Læsetid: 3 min.

Uddrag af 'Stederne'

Menneskers spor krydses i en stor verden af natur og storby i Karen Sybergs første roman, der trækker tråde fra Kroatien, Kenya og København til Hamborg og Assens. Mennesker, der skubbes af sted i mønstre, de ikke kender. Mød her en af dem, Zonia
15. august 2007

Som barn plejede hun at berolige sig med, at der ikke er ret mange følelser i verden. På et tidspunkt var det gået op for hende, at angst, skyld, skræk og sorg var den samme følelse, der bare var svagere eller stærkere, alt efter om man fik skældud, blev holdt udenfor af de andre, så et spøgelse eller mistede sin bedste veninde.

Mens hun kører, funderer hun over, så underligt umusikalske følelser er. En kvalmeagtig i maven til det ubehagelige, eventuelt som stød, der kommer i bølger; og en boblende i brystet til alt, hvad der er lykkeligt og glæde.

Og så er der latteren og gråden. Andet er der vel egentlig ikke, tænker hun, følelserne tager kun farve af, hvad man kalder dem. Ligesom havet, der heller ingen farve har.

Man kan jo også kun smage salt, sødt, surt og bittert, resten skyldes lugtesansen og ikke smagssansen. Så det er vel egentlig logisk. Er der en sans, der giver følelserne farve?

Åh, ja, så er der hadet. Hadet er noget, der ophobes. Hadet vokser frem af ydmygelser, uretfærdigheder, urimeligheder og upålideligheder. Når man ikke længere bliver ulykkelig og såret; når man opgiver at håbe, så kommer hadet. Hadet brænder. Hadet brænder kvalmen op, så der i stedet optræder en rasende virketrang. Til at hente en brødkniv i skuffen og skære halsen over på ham. Til at skrige ind hovedet på ham, at man vil give hvad som helst og sælge sin egen bedstemor for aldrig mere at skulle se ham for sine øjne. Til bare at tage bilen, køre sin vej og aldrig komme tilbage. Sådan som hun til sidst gjorde.

Hadet er glemselens første skridt, men selv kan det ikke glemme. Hadet brænder, og hadet binder. Hadet hæger sig fast i de samme situationer igen og igen. Hadet vil ikke slippe, men vil holde vågen i sene nattetimer, mens vreden raser i kroppen. Og øjnene, der intet ser i mørket, maner de samme billeder frem igen, til hadet bliver en pine, en besættelse og en sygdom, der ikke vil gå over.

Hadet får omverdenen til at forsvinde. Pludselig er der gået tyve minutter, og man har ikke været der, man har været i hadet. Pludselig er man ved motorvejsudfletningen, og man aner ikke, hvordan man er kommet der.

Pludselig holder man foran gadedøren i sidegaden, hvor der mirakuløst er en parkeringsplads på denne tid af døgnet, og man stiger ud og låser sig ind i den et-værelses lejlighed, man ved et andet mirakel kunne låne i et helt år, mens veninden midt under krigen slap ud og på turné med sin teatergruppe i USA.

Man tænder lyset, og så er man der.

...

Hun lægger en sæk ris og nogle pakker pasta på sengen. Grøntsager og frugt kan knap betale sig, hun ved jo ikke, hvornår han kommer. Eller om han kommer. Men næste gang er maden væk. Ingen hilsen. Det er, hvad hun ved. Hvordan skulle hun kunne vide mere?

Da hun kommer igen, er han der. Hun ser, at han er begyndt at ligne sin far, han ligner ikke længere den mand, hun var forelsket i. Han beder om alkohol, hun ved, det er derfor, han er der. Det ville han ikke skrive, det ville ikke nytte. Men aftvinge hende et løfte, det kan han. Det er koldt om natten, Zonia, siger han. Det er ensomt, siger han.

Han ser foragten i hendes øjne, hun lover at bringe nogle flasker. Hellere end at diskutere. Hun vil undgå kontakt, det er også en slags magt, tænker hun. Over mig.

Bagefter tænker hun, at hun skulle have spurgt, hvorfor han stadigvæk er i bjergene. Han kan vel bare komme ned?

Er nogen efter ham, fordi - han har skudt nogen?

Zonia vågner og er tørstig. I mørket famler hun efter sit vandglas, drikker, men opdager halvvejs, at der ligger en stor edderkop i bunden af glasset. Hun holder straks op med at drikke. Om morgenen er edderkoppen væk.

Hun står ud af sengen til papkasser og flytterod. Hun er flyttet fra sin venindes lejlighed, ikke fordi denne her er bedre, den er lige så lille og ligger ligesom venindens i en snæver gyde, hvor solen knap når ned, men den er anonym. Hendes navn står ikke på døren, og det kommer det heller ikke til.

'Stederne' af Karen Syberg udkommer i morgen på forlaget People's Press

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Åh, ja, så er der hadet. Hadet er noget, der ophobes. Hadet vokser frem af ydmygelser, uretfærdigheder, urimeligheder og upålideligheder."

Had kommer også af frygt.