Kommentar
Læsetid: 5 min.

Hvad med at abortere drengefostre

Der bliver stedse mindre brug for drenge. Pigerne erobrer erhvervsområde efter erhvervsområde, og ligestilling synes kun at være et mål, når kvinderne er i mindretal. Så hvorfor ikke lære af Kina og Indien
Kultur
28. september 2007

I august i år deltog jeg i de nordiske kirkers mediekonference, som finder sted hvert andet år. Her udveksler man erfaringer om mediearbejdets betingelser, og man kigger hinanden i kortene for at se, hvordan kirkerne løser tackler den udfordring, det er at bruge de moderne medier.

Fremgangsmåden er meget forskellig med Danmark og Sverige som de to yderpunkter, hvorimellem Norge og Finland befinder. Hos os er det en opgave som løses helt decentralt af de enkelte stifter, hvor de fleste vel i dag har en mediemedarbejder, som kan være skrivende journalist eller som arbejder med den elektroniske formidling. Det enkelte pastorat og sogn har ofte deres egen nyhedsflade i form af kirkeblade eller hjemmesider. Det hele udviser et broget og farverigt billede med masser af lokalkolorit.

Helt anderledes i Sverige, hvor alt er centraliseret. Kirkens kommunikation ledes fra hovedkvarteret i Uppsala, og der går ikke noget ud, uden det er godkendt af den svenske kirkes chef for kommunikation med den omgivende verden.

Nå, men til sagen eller rettere til en anden sag. Den svenske kommunikationschef viste sig at være nydelig dame i 40'erne. Hun præsenterede os for et power point-show om kirken i mange forskellige aspekter. Der var mange mennesker på de fleste billeder. Eller der var meget smukke og indtryksfulde nærbilleder af unge kønne mennesker.

Kirken kun for kvinder?

Alle disse mennesker var kvinder. Havde man først lagt mærke til dette, blev det nærmest en tvangstanke, om man kunne få øje på det maskuline element. Men det var fraværende indtil det sidste, hvor der dukkede to sorte drenge op fra en kraal i Tanzania.

Under en efterfølgende diskussion tog jeg dette emne op. I forbindelse med selve præsentationen fik jeg det ikke gjort, fordi man skulle aflevere sine spørgsmål nedskrevet på særlige gule ark papir, hvorefter de kunne besvares fra scenen. Jeg havde ikke fået det autoriserede papir med, hvorfor jeg aldrig rigtigt kom til orde.

Men det gjorde jeg så ved en senere session, hvor jeg spurgte, om Svenska Kyrkan kun var for kvinder, således som billedfladen syntes at vise. Fra min side var det ment som et retorisk spørgsmål, men svaret var et overraskende og ligefremt: Ja! Mændene var nemlig ikke til at interessere for kirkens forhold eller for religion i det hele taget, og derfor spildte man heller ikke tiden med at forsøge at kommunikere med dem.

De tilstedeværende svenske kvindelige mediearbejdere blev lidt aggressive og forsøgte at tryne mig med modspørgsmålet om, hvad jeg så ville gøre ved det! Det havde jeg ikke noget svar på, men jeg kunne dog huske, at da man importerede et meget lækkert konfirmationsmateriale fra Sverige, Con Dios (med Gud), i stil og papirkvalitet som vort hjemlige Alt for Damerne, havde man i den danske udgave udskiftet en del af de billedlækre fotografier med billeder af drenge. Blandt andet var forsidebilledet i den danske udgave prydet af en frisk og glad ung fyr.

Afskaf drengebørnene

De svenske deltagere i konferencen ønskede mig lidt spydigt tillykke med dette 'fremskridt'. Men tvivlede på, at det var nogen nytte til. Om jeg ikke havde bedre forslag. Da det ikke kun er et problem for kirken, men for samfund og kultur, og da jeg var noget presset, foreslog jeg, at man kunne abortere fostre af det ene køn, ligesom man gør i Indien og Kina, hvor man aborterer ufødte pigebørn. I Sverige, ja i Norden, hvor man har stadig mindre brug for drenge, kunne man så fjerne nogle af disse.

Det var ikke særligt taktfuldt sagt og måske ikke engang helt alvorligt, men to af deltagerne rejste sig, drejede om på hælen og forlod lokalet med knejsende nakke.

Men i virkeligheden er forslaget ikke så absurd, som det umiddelbart kunne lyde.

Kvinderne vælger til

I stigende grad er der nemlig ikke brug for drenge mere. Kvinderne erobrer erhvervsområde efter erhvervsområde, og ingen steder opnår man såkaldt ligestilling, hvis denne skal indebære halvt af hvert køn. Mænd bryder sig åbenbart ikke om at være, hvor kvinder er i stort flertal, hvorved deres flertal bliver endnu større. Det gælder en lang række offentlige sektorer, og det gælder først og fremmest uddannelsesinstitutionerne.

Især jo længere man kommer op i systemet. Her kan man jo, i modsætning til Folkeskolen, selv vælge, hvad man vil uddanne sig i, og kvinderne vælger den højere uddannelse til, mens mænd vælger den fra.

Hvis man er i tvivl, kan man kigge i sidste nummer af Universitetsavisen 9, 2007, hvor en række billeder viser glade studerende, hvoraf der er tre-fire gange så mange kvinder som mænd. Det skulle give en kvindeandel på tre fjerdedel, men i mange humanistiske fag er den langt større, op mod 90 procent. Og tendensen er helt klar: År for år bliver der færre mænd.

Nu er der måske nogle, der vil have svar på det interessante spørgsmål, hvor mændene bliver af.

Jeg har ikke svaret og har heller ikke fundet det hos andre. Tidligere var det endda meget tabubelagt at undersøge det, men mon ikke tiden er moden til at kigge nærmere på sagen.

Ser ikke problemet

Det er professor i sociologi Henning Bech (som er mand) dog ikke helt sikker på, for han siger forsigtigt i samme nummer af universitetsavisen: "En ting, der har generet mig i denne diskussion, er, at nu, hvor der er kommet flere kvinder på universitetet, og oven i købet flest af dem, så må vi pludselig ikke problematisere, at mænd er i undertal. Hvis ligestilling er idealet, så er den jo skæv nu."

Bech er den eneste af flere interviewede, der ser et problem her. Jesper Bram, som er studievejleder i medicin, er ikke enig. Kvinder er nemlig ofte bedre til at studere end mænd. De "virker for eksempel meget målrettede i deres indsats, og de formår at holde mange bolde i luften, og det er kun positivt". Og han mener derfor ikke, at det er noget problem, at der er et massivt flertal af kvinder på medicinstudiet.

Hos Bech finder vi endnu spor af den gamle ligestillingstanke. Den er forladt af Jesper Bram og i endnu højere grad af Inge Henningsen, kønsforsker, som finder at den slags optælling er det rene pjat - når det gælder universitetet.

Ligestilling var en etikette, et slagord, som kunne bruges af det 'undertrykte' køn, men som ikke mere har nogen betydning, når først kønnenes kamp er vundet. I krig og kærlighed gælder som bekendt alle kneb - og 'ligestilling' er blot et af dem.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her