Læsetid: 5 min.

'Det bliver vel aldrig som man forestiller sig'

Fysiske steder i Europa samt naturen spiller en stor rolle i Karens Sybergs debutroman. 'Stederne betyder meget for den måde, man ser verden på, og de muligheder man ser i den,' siger hun
Personerne i Karen Sybergs debutroman -Stederne- forsøger at bryde ud fra forskellige former for indestængthed. -Det bliver bare ikke, som de har forestillet sig. Og det gør det vel aldrig. Når man tænker sit eget liv igennem, hvor tilfældigt er det så ikke, hvad der har været afgørende for én?-, siger Karen Syberg.

Personerne i Karen Sybergs debutroman -Stederne- forsøger at bryde ud fra forskellige former for indestængthed. -Det bliver bare ikke, som de har forestillet sig. Og det gør det vel aldrig. Når man tænker sit eget liv igennem, hvor tilfældigt er det så ikke, hvad der har været afgørende for én?-, siger Karen Syberg.

Otsu Hiroyuki

15. august 2007

Karen Syberg har lavet stribevis af forfatterinterview og anmeldelser som kulturjournalist på Dagbladet Information.

Nu er det hende selv, der skal interviewes en sommerformiddag, hvor hun befinder sig i Kerteminde hos en skoleveninde, som Syberg overnatter hos i forbindelse med et foredrag.

Karen Syberg har skrevet bøger før, om store kvinder, Nynne Koch og Tove Ditlevsen, om haver og senest en moppedreng, Æblets fortælling, som er menneskets kulturhistorie fortalt gennem æblets verden.

Det var under det tunge researcharbejde med den bog, Karen Syberg besluttede at forsøge, om hun kunne finde på af sig selv, uden at ødelægge en god historie med for meget research, journalistens fremmeste værktøj.

I stedet for at sidde på Det Kongelige Bibliotek og søge information, lå hun og fandt på om natten, når hun ikke kunne sove, og her fik de mange personer, hvis spor vi følger i romanen, liv.

"Jeg har siddet over for en masse forfattere, der har sagt, at personerne i deres romaner, får deres eget liv. Og jeg har tænkt... gas, ikk'. Men nu forstår jeg, hvad de mener. Man finder på personer, og så skal man finde på noget, de kan lave, og noget, de kommer ud for. Man tænker på, hvordan personen vil reagere i den eller den situation, og på den måde får man skabt en forestilling om en person inde i sig selv."

"Det ender med, at de personer, man selv har fundet på, får nogenlunde det samme liv inden i en selv som de virkelige," siger Karen Syberg.

"Dem danner man sig også et billede af, og ligesom med de fiktive personer er der meget, man heller ikke ved om levende mennesker. Det er nok blandt andet derfor, det er sjovt at opfinde fiktive personer og forestille sig, hvad de kan finde på."

Tilfældigheder

Stederne er en bog om menneskers retninger gennem tilværelsen. De har alle sammen nogle mere eller mindre klare forestillinger, som de handler efter. Kvinderne mere end mændene. Men fælles for bogens persongalleri er, at ingen af dem når derhen, hvor de egentlig ville.

Personerne påvirkes af de steder, de er, og det er stederne, der på sin vis har bestemt, i hvert fald i begyndelsen af skriveprocessen, hvad der skulle ske.

"Jeg tror, at stederne dominerer én meget, hvordan man ser verden, og hvad man kan se af muligheder. For eksempel har en af personerne, Preben, en fantasi om et sted, og han er bundet i en meget lille verden et andet sted. Derfor forsøger han at gøre sin have til et sted, som han egentlig kun har i fantasien. Et andet eksempel er, at Preben læser i lokalavisen, at man har fundet et helt uberørt sted i verden, hvor dyrene ikke er bange for folk. Og så siger hans kone Laila: 'Det vil sige, at hvis vi ikke havde gjort dyrene noget, så ville de ikke være bange for os.' Det er jo et utopisk sted, som man pludselig bliver opmærksom på. Andre steder snævrer sig sammen om én. Personerne forsøger at bryde ud fra forskellige former for indestængthed, det bliver bare ikke, som de har forestillet sig. Og det gør det vel aldrig. Når man tænker sit eget liv igennem, hvor tilfældigt er det så ikke, hvad der har været afgørende for én?" siger Karen Syberg.

Stederne er Kroatien, Kenya, København, Tjekkiet, Hamborg og Assens. Personerne skildres i mindre og mindre brudstykker, scenerne er intense og skifter hurtigt, men med en form for poetisk sammenhæng. Igennem hele romanen er der en lurende fornemmelse af, at der er noget på færde. Noget som skal ske.

"Jeg havde ikke skrevet særlig langt, da jeg opdagede, at jeg allerede havde slået tre mænd ihjel. Og jeg tænkte, 'hold da op'. Men det kunne jeg ikke rigtig lave om på. Jeg vil tilføje, at det ikke er fordi, jeg har noget imod mænd. Men det er kvinderne, der overvejende er hovedpersonerne, og det er dem, der handler. Det er dog nok fordi, det er det, jeg bedst kan finde ud af. Jeg mener ikke, at kvinder er stærkere end mænd. Det er nok relativt ligeligt fordelt mellem kønnene."

Man har sine grunde

To af bogens kvinder flygter. Til Danmark. Men det er ikke flygtninge, der udtrykker eller forholder sig til de standende pointer i flygtningedebatten.

"Zonia er ikke nødt til at flygte og ville aldrig blive accepteret af Udlændingeservice. Men hun er heller ikke bekvemmelighedsflygtning. Hun har sine egne grunde. Hun flygter fra det, hendes mand har betydet for hende. Jeg tror, folk har deres egne grunde. Jeg vil hverken legitimere det eller det modsatte. Bare prøve at skildre det, men ikke lave en stakkels flygtning, der skulle være et argument mod regeringens politik. Det er jo igen det med, at vi danner os forestillinger om en flygtning, men jeg vil hellere beskrive et menneske. Og jeg synes jo, det er helt i orden at kunne bosætte sig i Danmark, hvis man møder en dansk mand."

Men det kan man altså ikke nødvendigvis, og Zonia må snyde sig til sit nye liv.

Med den anden af bogens personer, der rent faktisk møder Udlændingeservice, er Karen Syberg gået meget konkret til værks i sit arbejde med bogen. Hun beskrev den unge kvindes case, som det hedder i journalistjargon, det vil sige kvindens situation i et brev til Udlændingeservice, og spurgte, hvilke paragraffer der ville indgå i vurderingen af, hvorvidt kvinden kunne få opholdstilladelse i Danmark. Brudstykker af korrespondancen er gengivet i bogen.

Sen debut

Som forfatter bruger man de erfaringer, man har, eller ens læsning, når man skal finde på, forklarer Syberg. I bogen beskriver hun for eksempel, hvordan mor og datter i en familie, hvor faderen er død, noget med hjertet, sover med åbne døre. De åbne døre holder datteren vågen, fordi hun er sikker på, at moren ikke sover, "men ligger lurende derinde i mørket."

Samtidig forsvinder moderen ind i sig selv efter faderens død. Karen Syberg mistede selv sin far som barn.

"Jeg vil ikke afvise, at kvinden ligner min egen mor. Det blev også hendes profession at være enke. Men bogen er ikke selvbiografisk."

Naturen spiller ligeledes en betydelig rolle i bogen, som den også gør i Karen Sybergs eget liv. Hun lader personerne i bogen lægge mærke til de samme ting i naturen, som hun selv gør. Detaljer og indtryk bruger hun til at give skildringerne tyngde. Samtidig bliver naturen også en destruktiv kraft i fortællingen.

Som 61-årig debutant skriver Karen Syberg sig ind i en tendens, hvor flere debuterer sent. Det gælder blandt andet Maria Grønlykke (f. 1957, debut 2003) og Lene A. Kaarsbøl (f.1961, debut 2003). Information har hen over sommeren bragt en serie interviews med unge forfattere - årgang 2007 på forfatterskolen. Hvordan adskiller Karen Syberg sig fra den unge generation?

"Jeg ville slet ikke have været i stand til at skrive fiktion i den alder. Det tænkte jeg ikke på, som noget jeg kunne eller vidste nok til. Men en god veninde har fortalt mig, at jeg engang har sagt, at jeg før eller siden ville skrive en roman. Det kunne jeg dog ikke huske."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu