Læsetid: 3 min.

Topskatten, klynkeriet og andre hurtige forklaringer

Statistik. Hvor ville det dog klæde den danske ligestillingsdebat, hvis vi lod være med at tro på den eneste ene årsag
Det kommer tilsyneladende bag på os, hver gang vi hører, at der kun er fire procent kvinder i erhvervslivet top. For vi tror jo, der er fuld ligestilling i det åh så ligestillede Danmark. Nej, vi trænger til en god gang gammeldags kvindekamp.

Det kommer tilsyneladende bag på os, hver gang vi hører, at der kun er fire procent kvinder i erhvervslivet top. For vi tror jo, der er fuld ligestilling i det åh så ligestillede Danmark. Nej, vi trænger til en god gang gammeldags kvindekamp.

Chad Ehlers

31. august 2007

Det bliver tilsyneladende ved med at være en nyhed, som er i stand til at nå de danske forsider:

Kun fire procent af toplederne i det private erhvervsliv er kvinder og i erhvervslivets bestyrelse sidder der kun otte procent! Oh chok, oh græmmelse!

Hvordan kan sådan nogle tal forekomme i Danmark, som har gjort det til en del af sin nationale identitet at tro på kønnenes ligestilling? Oven i købet på et tidspunkt i Danmarkshistorien, hvor erhvervslivet skriger på arbejdskraft og talent, og pigerne allerede har sat sig tungt på både gymnasier og universiteter?

Forklaringsfix

Heldigvis har vi en hær af økonomiske og politiske eksperter, som er i stand til at påpege, hvor problemerne ligger begravet, og hvilke hjul i velfærdstaten som skal smøres, hvis vi skal komme helt på højde med vores egen selvforståelse.

Det er topskatten, det er galt med, lød udråbet fra Dansk Industri i sidste uge. Den sender kvinderne på deltid, fordi de ikke har råd til rengøringsdamerne og derfor må gøre slæbet selv.

Nej, nej, siger for eksempel professor i økonomi Nina Smith. Det er barselsorloven, for så længe at kvinderne bruger to-tre vigtige karriereår på at amme og skifte ble, så bliver de aldrig en del af kapløbet om magten og æren.

Og så er der som sædvanligt et par mere selvbestaltede eksperter, som for eksempel Don Ø, der beder kvinderne om at stoppe med klynkeriet og i stedet tro på dem selv. Kvinder kan jo godt, når de vil.

Sådanne simple forklaringsmodeller er gode. De er nemme at formidle, og de giver familieministeren gode muligheder for at tage fat på at skrue på barselsorlovsordninger, skattesystemer eller iværksætte rollemodel-kampagner, så kvinderne kan erobre power-points og bestyrelsesposter. Det er jo tilsyneladende en smal sag.

Savner kvindekampen

Og det er her, at jeg bliver træt og ønsker mig tilbage til tidligere tiders kvindekamp, hvor man ikke tog for givet, at ligestillingen allerede var fikset. Dengang hvor sådanne statistikker ikke bare blev set som en uregelmæssighed i en velsmurt ligestillingsmaskine, men derimod som et udtryk for at danskerne stadig fordeler magten, ansvaret og arbejdsopgaverne efter kønnet.

Sådan en synsvinkel ville nemlig gøre opmærksom på, at kvindernes manglende repræsentation i erhvervslivets top (ligesom mændenes konstante nederlag i retssagerne om forældremyndigheden for øvrigt) ikke er et resultat af skattesystemet, men bare et ud af mange slutprodukter af en kultur, som stadig giver kvinderne hovedansvaret for hjemmet og mændene ansvaret for verden udenfor.

Statistikkerne over antallet af kvindelige ledere følges smukt sammen med alle de andre statistikker, som stadig viser, at kønnet er den væsentligste enkeltfaktor, når man skal forklare forskellene mellem mennesker. Mænd og kvinder er måske officielt ligestillet, men de hverken opfører sig eller behandles ens. Alle undersøgelser peger på, at drenge og piger gennemgår en væsentlig forskellig socialisation og derfor tager forskellige uddannelser, får job indenfor forskellige fag, har forskellige fritidsinteresser, lever deres kærlighedsliv forskelligt, har forskellige typer af sociale relationer osv. osv. Og kønsforskellene tager kun til, når kvinder og mænd stifter familie, for så går kvinderne på barselsorlov, går ned i tid og løn, skifter til den offentlige sektor, mens mænd dobler lønnen og overarbejdet op, og dermed naturligt nok får positioneret sig til de lederstillinger, hvor andre mænd genkender deres arbejdsmetoder og livsvalg fra sig selv.

Det handler om politik

At lede efter den eneste ene forklaringsårsag til, at der er så få kvindelige ledere er et dødfødt projekt, for årsagerne er mange og har dybe rødder i vores kulturelle definitioner af kvindelighed og mandlighed og vores måde at organisere vores familie og arbejdsliv på. Hvis man vil rokke ved statistikken over kvindelige ledere, skal man ikke bare forlade sig på, at de unge kvinder, som i dag stormer frem på uddannelses-institutionerne, også selv kan bane vejen til direktionsgangen - godt hjulpet af en skattelettelse og en rengøringsdame. I stedet skal man tænke ligestilling som en integreret del af familiepolitikken og tvinge både mænd og stat til at fritage kvinderne for hovedansvaret for familien.

Alternativet er, at tvinge erhvervslivets gamle elefanter til at se lederpotentiale hos mennesker, som ikke lever som mænd, men derimod både har barselsorlov og deltidsarbejde som en del af deres livsvalg.

Det ville kræve kønskvotering, og det passer sjovt nok slet ikke lige så godt ind i DI's politik som en sænkelse af topskatten.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Martin Trolle Mikkelsen

Tilbage til Fremtiden!

I løbet af især de sidste 50 års udvikling er mange sociale funktioner flyttet fra familien og lokalsamfundet til det mere abstrakte, statslige fællesskab. Det gælder børnepasning, fattighjælp, sygepleje, ældreforsorg og så videre. Alt i alt er det en udvikling som vi er overordentligt tilfredse med.

Derfor er der også god fornuft i, at Johanne Mygind foreslår, at velfærdssamfundet overtager den gode, gammeldags ridderlighed og tilbyder kvinderne eksklusive, vellønnede karrierer, uden at de selv skal anstrenge sig for at gøre sig fortjent til dem. Ligesom vi i gamle dage betalte deres middage, holdt døren for dem og fandt et sted, hvor de kunne sidde.

Hvor får hun dog alle de super-progressive ideer fra?