Læsetid: 3 min.

Sult

At sanser skærpes ved sult i længere tid, er der i hvert fald litterær dokumentation for i fineste stil
Kultur
8. august 2007

De sulter alle vegne uden for de privilegerede områder, vi er heldige at bebo, hvor vi nærmest kun kender fænomenet som akutte tilstande inden næste måltid og da som en forventnings fornøjelse. Bevares, man kan være så uheldig at befinde sig f.eks. på rejse i Sverige uden at gøre sig klart, at landet lukker for et par dage, når midsommerfesten foregår en weekend og lader intetanende turister i stikken. Butikkerne lukker tidligt, personalet på benzinstationerne stikker af, restauranter stænges. Man er overladt til sin yderste opfindsomhed indtil mandag morgen. Den skærpes af sulten.

Sult skærper. Det kan gå ud over tonen, når blodsukkeret kommer i uorden, den kritiske sans provokeres, så alt er forkert, ikke bare Sverige. Hotellet, der ved en sådan lejlighed var fuldkommen øde, kun befolket af en fortvivlet receptionist, berøvet sin festlige midsommervaka, havde værelser nok, men ingen fødevarer. Altså sulten til sengs med en flødekaramel og et par tørre kiks.

At sanser skærpes ved sult i længere tid, er der i hvert fald litterær dokumentation for i fineste stil. Mest berømt hos Knut Hamsun, der satte ordet Sult som titel på sin debutroman i 1890 med optakten "Det var i den Tid jeg gik omkring og sulted i Kristiania, denne forunderlige By, som ingen forlader, før han har faaet Mærker af den." Der kom mærker på sjæl og krop hos det sultende forfatterjeg sammen med en sælsom sanseudvidelse, en ekstrem sensibilitet og nerveophidselse. Og det var ikke bare skriverens påstande. Det gælder skriftens egenart, den hungervibrerende sprogbrug mellem ømhed og foragt, som blev digterens varige diskurs.

Værre gik det i Kafkas fortælling Sultekunstneren, om artisten, der i sit bur kan holde til 40 dages faste under publikums begejstring. Men da han opdager, at sulten er hans livsform, og at han kan blive ved i en uendelighed, taber alle interessen for ham. Han dør ubemærket i sit cirkusbur. Da man indsatte en ung panter i hans sted, var det for selv det mest afstumpede gemyt en lettelse at se det vilde dyr kaste sig omkring i buret.

Fristende konditorier

Læst som en kunstner-myte er det en bitter lære. Så er der mere opbyggelse i Hemingways 'Hunger Was GoodDiscipline', et kapitel i hans erindringer fra 1920'erne, Der er ingen ende på Paris. Periodisk pengeløs opdagede han, hvor farligt fristende konditorier og bistroer forekom, så han måtte opfinde en duftløs rute fra Place de l'Observatoire hjem til rue Vaugirard. Den bedste station var da Luxembourghavens Museum, hvor alle malerier blev skarpe og klare og langt smukkere på tom mave. Han lærte at forstå Cézanne meget bedre og opdage, hvordan han malede landskaber. Tænkte senere, at Cézanne sandsynligvis selv var sulten på en anden måde. Det medfører en parallel disciplinering. Manuskriptet til hans første novellesamling er blevet stjålet. Denne anden tomhed sætter en ny energi i gang. Der skal skrives en lang historie om det, han véd, about whatever I knew best. Men så direkte moralistisk er han nu slet ikke. Disciplineringen bestod i at vente, vente roligt på modningen af det påtrængende stof, ikke i at skaffe aktuelle penge til mad. For de kom jo alligevel som mirakler, f.eks. via Sylvia Beach i boghandelen Shake-speare and Company. Moralen skal altså en grad højere op - fra sultekunst til panterliv måske.

Det skulle man have vidst dengang i Nordsverige. Men nu er så den irritation skrevet frem.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her