Da min onkel for nylig besøgte mig i Brooklyn, kom vi til at snakke om ægteskab. Det snakker man meget om i USA, især om ægteskaber mellem folk af samme køn. Min onkel er ikke gift, selv om det i Danmark har været muligt for ‘hans slags’ siden 1989. Til gengæld bor han på 18. år sammen med sin barndomsveninde og hendes 19-årige søn. Nærmest som en kernefamilie, bortset fra at far ikke er ‘rigtig’ far og heller ikke deler seng med mor.
Nu sad vi så i Brooklyn og snakkede om ægteskaber. Vi snakkede om, at mange folk, som for eksempel min onkel, lever og bor og har relationer til deres nærmeste på måder, der ikke helt passer ind i ægteskabets forskrifter. Homoægteskaber eller ej.
Ikke desto mindre er det spørgsmålet om homoægteskaber, der er på dagsordenen i USA. Skal de have lov, bøsserne og lebberne, til at gifte sig på lige fod med deres heteroseksuelle medborgere? Skal de snarere have deres egen institution med næsten samme rettigheder som ægteskabet? Eller må de finde sig i at stå helt udenfor?
Debatten raser, og lige så snart den stilner af i den ene ende af landet, blusser den op i den anden.
Ægteskabslovgivning i USA er nemlig et anliggende for hver enkelt delstat, og siden 2004 har ikke færre end 32 af dem stemt om, hvorvidt homoseksuelle skal have bedre muligheder for at leve sammen eller ej. Og det ser ud til at fortsætte.
I Connecticut og Vermont er der forslag på bordet om at tillade ægteskab mellem homoseksuelle, mens der i Minnesota og Pennsylvania samles underskrifter ind for at sikre, at det forbliver forbudt.
Fælles for anstrengelserne er en tro på ægteskabet som en legitim og samfundsbærende institution med tilhørende rettigheder og pligter. Uenigheden består så i, hvem der skal kunne gifte sig. Altså om de skal have lov, bøsserne og lebberne?
Men nu er en tredje stemme begyndt at blande sig i debatten.
Det er en stemme, der hverken taler for eller imod at lukke de seksuelle afvigere ind i ægteskabets fold. Den har i stedet rettet det kritiske blik mod selve folden, mod ægteskabet som institution.
Bag stemmen gemmer der sig en sammenslutning af aktivister, jurister, forskere, kunstnere, journalister og undervisere, der kalder sig (og har som sit erklærede mål at nå) ‘Beyond Marriage’.
Privatlivets lyster
Deres argument lyder: Størstedelen af befolkningen lever ikke som kernefamiliens idealer foreskriver. Det er på tide at stoppe den juridiske og økonomiske privilegering af en bestemt familieform og give folk lige vilkår til at indrette deres privatliv, som de har lyst til. Den ægteskabelige tosomhed skal ikke modtage særbehandling på bekostning af singler, sammensatte familier, samboende kærester, søskende eller nære venner.
Emnet var tidligere på året på dagsordenen ved et debatarrangement i New York. En af initiativtagerne bag Beyond Marriage, Joseph N. DeFilippis, lægger selvkritisk for:
»Vores fokus har været ude af proportioner. Det har været katastrofalt, at vi har brugt alle vores ressourcer på at tilgodese en lille del af de folk, vi repræsenterer,« lyder det fra DeFilippis, der er formand for non-profit organisationen Queers for Economic Justice.
»Vi har indtil videre kun repræsenteret den del af miljøet, der lever ligesom kernefamilien. Men de fleste af os kommer ikke til at leve størstedelen af vores liv på den måde,« fortsætter han og fortæller videre om problemerne for familier med flere end to partnere, enlige forældre eller ældre, der bor sammen med deres voksne børn.
Udover at gå glip af adskillige skatte-, forsikringsmæssige og arveretslige fordele, diskrimineres ugifte i forhold til fælles forældremyndighed, ret til adoptere, særlig beskyttelse mod vold i hjemmet, økonomisk støtte ved ægtefællens død, særlig besøgsret på hospitaler og ret til at træffe beslutninger på ægtefællens vegne i tilfælde af alvorlig sygdom og ret til at arrangere begravelse og ret til ikke at vidne mod ægtefællen i retssager.
Listen over formelle fordele ved at være gift er lang. Den officielle opgørelse tæller 1.138 love og regler, der er afhængige af ægteskabelig status.
Det er altså ikke underligt, at der kæmpes indædt for adgang til det forjættede land. Som jurist i interesseorganisationen Lambda Legal, der kæmper for seksuelle minoriteters borgerrettigheder Susan Sommer siger:
»Muligheden for at gifte sig giver fra et juridisk perspektiv en enestående adgang til en enorm mængde beskyttelse af ens familie. Grundlæggende drejer det sig om at få lov til at bestemme, hvem man har en lang række gensidige rettigheder og forpligtelser over for.«
Man kan så udvide rammerne for, hvem der må gifte sig, men ægteskabet beholder sit patent på at give folk adgang til diverse fordele og mulighed for gensidigt at sikre ens nærmeste, lyder kritikken. På den måde er ægteskabet en statslig institution, der unødvendigt regulerer folks privatliv ved at blande juridiske og politiske rettigheder sammen med bestemte forestillinger om sex, kærlighed, monogami og reproduktion.
Bekæmp ægteskabet
Lisa Duggan, professor i kulturanalyse og leder af amerikanske studier ved New York University, er en af hovedkræfterne bag Beyond Marriage, og hun mener, at man i stedet for at spille med på ægteskabets præmisser og kæmpe for bøsser og lesbiskes ret til at gifte sig bør bekæmpe ægteskabets formelle særstatus.
»Det handler om at udvide mulighederne for at leve sammen. Om at anerkende mangfoldigheden. Alle hjem, alle familier, alle der på den måde tager sig af hinanden, bør have adgang til de samme rettigheder og fordele,« siger hun.
Men det er langt fra alle, der har denne adgang. Faktisk er det en minoritet. Efter at have tabt terræn til singler, ugifte kærestepar og andre familieformer gennem flere årtier, måtte ægtepar sidste år konstatere, at de ikke længere udgør hovedparten af amerikanske hjem. 49,7 procent af landets 111 millioner husstande består af ægtepar, kunne U.S. Census Bureau berette.
De seneste tal fra Danmarks Statistik viser, at situationen er nogenlunde den samme herhjemme. 48,5 procent af den voksne befolkning, svarende til lige over to millioner mennesker, lever som ægtepar. Resten har indrettet sig anderledes. Der er ikke som i USA noget præcist tal for, hvor mange formelle privilegier ægtepar har fordel af i Danmark.
Men ifølge professor i familieret og forfatter til flere bøger om emnet Linda Nielsen er der et kæmpe regelsæt udelukkende for ægtefæller. Det gælder blandt andet arveretten, forsørgelsespligten, retten til at sidde i uskiftet bo og diverse beskatningsregler, ligesom ægteskabelig status påvirker ens folke- og førtidspension, kildeskat, kontanthjælp og boligsikring. Lovgivningens evne til på den måde at kæde jura sammen med bestemte opfattelser af sex og samliv kommer stærkest til udtryk i den seksuelle troskabspligt, som ægtefæller, rent juridisk, stadig har over for hinanden, eftersom den ene partners ‘utroskab’ giver den anden særlig ret til øjeblikkelig skilsmisse.
Der sker dog ændringer. I de senere år er en række specialregler i lovgivningen blevet indrettet, så de omfatter både ægtefæller og ugifte samlevende. Men det er ikke en nem proces at ændre de juridiske paragraffer, der privilegerer ægtefolk. Det var det kontroversielle forløb omkring den nyligt vedtagne arvelov et åbenlyst eksempel på.
I november 2000 blev der nedsat et arvelovsudvalg, som skulle komme med et udkast til en ændring af arveloven fra 1963. I justitsministerens oplæg til udvalget hed det, at der siden 1963 er indtrådt »væsentlige ændringer i familiemønstret«, og at man derfor burde overveje, om der var behov for at ændre arveloven for at tilgodese blandt andre ugifte samlevende.
Det var der, fandt udvalget frem til efter seks års arbejde. Ændrede samfundsforhold gør det nødvendigt at forbedre de arveretslige forhold for ugifte samlevende, blev det anbefalet.
Men da den konservative justitsminister Lene Espersen fremsatte lovforslaget i december sidste år, var der ikke et ord om legal arveret for ugifte samlevende. Og det var der heller ikke, da forslaget blev vedtaget den 1. juni i år.
Ulogisk, lød kritikken fra en enig opposition, der med socialdemokraten Lissa Mathiasens ord undrede sig over, hvorfor staten »skal være moralens vogter » ved at »stille spørgsmål om, hvorvidt folk har giftet sig eller ej.«
»Der er forskel på tingene,« lød svaret. »Vi vil gerne have, at ægteskabet har en eller anden form for værdi i det danske samfund,« som Kim Christiansen (DF) sagde under folketingsdebatten.
Et interessant nej
Det er der også mange, der vil i USA. Så da Massachusetts højesteret i 2004 vakte opsigt ved at erklære det forfatningsstridigt at forbyde homoseksuelle at gifte sig, fik mange andre delstater pludselig travlt med at udvide deres forfatning, så noget lignende ikke kunne ske hos dem. Flere end 20 delstater holdt siden folkeafstemning for at »beskytte ægteskabet«, som det hed, og opbakningen var enorm. De fleste steder stemte over 70 procent af befolkningen ja.
Kun en stat stemte nej. Men det var til gengæld et interessant nej. For befolkningen i Arizona afviste ikke kun proposition 107 af hensyn til de homoseksuelle. Modstanderen af forslaget havde snarere held med at flytte fokus væk fra det moralsk betændte spørgsmål om homoseksuelles rettigheder og i stedet for gøre opmærksom på alle de forskellige familier, der ville blive negativt påvirket, hvis ægteskabets særstatus blev udvidet.
Pensionistparret Al Breznay og Maxine Piatt blev således et af nej-kampagnens mest slagkraftige argumenter. Det på mange måder ærkeamerikanske par er som så mange andre ikke gift, og lovforslaget ville både give dem økonomiske problemer og gøre det sværere for dem at se hinanden i tilfælde af alvorlig sygdom. Billedet af den 79-årige Al og hans fire år yngre Maxine dukkede op på løbesedler og i tv-reklamer, og da det stod klart, hvordan ægteskabets særstatus var med til at gøre livet surt for blandt andre pensionister, ugifte samlevende, adoptivbørn og ofre for vold i hjemmet, så var vejen banet for en kneben afvisning af proposition 107.
Folkene bag Beyond Marriage peger netop på valgkampen i Arizona som et alternativt eksempel på, hvordan kampen for homoseksuelles ret til bedre livsvilkår kan kæmpes: I stedet for at spille med på ægteskabets præmisser og slås for adgang til en diskriminerende institution, gælder det om at sikre lige rettigheder for en så bred vifte af familieformer som muligt.
Det gør det også nemmere at overbevise folk. Tilbage i New York forklarer Lisa Duggan, at de fleste kan se fornuften i, at basale borgerrettigheder ikke skal være afhængige af, om man har svoret kærlighed og troskab over for sine nærmeste eller ej. Alligevel sidder store dele af ægteskabsdebatten fast i den samme rille: om de skal have lov, bøsserne og lebberne, til at gifte sig.
»Folk er sådan set enige med os,« siger Lisa Duggan, hvis bog The End of Marriage: The War Over the Future of State Sponsored Love udkommer til næste år.
»Men vi har haft meget svært ved at trænge igennem med vores budskab.«
I Danmark har budskabet om familiens uendelige mangfoldighed også været på banen. Blandt andet i Pernille Stensgaards bog, Mor, børn og far – 16 interviews med ikke-kernefamilier, der beretter om alt fra fraskilte veninder, der flytter sammen med deres delebørn til bøssefamilier og kvinder, der adopterer børn alene. Om Elsebeth, der i 15 år har delt sit barn med veninden Anette Poulsen, der bor nede ad vejen sammen med sin mand, Kaj. Og om Tomas, der har to børn med Tina, der bor sammen med kæresten Marianne, der har et barn med en fyr, der selv bor sammen med sin kæreste.
Den slags ‘rodefamilier’ skal nok kigge langt efter at opnå samme juridiske anerkendelse som kernefamilier, set i lyset af den nyligt vedtagne arvelovs skelnen mellem gifte og ugifte samlevende. Og det er beklageligt, mener Karin Lützen, lektor ved Institut for historie og samfundsforhold på RUC, her citeret fra ovennævnte bog:
»I langt de fleste menneskers forestillingsverden er lykke tæt forbundet med den perfekte 1950’er-familie. Men den var en parentes i historien. Politikerne tilrettelægger lovgivningen efter denne parentes og vurderer virkeligheden ud fra den svundne norm. De taler om brudte familier og opløsning, men det er kun ideal-forestillingen, der falder sammen. Politikerne er ikke cool, for de ser ikke på, hvordan folk lever nu, men ser bare afvigelser fra idealet.«
ahr@information.dk
