Læsetid: 10 min.

Fra velfærdsstat til velværestat

Folkeskolens primære formål er blevet at skabe trygge rammer og give den enkelte elev ansvaret for at udvikle sig. Men når vi sætter trygheden højest, rummer det ikke forståelse for, at erkendelse og udvikling også har brug for realitetschok, fiaskoer og skuffelser
Lykke i onkelskolen. Lærerens job er blevet at tage ansvaret for at give eleven mulighed for at realisere sig selv som en tryg helhed. Det sker ved, at det enkelte barns positive selvfølelse ikke brydes af en krævende læringsproces. Problemet med den rare onkelskole og idealiseringen af denne trygge helhed er bare, at den ikke rummer forståelse for, at erkendelse og udvikling har brug for realitetschok, fiaskoer og skuffelser.

Lykke i onkelskolen. Lærerens job er blevet at tage ansvaret for at give eleven mulighed for at realisere sig selv som en tryg helhed. Det sker ved, at det enkelte barns positive selvfølelse ikke brydes af en krævende læringsproces. Problemet med den rare onkelskole og idealiseringen af denne trygge helhed er bare, at den ikke rummer forståelse for, at erkendelse og udvikling har brug for realitetschok, fiaskoer og skuffelser.

Jesper Nørgaard Sørensen

25. august 2007

Velfærd afløses af velvære, velfærdsstaten af den rare onkelstat, som sætter rammerne for din hjemlige hygge; her kan du trygt udfolde dine velværslyster. Vi har dermed fået endnu et sted at hygge os. Vi er vant til at hygge os i familiens og venners skød, det er den gamle selvfølge. Den nye er, at vi også gør det i den offentlige skoles skød.

Skolepolitikken slår til igen, som en politik for at skabe trygge rammer for elevens trygge udvikling. Men hvem har ansvaret for denne trygge udvikling? Ja, hvem har overhovedet lyst til at tage ansvar for at blive en betryggende lærer i den danske folkeskole. Ikke mange, slet ikke nok, heller ikke de rigtig dygtige, og da slet ikke rigtig dygtige unge mænd. Det viser mediernes eksponering af tallene for søgning til læreruddannelsen, tallene for frafald, ja af alle de tal som tæller i medierne. Og det har fået lederskribenter og politikere til at hævde, at det nu er på tide at have større tillid til lærerne. Som om det var her problemet lå. Efter vores opfattelse er det ikke tilfældet.

Det Radikale Venstre har længe søgt at skabe ørenlyd for en tillidsreform. Det er ikke lykkedes specielt godt. Senest har regeringen med større held fået det til at handle om det personlige ansvar. For godt nok er tillid noget, man viser andre, men det er sådan set passé sådan bare at vise tillid. I dag handler det på bedste spejdermanér om at være beredt, altså være parat til at demonstrere sin måde at tage et ansvar og følgerne heraf. Den politiske dagsorden handler om at kæmpe om at gøre en bestemt ansvarsopfattelse gældende. Ligetil er det ikke:

Den liberalistiske forståelse af ansvar handler om 'at give ansvaret', og at få givet et ansvar handler med andre ord om skyld, ja egentlig at blive påduttet et ansvar i form af et pålæg, mens den socialistiske forståelse handler om 'at tage ansvaret', svare for sig og tage følgerne. Men som regel handler det om mikset mellem at give og at tage. For eksempel handler det for de socialliberale om at give andre muligheder for at tage ansvar. Men pointen - også for en socialliberal - er, at når det drejer sig om ansvar, så er det stadig den liberale grundidé om at give, der spiller førsteviolin. I virkeligheden er der tale om påduttet fordring. Du skal passe dig selv - og dine. Det er her den uomgængelige og moderne individualisme slår til - og om i egoisme.

Traditionelt har vi netop løst forholdet mellem statens tildeling af frihedsrettigheder og personlig frihed ved ansvarsfordeling, som vi kaldte frihed under ansvar. Den går ikke længere. I tidens ånd drejer det sig om, hvordan vi tilvejebringer betryggende rammer for den enkeltes udvikling. Løsningen er den konservativt-liberale onkelstat - og onkellæreren - som bliver bedt om at tage ansvar for at skabe rare rammer for læring. Resten af ansvaret, ja det egentlige ansvar, 'påduttes' det moderne barns lyst til at lære mere og nok, som om det fra første fløjt var modent til det.

Formålsparagraffen for folkeskoleloven kan næppe gentages nok. Slet ikke paragraffens stk. 2. For her står, at skolen skal "skabe rammer for oplevelse, fordybelse og virkelyst, så eleverne udvikler erkendelse og fantasi og får tillid til egne muligheder og baggrund for at tage stilling og handle".

Det betyder, at det ikke alene er skolens ansvar at skabe rammer, nej skolen skal skabe trygge rammer for udvikling af tryghed. Enhver tvivl om, at det de facto er det udvidede formål bortvejres, hvis man kaster et blik på blot nogle få folkeskolers virksomhedsplaner. For her bliver idéen om at skabe trygge rammer for den enkelte elevs læring profileret.

Liberalistisk lykkepædagogik

Tryghed betyder, at den enkelte elev skal betrygges i sit selvværd. Folkeskolens målsætning om 'tillid til egne muligheder' er måden at udtrykke det på i lovtekst. Men grundtonen er ikke til at tage fejl af. Det handler om at skabe en skole, der fungerer som en tryg ramme om de enkelte elevers ligeværdige projekter.

Lærerens job bliver at tage ansvaret for at give eleven mulighed for at realisere sig som en tryg helhed. Det gør læreren ved at stille barnet over for en bestemt slags udfordringer: Nemlig udfordringer som doseres ud fra den bestemte udviklingspsykologiske idé om det næste nærliggende stadium, ud fra idéen om den overkommelige opgave og udvikling. Vi er med andre ord optaget af glidende og overkommelige overgange, når eleven skal udvikles.

Sidste populære skud på denne reform - og tryghedspædagogiske stamme - er den såkaldte flow-pædagogik, der er stærkt inspireret af den ungarsk-amerikanske psykolog Mihaly Csikszentmihaly. Han tror på lykken. Faktisk på hele tre typer af lykke, som tilsammen udgør den menneskelige lykke (happiness og well-being): De tre lykketyper er ' det rare liv', ' det engagerede liv' og ' det meningsfulde liv'. Det rare, trygge og rolige liv er en grundlæggende forudsætning for det engagerede liv. Her er formålet en flowtilstand (et intenst engagement i optimale udfordringer) præget af intens nydelse og intens oplevelsesrig læring. Og endelig har det engagerede liv det meningsfulde liv som både forudsætning og som et fremadrettet perspektiv.

Denne flow-pædagogik kan imødese kronede dage. Af to grunde. Den ene er, at det er en fortsættelse af dansk pædagogiks tiltro til en sejlivet succespædagogik, hvor det at rose eleven frem er den væsentligste pædagogiske værdi. Den anden er, at den passer til tidens, forældrenes - brugernes ønske - om, at deres barn skal være glad og lykkeligt.

Læreren bliver derfor den rare onkel, der udøver lykkepædagogik ved at skabe trygge rammer. Eleven får til gengæld ansvar for at hygge sig selv inden for de rare rammer. Det er selvsagt ikke svært. I hvert fald ikke sværere, end den enkelte elev gør det til. Givet de trygge rammer skal eleven blot tage ansvaret for at være et selvhyggende lærende individ: Det betyder, at den enkelte elev skal hygge sig med at lære mere, så længe lysten holder. Og ikke længere. Vi 'opdrager' det moderne menneske til at adlyde sin lyst og nydelse. Så når vi lytter til den verserende diskussion om folkeskolens formål nu er at skabe et præsterende menneske, som bliver en ressource og konkurrencekraft på det globale arbejdsmarked; eller om formålet nu er at skabe rammer for udviklingen af et helt menneske; så mener vi egentlig, at modsætningen er falsk i betydningen sekundær. Først og fremmest er folkeskolens formål at skabe rare rammer og give det enkelte individ ansvaret for at udvikle sig, altså præstere så ambitiøst, så arbejdsmarkedsorienteret, så endimensionalt eller så alsidigt - som den pågældende nu lyster.

Det er konservativ-liberalisme at begrænse sig til at skabe ramme, uanset hvor rare og trygge de så end måtte være. Anders Fogh Rasmussen er med andre ord lykkedes med at fuldføre en slags liberalistisk projekt. Han - og vi - må imidlertid konstatere, at det ikke blev minimalstaten, men velværdsstaten som blev den statslige ramme om individernes selvudfoldelse. Udtrykt anderledes: The Nanny State, l'État providence, der Wohlfahrtsstaat er sendt vintervejen, og vi har opfundet onkelstaten. Hyggeonklen nurser ikke om dig som en anden barnepige, men sætter rammer for hjemlig hygge; en gang til her kan du trygt udfolde dine velværslyster. Ser han på, onklen, så er det ikke for at overvåge og vogte dig; det er slet ikke det, han har lyst til. Vi hygger os bare. Og det går det sådan set ret godt med: Et første successymptom er, at flugten fra folkeskolen til privatskoler faktisk synes stoppet. ' Stopklodsen' er, at processen med at afvikle folkeskolen til fordel for udviklingen af konservativt-liberale skoler optaget af brugernes og børnenes velvære skrider stabilt frem.

Tryg ulighed

Men er konsekvensen af den rare onkelstat ubetinget lykkelig for os?

Det har lykkefilosofien - utilitarismen - som regel et bud på. Utilitaristerne Jeremy Bentham og John Stuart Mill mente, at det eneste meningsfulde var den største mulige lykke til det største mulige antal - og brugte kræfterne på at svare på, hvordan man kan forene individuel lykke med kollektiv lykke. Samme tema er slået an i den amerikanske uafhængighedserklæring fra 1776, hvor det enkelte menneskes ret til "The Pursuit of happiness" formuleres. Det betyder ikke, at utilitarisme i egentligste forstand er individuel: Utilitaristisk samfundsfilosofi handler om at sørge for, at lovene og samfundsordenen stiller den enkeltes lykkejagt i fuldstændig harmoni med det heles interesse. Idéen er, at en sådan harmoni vil indfinde sig - af sig selv; uden interventioner udefra. Vi har med andre ord at gøre med tiltroen til et selvfungerende system. Altså hvis der overhovedet er behov for en stat, så er den en rammebetingelse.

Med onkelstaten i sigte har vi netop at gøre med en ikke-interventionistisk statsforståelse. Den rare lærer skal egentlig ikke intervenere, men i bedste forstand forebygge behovet for en intervention overhovedet. Det sker ved, at det enkelte barns positive selvfølelse ikke brydes af en for krævende læringsproces. Det vil sige af krav som i det mindste er lidt sjove at indløse. Derfor bliver lærerens rolle at skabe forudsætningerne for en negativ utilitarisme: The Protection of Happiness - og ' happiness' hedder selvværd på nudansk.

For blot et halvt århundrede siden var det en uacceptabel stats- og opdragelsesfilosofi. For dengang gjorde en lighedsforestilling med målsætninger om demokrati og solidaritet sig gældende for skolen som for samfundet i øvrigt. I dag er frihed-lighedsdiskussion imidlertid en overhalet problemstilling. Individualismen har sejret, vi er af samme grund fikseret til kun at diskutere forskellige udgaver af, hvad det vil sige at være et ansvarligt individ. Andet lader sig ganske enkelt ikke rigtig gøre. Forsøger man at aktivere en klassisk konflikt mellem frihed og lighed, så bliver man sat på plads med noget i retning af: ?"Nej, nej, vi kan trygt være ulige, så tag dog en slapper, vi er jo ligeværdige."

Ideologien om den trygge ligeværdighed er den nye konfliktdæmper. Først fik vi taget luften ud af klassekampen ved at tale om folkeligheden; folkekirken, folkeskolen og ikke mindst folkearbejdsmarkedet iscenesat ved aftalesystemets skuespil ud på de sene nattetimer. Nu er det individualismen og den potentielle konflikt mellem individer, der skal dæmpes. Her spiller idéen om den trygge ligeværdighed den ideologiske ' bufferrolle'.

Forkælelsens problem

I den franske filosof Jacques Rancieres bog Den uvidende lærer kan man læse, hvordan man lærer at blive lige mennesker i et ulige samfund i modsætning til et samfund af ulige mennesker i det lige samfund. Rancieres forestilling er, at det sker ved at gøre op med det onde; forklaringen som pædagogisk princip. Det vil sige gøre op med læreren (forklareren), der vil intervenere i elevernes læreproces ved at komme med forklaringer, der kan gøre dem mere vidende og mere lige. I stedet skal den uvidende - gode - lærer betragte eleverne som kunstnere med vilje og styrke til at lære af sig selv. Det eneste læreren derfor skal gøre er, at verificere, at eleven har søgt og været opmærksom på, hvad han ser og siger. Ifølge Ranciere er resultatet af denne strategi "et ulige samfund befolket af ligeværdige kunster". Overført til en aktuel dansk sammenhæng bliver resultatet "et ulige samfund befolket af trygge og ligeværdige mennesker".

Men med Rancieres kritik af den forklarerende lærer in mente kan vi også sige, at idéen om ligeværdighed giver problemer for en dansk lærer, som betragter sig selv som vidende for slet ikke at sige bedrevidende i forhold til brugernes - forældrenes - børn. I stedet risikerer læreren at blive servicemedarbejder for opretholdelse af barnets gode selvfølelse. Men det mere omfattende problem er, at en lærer som tryghedsperson for elevens selvværd vil være for meget af det gode ved at bidrage til forkælelse som problem.

Tryghed er den vigtigste sag for et forsikringsselskab, ikke et ubetinget gode for skolen. Dermed ikke sagt, at elever skal være utrygge. Men problemet opstår, fordi vi idealiserer den trygge helhed. For idealiseringen rummer ikke forståelse for, at erkendelse og udvikling har brug for realitetschok, fiaskoer og skuffelser. Et livsdueligt individ formår at komme sig over skuffelser og chok og at vende en fiasko til en succes, men forudsætningen er, at de har mødt og taget livtag med sig selv som skuffet, chokeret og fiaskotruet. Børn, som kun har lært sig selv at kende i trygge omgivelser, får et mindre dueligt liv til skade for såvel sig selv som for samfundet.

Men bliver det også et samfundsproblem? Ja, selvfølgelig fristes vi til at udbryde - og så alligevel ikke. For i individualismens æra eksisterer der en selvfølgelig modvilje mod at diskutere det som et samfundproblem. "There is no such thing as society," sagde Margaret Thatcher engang. I dag kan vi istemme, at forkælelsen godt nok giver masser af samfundsproblemer, men onkelstaten sørger for at betrygge os i, at problemerne ikke er problematiske på samfundsplan.

Post Scriptum: Det forlyder, at man i Vejle har skabt en wellness-losseplads.

Lars-Henrik Schmidt er dekan for Danmarks Pædagogiske Universitetsskole og Claus Holm er prodekan for formidling ved Aarhus Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu