Læsetid: 7 min.

'Der er allerede rigeligt med ligegyldigheder'

Den engelske musiker P. J. Harvey udgiver et nyt album, 'White Chalk', der markerer det mest radikale nybrud hun som kunstner nogensinde har foretaget. Her forholder hun sig til sit eget værk og et kulturelt marked af faldende kvalitet
-Jeg forsøgte med en masse forskellige instrumenter - klaver, mærkelige guitarer lavet af cigarkasser, harper, cembalo og bitte små keyboards - alt, hvad jeg kunne få fingre i, som ikke var en rigtig guitar,- siger P. J. Harvey om indspilningsprocessen med -White Chalk-

-Jeg forsøgte med en masse forskellige instrumenter - klaver, mærkelige guitarer lavet af cigarkasser, harper, cembalo og bitte små keyboards - alt, hvad jeg kunne få fingre i, som ikke var en rigtig guitar,- siger P. J. Harvey om indspilningsprocessen med -White Chalk-

Tomas Joshua

21. september 2007

Det er en af de få solskins-eftermiddage i en ellers trist engelsk sommer, og P. J. Harvey sidder uden for en pub, på hjemmebane i grevskabet Dorset. Hun er her for at fortælle historien om et nyt album med titlen White Chalk og 11 sange, som nok markerer det mest radikale nybrud, hun nogensinde har foretaget: Hun har lagt guitarerne væk, benyttet arrangementer bygget op omkring klaveret og udforsket en utrolig enkel musik, som det er lykkedes at få til at lyde tidløs.

Flere steder synes det at genlyde af 100 år gamle inspirationskilder, det synes, som om hun bevæger sig ind i for hende totalt ukendt område.

"For mig er det 100 år gammelt og 100 år nyt," siger hun. "Og det var ikke noget, jeg gik rundt med indeni; det handler mere om at skabe nye ting ved at åbne portene til fantasien. Ikke at hænge fast i, hvad du ved, men hvad du ikke ved."

Det nye album er skiftevis forpint, urovækkende, råt og poetisk og stiller alle mulige spørgsmål. Hvordan passer det ind i en verden, hvor klichépræget indie-rock og massemarkedets krav er mere dominerende end nogensinde før? Ikke overraskende er hun overhovedet ikke bekymret over sidste del af spørgsmålet. Det, der for hende er vigtigt, forsikrer hun mig, er meget mere enkelt: Da hun startede i den nye retning, "fulgte jeg udelukkende min egen vision".

- Hvornår tror du, du nåede dit højdepunkt?

"Det var nok med Is This Desire. Med det album følte jeg, at det hele faldt i hak, at det ramte det rigtige på det rigtige tidspunkt. Og så forsvandt det igen. Måske er det en naturlig proces. Det synes det at være: denne cyklus af ting, der finder sammen og arbejder sammen og så bare - flyder forbi hinanden i et godt stykke tid."

Fulgt til dørs

- Hvordan kom du fra 'Uh Huh Her' til at begynde arbejdet på dette nyeste album? Alle dine album har været meget forskellige fra forgængeren, men denne her er virkelig -

"Jeg tror, jeg var endnu mere urokkelig i forhold til det ønske, jeg altid har om at forsøge ikke at gentage mig selv. Her har jeg fulgt det til dørs, jeg gav aldrig slip. Nogle gange kan jeg være rigtig striks med mig selv på det punkt, andre gange kan jeg måske lide en sang, så den slipper med. På dette album er det overhovedet ikke sket. Jeg føler mig ret opgivende i forhold til, hvordan en masse kunst udvikler sig. Jeg taler ikke kun om musik, men om billedkunst, litteratur og film. Det virker, som om kvaliteten daler og daler og daler, og jeg kæmper hårdt for at blive begejstret for 'noget'. Jeg ved ikke, hvad grunden er. Det eneste jeg ved er, at alt, hvad jeg hører eller ser, synes at være af dårlig kvalitet. Der er visse lyspunkter, der trænger igennem, og man tænker 'gudskelov', men der er færre og færre. Jeg har det sådan, at jeg ikke vil bidrage med flere ligegyldigheder, der er rigeligt med ligegyldigheder allerede."

- Hvor hurtigt nåede du frem til beslutningen om, at du ville lave et album, der var så nøgent og klaverorienteret? Der er næsten ingen guitarer på overhovedet.

"Tja, da jeg begyndte at arbejde med helheden - jeg tror, det tog mig to og et halvt år at skrive det hele. Jeg skrev bunker af sange. Der er kommet 11 med, men der var over 50. Nogle var dårlige, vildt dårlige. Og jeg forsøgte med en masse forskellige instrumenter - klaver, mærkelige guitarer lavet af cigarkasser, harper, cembalo og bitte små keyboards - alt, hvad jeg kunne få fingre i, som ikke var en rigtig guitar. Jeg forsøgte også med noget guitar, og noget af det lød ikke så dårligt, men jeg besluttede ikke at benytte dem. Det var vigtigt for mig at få en helt anderledes lyd, en ensartet lyd på en måde. Derfor valgte jeg de sange, jeg syntes var de stærkeste, men også dem uden guitar."

- Hvordan har du det med dit klaverspil?

"Jeg kan ikke spille klaver. Jeg lader som om, jeg er pianist. Jeg sætter mig ved klaveret og opfører mig som en virtuos, der giver koncert. (Hun ruller ærmerne op, kaster teatralsk hovedet bagover og mimer hænder, der banker ned i tangenterne) Ba-bamm! Jeg kan alle bevægelserne. Du griner måske, men det var sådan, albummet blev lavet. Jeg improviserede, lod som om jeg var pianist, og så indspillede jeg det, fandt de gode stykker og arbejdede videre med dem. Jeg lyttede til, hvad der var allerede, og til, hvad det var jeg spillede, og arbejdede videre derfra. Det er en helt anderledes måde at skrive på for mig."

Ny måde at synge på

- Hvad giver klaveret dig?

"Det er totalt forskelligt fra guitaren. Det er faktisk som at møde et gigantisk væsen. Det er ret overvældende. Jeg havde et klaver stående i huset i omkring tre måneder, før jeg overhovedet turde røre ved det. Det er som en kæmpe krop, det har ribben, tænder, tunger - alt. Det føles næsten, som om det spiller på dig, og ikke omvendt."

- Hvad med din stemme på det her album. Du har aldrig lydt sådan før. Var det let for dig?

"Nej, det tog lang tid, før jeg fandt ud af, hvordan jeg ville synge. Jeg prøvede mig frem og tænkte meget over, hvordan jeg ikke ville synge og over de sider af min stemme, som jeg indtil nu ikke havde fundet tilfredsstillende. Og ud fra hvad jeg ikke ville, kom denne nye måde at synge på."

"Jeg føler mig også mere og mere engelsk nu. Jeg er i stigende grad blevet bevidst om, at jeg er en engelsk kvinde, og jeg ønskede at synge som en sådan. Jeg voksede op med bluesmusik, og hver eneste plade jeg hørte blev sunget af amerikanere. Naturligvis går det dig i blodet, når det er det eneste, du hører. Jeg måtte næsten helt tilbage til, hvem jeg er, hvordan jeg taler, og hvor jeg kommer fra."

"Det skulle ikke være stiliseret. Jeg ville ikke lave karikaturer med min stemme. Jeg ville synge på en helt ren måde og ikke 'her er den uhyggelige stemme, og nu kommer den høje Minnie Mouse-stemme'. Det er jeg så træt af. Det var ærligt ment, dengang jeg gjorde det, men det kan også overdrives. Som en påmindelse til mig selv om, hvordan jeg skulle synge, satte jeg små sedler op rundt omkring."

- Lige fra billedet på coveret til teksterne og arrangementerne er der noget meget gammelt over albummet. Det lyder næsten præ-20.århundrede.

"Jeg tror, det er en blanding. For mig kunne det være for 100 år siden eller 100 år ud i fremtiden. Nogle af disse sange kan jeg ikke placere overhovedet. De føles tidløse. Nogle af dem føles som en ny slags musik, jeg ikke har hørt endnu, og jeg kan ikke finde noget at sammenligne dem med."

- Musikken er meget forvirrende, foruroligende. Virker den på samme måde på dig?

"Jeg får en fantastisk kombination af at føle mig forvirret og foruroliget, og utroligt trøstet og opmuntret på samme tid. Jeg kan ikke helt forstå det selv, at alle disse elementer er der for mig. Det ændrer mig, og det forandres, jo mere jeg lytter til det."

"Jeg har aldrig nogensinde før lavet et album, jeg gerne ville lytte til, og jeg lytter stadig til det her, fordi jeg føler, jeg bliver nødt til det. Det forvirrer mig. Jeg forstår det ikke helt. I dag tænker jeg 'Hvad skete der?' Men samtidig er det for mig meget smukt og opløftende i al sin skønhed."

Savner ikke rock'n'roll

- Selv om det kun antydes, har bluesmusik op til nu sædvanligvis haft indflydelse på det, du har lavet, men det hører jeg ikke på det nye album. Glemte du den? Og hvad med rock'n'roll: volumen, rytme, elektricitet?

"Jeg savner det overhovedet ikke. Jeg elsker den slags musik. Den er i min rygrad, helt sikkert. Men jeg savner den ikke, jeg er mere begejstret over den nye lyd, jeg har fundet. Jeg holder så meget af den, at jeg ikke savner den side af det."

- Det, du laver, hænger meget sammen med kunsten at lave album.

"Det gør det også. Men jeg er ikke mere enøjet, end at jeg også godt ved, at det ikke længere er den måde, folk lytter på. Jeg ved, at de i dag tager én sang ad gangen, når de har lyst. På en måde påvirker det mig ikke, for det er sådan, jeg skriver. Jeg skriver én sang ad gangen. Men samtidig kan jeg godt lide at sætte sangene sammen med en komplementær baggrund. I virkeligheden er det ligesom en udstilling."

- Har du en iPod?

"Nej!"

- Det har jeg heller ikke. Jeg bryder mig ikke om ideen om, at musik hopper rundt i tilfældig orden.

"Nej, men der er ikke noget, jeg kan gøre ved det. Så må man lade disse sange hoppe rundt. Det vigtigste er, at de fungerer på deres egne præmisser, selv hvis de bliver lagt ved siden af en - en Bruce Springsteen-sang."

- Når du nu går ud i verden med dette album, kommer du til at skille dig meget ud.

"Ja, det er skønt, er det ikke?"

Oversat af Ebbe Rossander

P. J. Harveys 'White Chalk' anmeldes i morgen i Information af Ralf Christensen. Tv-programmet 'Liga', hvor P. J. Harvey spillede live, kan ses eller genses på www.dr.dk/dr1/liga/

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu