgen Wadum er bevaringsleder for museet, og han var med til at undersøge malerierne. Selvom publikum ikke kan se forskel på Rembrandt og hans elever, fastholder Jørgen Wadum vigtigheden af at afdække forskellen:

"Ved at nå frem til en erkendelse af, hvad der er ægte, og hvad der er kopi, får man jo en nuancering af, hvordan kunstneren arbejder med sin materie, og hvordan han når frem til sit udtryk. Hvorfor er penslen ført til venstre hen over øjet? Kunstnerens ånd og hans tankekraft er mere forbundet med værket, end hvis det er en elev, der har efterlignet det som en fantastisk kopi," fortæller Jørgen Wadum.

Han mener ikke, at opmærksomheden omkring originalen kan reduceres til tom fetichisme:

"Et af vores Rembrandt-malerier er Korsridderen. Det er blot en olieskitse, men så nonchalant lavet. Det er en form for procesoptagelse, hvor du kan se kunstneren tænke, og dermed kommer vi tættere på kunstnerens formidlede oplevelse af sin egen tid. Derfor er det vigtigt at kende forskel på Rembrandt og hans elever," forklarer Jørgen Wadum, der selv var med i det forskerpanel, der fandt frem til den ægte Rembrandt.

Det evige oprør

Associationslisten er lang over de kunstnere og kunstretninger, der har arbejdet på at gøre op med signaturens magiske kraft. Popkunstnerne, dadaismen, konceptkunsten og relationskunsten. Men først kom Marcel Duchamp med den berømte masseproducerede pissoirkumme, som han i 1917 udstiller og signerer med pseudonymet R. Mutt.

"Duchamp var den første til at gøre nar af den evige forfølgelse af den originale signatur. R. Mutt hentyder til begrebet armod og signalerer dermed, at original-fetichismen altså er ved at være en tom gestus," fortæller Jacob Wamberg.

Siden Duchamp har der været et gevaldigt opgør med signaturen i samtidskunsten. På et tidspunkt udgav Andy Warhol 100 bøger, hvoraf 99 var signeret, med det resultat, at bogen uden signatur endte som den mest eftertragtede.

Påfundene for at kortslutte signaturfetichismen er utallige, men alligevel er det, som om kunstneren ikke kan undslippe.

"Kunstnerne vil meget gerne ud over denne her originalitetskult, men de kan ikke. For konceptkunsten gælder det for eksempel, at signaturen er blevet forskudt fra den skrevne signatur i den våde maling til en imaginær signatur, der knytter sig til en ide eller et koncept. Men som alligevel garanterer, at denne eller hin gestus eller intervention er valgt og styret af en bestemt kunstner - og det er stadig en eller anden form for originalitet," siger Jacob Wamberg.

Rembrandt-udstillingen på Statens Museum for Kunst er ifølge Jacob Wamberg med til at styrke signaturen og ideen om det originale værk, men i sidste ende er signaturen også en af betingelserne for kunstens evne til at fortolke samtiden og levere autonome budskaber.

"Hvis kunstneren fralæger sig signaturen, ophører kunstbegrebet simpelthen med at eksistere. Så bliver kunstneren igen en håndværker fra Middelalderen, der formidler andres budskaber. Og det er lige præcis den navlestreng, som kunstnerne ikke vil eller tør overklippe. Kunstinstitutionen med museer og kunsthistorikere og alle disse folk, der er uddannet til at se forskel på ægte og kopi, de forfægter signaturen og det originale værk, og de tjener jo som et sikkerhedsnet, når kunstneren selv udvisker sin signatur. Der er en tærskel, der ikke kan overskrides," slutter Jacob Wamberg.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu