Taberfiguren som nettet gjorde til helt

I denne uge i Edinburgh vil horder af festivalgæster gå rundt i badekåber, drikke White Russians og hjemsøge den skotske hovedstads bowlingbaner som hyldest til en mand, der blot kendes som the Dude. The Dude er ikke nogen afsindig kultleder, ja faktisk er han end ikke virkelig. Han er hovedpersonen i Coen-brødrenes komedie fra 1998, Den store Lebowski.

Hvis De aldrig har hørt om den film, er De ikke alene. Filmen floppede i første omgang i biograferne og blev af såvel kritikere som hovedparten af biografgængerne betragtet som noget værre og absolut forglemmeligt rod.

Men samme rod er imidlertid godt på vej til at blive internetæraens første rigtige kultfilm. På bare fem år har Den store Lebowski affødt en strøm af fans og en rejsende festival, der har fyldt bowlingcentre over hele USA til randen foruden en bog, som er blevet offentliggjort i flere lande.

Filmen udspiller sig i Los Angeles først i 1990'erne. The Dude, der spilles ulasteligt af Jeff Bridges, er en arbejdsløs, midaldrende hippie og tidligere aktivist, hvis eneste ambition nu ser ud til at være at have tilstrækkeligt med småpenge til at få råd til en frisk karton mælk til sine White Russians (en cocktail, der består af vodka, kahlua, isterninger og mælk, red.).

Midt i en frenetisk amerikansk forbrugerkultur finder the Dude sin lykke i de enkle glæder såsom at tage ud og bowle med vennerne. Efter de gængse opfattelser vil hans slacker-livsstil placere ham direkte i kategorien 'taber'. Ikke desto mindre betragter tusinder ham som en heroisk figur. I en krigens og stridens tid, hvor mange ulykker må tillægges verdensledernes uhæmmede grådighed og magt, er the Dude som at indånde en mundfuld frisk luft.

Forvekslling

I Den store Lebowski leverer Coen-brødrene en inspireret tvistning af film-noir mesterværker som Sternwoodmysteriet ved at erstatte den selvsikre, hårdkogte detektiv med et fumlende, elskeligt syrehoved. Hele plottet kan koges ned til, at the Dude, hvis virkelige navn er Jeffrey Lebowski, bliver forvekslet med en millionær, som han har sit navn til fælles med. Barokke episoder udspiller sig, da to skurke kommer for at inddrive en forfalden gæld fra den rige Lebowski og i den forbindelse kommer til at pisse på the Dudes tæppe. The Dudes iltre kammesjuk, Walter (spillet af John Goodman) finder så på ideen om, at de må henvende sig til millionæren Lebowski for at kræve godtgørelse for det tilsølede tæppe.

The Dude bliver dernæst rodet ind i en række begivenheder, hvorunder han forveksles af - eller flygter fra - kidnappere, nihilister, trofækoner, lejede gangstere, avantgardeartister, tykhudede strømere og hans bowling-nemesis.

Alt imens han drikker adskillige White Russians og ryger pot. Men plottet er, som Joel Coen indrømmede i et sjældent interview i magasinet WIRE, "i sidste ende uden betydning". Det udgør blot kulissen for, hvad nogle anser for filmverdenens mest mindeværdige dialoger.

Joel og Ethan Coen har lavet film i over 20 år. Under forsøgene på at få styr på distributionen af deres første film, Blood Simple, i 1984 blev brødrene gode venner med den uafhængige distributør og filmelsker, Jeff Dowd. Samme Dowd, som var politisk aktivist i 1970'erne, omtaler faktisk sig selv som The Dude, og han var da også en af filmens vigtigste inspirationskilder.

Men selv om alle bifigurernes optræden er fremragende på deres egen vis - Goodman som Vietnamveteranen Walter, Steve Buscemi som the Dudes underkuede ven Donny, Julianne Moore som the Dudes kærlighedsinteresse (af en eller anden slags) og John Turturro som den flamboyante bøsse, som kalder sig selv for the Jesus - er det Bridges, der frem for alt brillerer. Trods hans fire Oscar-nomineringer, deriblandt for hovedrollen i The Last Picture Show i 1971, kan the Dude meget vel være Bridges' mest mindeværdige rolle.

Træt af at sælge T-shirts

The Dude repræsenterer Amerikas modkultur. Hans nej til at lægge sig på maven for den rige Lebowski er et nej til at lægge sig på maven for hele magtstrukturen af store koncerner og konglomerater og djævelsk korrupte politikere. Fans beundrer the Dudes overbevisninger og evne til at være sig selv tro, uanset hvem han har med at gøre. Som en af figurerne udtrykker det: "Det er godt at vide, at han er derude, ham Dude, til at tage det roligt for alle os syndere."

På samme måde er filmens flop i biograferne en del af dens særlige appel. Danny Peary, forfatter til klassikeren Cult Movies fra 1981, forklarer: "Kultfilm bliver til under kontroverser ... Kulttilbedere tror selv på, at de er blandt de velsignede udvalgte få, som har opdaget noget helt særligt i bestemte film, som den gennemsnitlige biografgænger og kritiker har overset, og det er dette 'noget', der gør disse film ekstraordinære."

Den Store Lebowski blev udsendt midt i de senere 1990'eres dotcom-boom, da brugen af internettet nåede sin første store udbredelse. Pludselig kunne folk, som aldrig havde mødtes i virkeligheden, komme i kontakt med hinanden ved få museklik. Denne øjeblikkelige gensidige forbundethed har utvivlsomt været katalysator for den voksende Lebowski-kult. Den typiske kommentar fra folk, der mødes på webstedet LebowskiFest.com er da også: "Jeg er så glad for at møde andre mennesker, der ligner mig."

Det er glæden over ikke længere at være alene, der ligger bag Lebowski-festivalen. Min ven, Scott Shuffitt, og jeg selv var ved at kede vores røv i laser over at sælge T-shirts ved et tatovørtræf og citerede derfor hele tiden replikker fra Lebowski for at fordrive tiden. Pludselig blandede en stemme, der ikke var vores, sig og begyndte at citere større passager fra det hellige manuskript. Midt i denne citatstorm, slog inspirationens lyn ned i os. Hvis de kan afholde disse latterlige tatovør-sammenkomster, hvorfor skulle vi så ikke kunne afholde en lige så latterlig Den Store Lebowski-sammenkomst? Vi lejede det billigste bowlingcenter, vi kunne finde i vores hjemby, Louisville i Kentucky, samlede nogle støvede bowlingtrofæer sammen og satte så gang i et party, som vi troede ville samle 20 af vores venner. Over 150 mennesker dukkede op.

... og så kom det på nettet

LebowskiFest.com kom til senere samme år i december 2002, og rygtet om, at der var et sted, hvor man kunne dyrke sin kærlighed til al Lebowskis væsen, begyndte at brede sig via e-mails og nyhedsgrupper.

I 2003 udnævnte magasinet SPIN Lebowski-festen til sommerens hippeste begivenhed, og festivalen var fra da af ikke længere Kentuckys lille hemmelighed. Omkring 1.200 fans fra 35 stater strømmede til Louisville i juli det år for at bowle i Lebowskis navn og opsøge inspirationsfiguren Jeff Dowd. Jeff var bekymret over, at dette ville blive en nørdernes parade, men han var gladeligt overrasket over at møde, som han sagde, en fed gruppe mennesker, som "er bedre til at drikke end til at bowle".

Mennesker af alle aldre og baggrunde deltager i Lebowski-festerne: Advokater og doktorer, lærere og forældre, slackere og syrehoveder, vietnamveteraner og dommere, universitetsstuderende og børn. Alle hygger sig, bowler og citerer replikker. Vi er alle personer, som er kløgtige nok til at værdsætte Coen-brødrenes sans for ironi og fjollede nok til at påskønne deres absurde humor.

Det skal være morsomt

Tusindvis af fans mødes, drikker White Russians, griner og råber deres yndlingsdialoger ud. Efter en visning af filmen står den så på bowling. Mange festivalgæster klæder sig ud som figurer fra filmen - her er Dude i sin badekåbe, Walter med sine skarpskyttebriller, Maude i sit valkyrieoutfit og Jesus i sin lilla sparkedragt med hårnettet. Nihilister løber amok fra den ene ende af bowlingbanen til den anden, og Den Fremmede kan ses mase sig gennem mængden med sin kæmpe ten-gallon-cowboyhat ragende op over alle.

Mange mennesker spørger, hvorfor Den Store Lebowski af alle de film, der er lavet, har sin egen rejsende festival. Trods alt ses Citizen Kane almindeligvis som verdens til alle tider bedste film, men jeg kan næppe tro, at en Kane-festival ville være synderlig morsom. Der foregår masser af bowling ved Lebowskifestivalerne og det er faktisk smaddersjovt at bowle, ligesom den terapeutiske værdi ved et par White Russians er svær at undervurdere. Håber vi ses.

film@information.sk

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen