Kommentar
Læsetid: 4 min.

Transcendensen i immanensen

Hvem skriver kritikeren for og hvad koster det at gå over stregen?
Kultur
30. august 2007

Hvad koster det at bryde med aviskritikkens uskrevne regler, og hvad koster det at lade være? Det blev hovedtema ved Morgenbladets redaktionsseminar forleden, da chefredaktør Alf van der Hagen og kulturredaktør Lena Lindgren havde samlet anmelderne inden for litteratur, kunst, musik, teater og film samt indbudt en gæst fra Danmark.

Vi sad i en fornem salon på det prangende Grand Hotel i Oslo. Udenfor på Karl Johan var det strålende sol, men bag de tykke gardiner føltes det dunkelt oplyste lokale som en hule på havets bund. Pludselig ringede en telefon. Lena graver sig igennem flere lag gardiner, famler sig frem til apparatet og svarer: »Hallo??? (...) Hej, Karin! (...) Nei, dette er Morgenbladets kulturseminar. (...) Jo, da. (...) Nej. Ha det!«
Mødets eneste kontakt med omverdenen viste i et glimt kritikergruppens dilemma: Hvem er det, der befinder sig derude? Hvem og hvor mange skriver vi for?

Morgenbladet trykkes i 18.000 eksemplarer, udkommer hver fredag og læses af et sted mellem 65 og 70.000 personer. En ambitiøs avis lavet i den erklærede hensigt at bygge bro mellem politik og kultur, samt inden for kunsterne pendulere mellem tradition og avantgarde. Bladet bryster sig af engang at have bragt en artikel med rubrikken »Transcendensen i immanensen«. Man bestræber sig nemlig på at skrive »fagtekster, alle kan læse« uden at prioritere formidlingshensynet så højt, at man ender med at skrive, »så alle forstår det hele uden at begribe noget som helst.«

Udtrykkene skyldes musikanmelderen Magnus Andersson, der samme dag formastede sig til at skrive, at Angela Hewitts koncert i Universitetets aula havde været en mudderpøl. 1. og 2. del af Das Wohltemperierte Klavier blev sølet til med rubato-effekter og endte i det rene pløre, uden at solisten fik gjort rede for rigdommene i musikken. Han er ikke bange, den svensker, som tidligere har forulempet norske nationalkoryfæer som Arve Tellefsen (violin) og Leif Ove Andsnes (piano): »Jeg har intet imod at irritere og missionere. Jeg prøver blot at grave min egen kritiske stemme frem.«

Kritikkens typer
Selv forsøgte Deres udsendte eller udkaldte medarbejder at skitsere kritikkens typer:

•Impressionisten, der skriver på væmmelse eller begejstring og ikke kender til mellemtilstande,

•Holdningsskribenten, der bruger bøger som anledning til at belære andre moralsk eller politisk,

•Udviklingskritikeren, der betragter hvert forfatterskab som et projekt og over for den enkelte bog spørger, om den er bedre eller ringere end sine forgængere, og om den – o, skræk! – må affejes som en ’mellembog’,

•Skole- eller isme-dyrkeren, der gør al litteratur ansvarlig for selve Åndens bevægelse fremad mod sejr og spørger, om et værk peger frem eller tilbage, samt

•Æstetikeren, i Danmark repræsenteret smukkest ved et af mine forbilleder, Torben Brostrøm.

Efter disse fem traditionelle typer kom i 1970’erne den marxistiske eller feministiske anmelder, der hos litteraturen krævede a) erfaringsfremlæggelse, b) analyse og c) handlingsanvisninger, samt i 1980’erne den selvbefamlende anti-intellektualist, hos hvem teori og begreber var bandlyst, idet hun i stedet spurgte, om poesi eller prosa ordentlig ’gik i kroppen’.

En ottende type er reklamekritikeren, som evindeligt drømmer om at blive citeret af forlaget i en annonce eller på bagklappen af andenudgaven. Og endelig bør man nævne karatekritikeren, en rolle, der især blev profileret af Poul Borum.

Men hvor skal man så placere Lars Bukdahl, hvis kendemærke er, at han aktivt bryder kritikkens regler, men oftest gør det med sand elegance? Han skriver for langt, for subjektivt, for ekspressivt, for kaotisk. Promoverer venner, provokerer fjender. Gør anmeldelsen til en kunstnerisk blandform, der i sig indoptager klummen, portrættet og det lyriske digt.
Dele af denne karakteristik viste sig den fredag i Oslo at passe på kunstskribenten Tommy Olsson, som anmelder udstillingerne med hæmningsløs subjektivisme – fortæller om sine tømmermænd og sparker i løgsovsen, til det sprøjter. Der findes de gallerier, der helst ville formene ham adgang, og han har fans, der kappes om at få navneskiltet som souvenir, når han – med højt opsvungne mefistofeliske øjenbryn – rank forlader en fernisering.

Læses vil man jo
Hvad koster det at skrive som Lars Bukdahl og Tommy Olsson? Prisen bliver i mine øjne den, at mystikken flyttes fra kunstværkerne over i kritikken. Når enhver bog og ethvert billede fremkalder det samme ekspressive og subjektive show, mister læseren muligheden for at fornemme, når et møde virkelig sker mellem et værk og en modtagelig, kompetent skribent. Når transcendensen træder frem i immanensen!

Hvad koster det at lade være med at prøve at lave kritik som den, jeg beskriver her? Prisen er især: fald i underholdningsværdi.

Læses vil man jo ellers gerne. Da jeg den dag i Oslo blev spurgt, hvem jeg tænker på, når jeg skriver for Information, måtte jeg svare, at min yndlingslæser desværre var død. Han hed Arne Meier Carlsen og fortalte engang (ved en af de utallige fodboldkampe, vi overværede sammen, fordi hans sønnesøn og min ældste dreng spillede på samme hold i B93) – hvordan han 5. maj 1945 kom hjem fra koncentrationslejren og blev hentet på kajen af sin kone, og hvordan de så kom op forbi Store Kongensgade nr. 40 og købte det første nummer af det nu ikke mere illegale Information.

Se, det var en læser at have – altid parat til at blive klogere, men på vagt, hvis han syntes, at en skribent nok bare var ude på at få ham til at føle sig dum.

kultur@information.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her