I sandhed en fantastisk historie: Den svenske ambassadør i Chile Harald Edelstam, gav en god dag i alle regler for, hvad man må og ikke må som diplomat. Med stort personligt mod fik han reddet over 1.000 chilenere fra Pinochets forfølgelse plus mange, mange flere, men historien er stort set ukendt i Danmark og dårligt nok i Sverige, for det svenske udenrigsministeriums folk frøs ham ud, da han vendte tilbage. De ville ikke engang spise frokost med ham i kantinen.
En ny dansk/svensk film, Den sorte pimpernel, blev præsenteret på den internationale filmfestival i København, hvor den fra DR-tv kendte journalist Paula Larrain introducerede filmen, skønt det gjorde ondt for den dansk-chilenske kvinde at genopleve mareridtet under Pinochets kup mod Allende. Hendes far havde været officer i flåden, men flygtede med sin familie til Danmark, da hun var barn.
Harald Edelstam havde allerede under Anden Verdenskrig reddet mennesker fra nazismen og indskriver sig i historien på linje med Oscar Schindler og Raoul Wallenberg. Senere gjorde han lignende indsats i andre lande, Norge, Indonesien og Guatemala, hvor han havde stillet en gris på vagt foran ambassaden, hvor andre diplomater sikrede sig med hunde af Dobermann-racen.
Arrogant og modig
I Chile åbnede han ulovligt ambassaden for flygtninge. Han brugte sit diplomatpas som våben mod armerede kampvogne, og han begav sig modigt ind på et fodboldstadion, som var omdannet til slagtehus og fik også her reddet menneskeliv. Da chilensk militær ville angribe den cubanske ambassade, hejste han simpelthen det svenske flag over den, og til sidst blev han smidt ud som persona non grata.
Helteeposer er sjældent filmisk interessante, men denne er dygtigt lavet af den svenske instruktør Ulf Hultberg og den danske fotograf Dirk Brüel. Dramadokumentariske skildringer frister til overglorificering, men noget sådan tyder intet på i dette tilfælde. Desværre måtte den danske ambassadør fra dengang, Ole Philipson, sende afbud til snakken efter filmen. Men i et interview i Amnesty Internationals medlemsblad fortæller han, at hans første indtryk var, at Harald Edelstam var arrogant og uudholdelig.
Senere blev han imponeret over hans mod og indsats.
