Læsetid: 5 min.

Svenske forfatterinder mod 'magtens mænd'

Forfatteren Maja Lundgren bruger virkelige begiv-enheder fra sin tid på Aftonbladet til at udstille magtens mænd i Stockholms kulturliv. Forfatteren Björn Ranelid kalder hun en 'tissebjørn'
Den svenske forfatter Maja Lundgren har vakt opsigt i broderlandet med sit angreb på den Sveriges mandlige kulturelite i sin nye bog -Myggor och tigrar-.

Den svenske forfatter Maja Lundgren har vakt opsigt i broderlandet med sit angreb på den Sveriges mandlige kulturelite i sin nye bog -Myggor och tigrar-.

Cato Lein

16. august 2007

Igen i år er der udbrudt forfatterkrig i Sverige.

Først var der drengene efter pigerne - forfatteren Björn Ranelid har blandt andet været ude efter krimidronningen Liza Marklund. Den seneste feminine bredside står kulturskribenten og forfatteren Maja Lundgren for.

"Der findes en vældig stor bitterhed hos mange mænd i kulturverdenen, når de sådan går ud og siger, at kvinderne får for meget plads," siger Ljunggren til Expressen.

Hun vil med sin nye bog Myggor och tigrar afsløre den machofacon, der hersker i det svenske kulturliv. Stilen er hård og personlig - og autentisk. I dagbogsform beretter Maja Lundgren detaljeret og indgående om hændelser i den svenske kulturverden. Bogen er således et hårdt angreb på navngivne kulturpersonligheder, der ifølge forfatteren selv står for en "brutalsexistisk kulturcamorra," som hun siger til Expressen. Eller "En vendetta-roman," som i Svenska Dagbladet.

Bogen udkom i Sverige i sidste uge, og den har forlænget og forrået den i forvejen glødende svenske kulturdebat. Maja Lundgren siger i et interview med Dagens Nyheter, at hun har valgt at skrive så ucensureret for at bryde den tavshed, hun mener, der råder. En kulturverdenens modsvar til mafiaens omerta - tavshedens lov. I bogen trækker hun en parallel fra Camorraen i Napoli, der er tigrene, til myggene - den svenske kulturmafia.

"Et bidsk angreb på mandefællesskabet i både det stockholmske kulturliv og den tydelige napolitanske machoeksponering. Samme mandschauvinister her og der," skriver Expressen.

'Ska du tiiiise, Maja'

"Jeg kan godt lide at skræmme en vis type personer. Det er sjovt at se, hvordan enorme egoer så let kan blive så uhørt bange og krænkede for så ganske lidt," siger Maja Lundgren til Dagens Nyheter.

Et af de enorme egoer, som Maja Lundgren sigter imod, er forfatteren Bjørn Ranelid og hans brug af maskulin magt. Hun anklager ham for kissmobning, der nok bedst kan oversættes med tissemobning.

"Det er en pervers og skævvreden tolkning af, hvad jeg har sagt, tordner Björn Ranelid i Expressen efter at have læst et uddrag af bogen i det feministiske tidsskrift Bang, hvor Lundgren skriver: "Jeg havde vækket en sovende 'tissebjørn' i Ranelid. Han kunne ikke stoppe og fortsatte sin monolog: Hør nu efter Maja, du skal tisse i dine bukser, det er skøøøønt at tisse- Skal du tiiiise, Maja-".

Det, som Maja Lundgren hentyder til, er den ufiltrerede virkelighed. En virkelighed, hun kender fra sin tid på Aftonbladets kulturredaktion. En virkelighed, der drejer sig om mafiatendenser og sexisme i svensk kulturliv.

Dette opgør med magtmændene får Sydsvenska Dagbladet til at udpege bogen som den modigste i år, og fuldt forståeligt har den skabt ondt blod allerede inden udgivelsen:

"I Myggor och tigrar findes der ingen omskrivninger, ingen fiktionaliseringer, men godt og vel et dusin mere eller mindre fremtrædende svenske kulturpersonligheder, navngivne og med komplet synderegister," slår Sydsvenska Dagbladet fast. Som det også fremgår af Dagens Nyheter, kan man imidlertid diskutere, om debatten om bogen er mere interessant end selve bogen.

Men ifølge Lundgren er ondt blod tilsigtet for at få rusket op i den patriarkalske kulturelite. Derfor er det nødvendigt at bruge faktiske navne, siger Maja Lundgren til Svenska Dagbladet.

"Det er en slags anklageskrift, og det er jo rigtigt. At bruge fiktive navne havde været at beskytte dem. Jeg får fjender af det, men mange vil nok også synes, at det er befriende, jeg skriver om det. For som det er nu, kan folk opføre sig som svin, uden at det får nogen konsekvenser. Det, jeg skriver om, er en skandale, men det er ingen skandale at skrive om det".

Mellem fiktion og fakta

Det er den autenticitet, der har spændt de verbale geværhaner hos de litterære kolleger og allerede gjort bogen til endnu en svensk saga om grænselandet mellem litteratur og virkelighed. I 1997 fik Carina Rydberg sit gennembrud med Den højeste kaste, en selvbiografisk roman, der udleverer omgivende personer. En debat vi også kender fra Danmark i kølvandet på Peter Høegs De måske egnede og Knud Romers Den som blinker er bange for døden.

Sydsvenska Dagbladet mener, at Maja Lundgrens nye bog skal ses som en ekstremt aggressiv udgave af Rydbergs, der rejste samme debat om navnenes ukrænkelighed. Dengang mente den stockholmske advokat med speciale i ophavsret Peter Danowsky, at der ikke var noget juridisk at komme efter, idet en forfatter har litterære friheder, men at der er et moralsk problem i at eksponere forsvarsløse personer.

Samme pointe har Dagens Nyheter, der mener, at som sladderbog er Myggor och tigrar en guldgrube: En grænseløs bekendelsesroman og krigserklæring, nærmest patologisk i sin uvilje til velvilje, perforeret af paranoia, hvor Maja Lundgren skriver om kodede meddelelser i avisen, om sexistisk mobning på redaktionen, ved oplæsninger i byen og til forfattermøder på hos forlaget.

"Det er Aftonbladet, hun skriver om uden at vige en millimeter, så skriver hun navne, steder, tidspunkter og faktiske hændelser ud. Nogen gange med sarkastisk humor, nogen gange bare personligt og oprørt," skriver Dagens Nyheter.

Men mellem fjender dukker også venner op i debatten. Således Annelie Jordahl fra Sveriges Radios Kulturnytt, der mener, at "Myggor och tigrar skal regnes blandt de vigtigste feministiske værker". Og lidt af det samme fra Dagens Nyheters Ulrika Kärnborg, der beskiver romanen "som en værdifuld sociologisk rapport fra feministernes og skiderikkernes æra". Kärnborgs anke er dog, at der ingenting sker: "en turistdagbog i tomgang," skriver hun i Dagens Nyheter.

Maja Lundgren er godt klar over, at hun med sin bog bevæger sig ud i forplumret farvand.

"At omtale de tarveligheder, man udsættes for anses for lidt forurenende. Litteratur ses i denne verden som noget rent, der ikke har noget med hverdag og virkelighed at gøre," siger Maja Lund-gren til Dagens Nyheter.

Og hun uddyber: "Virkeligheden har styret den her bog. Autenticiteten var det vigtige. Jeg har filet lidt på sproget og strøget en del. Men stoffet er hentet direkte fra det litterære svenske parnas og den napolitanske mafia Camorraen. Det er en politisk roman om virkeligheden. Hvis det var en roman, hvor alt er afsluttet og pakket med fiktive personer, ville det være at legitimere det, der foregår".

mbo@informatio.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu