Note
Læsetid: 2 min.

Anand ligner en vinder af skak-VM

Inderen holdt remis mod Kramnik og slog Morozevich
Kultur
27. september 2007
Inderen holdt remis mod Kramnik og slog Morozevich

I fodboldens verden, hvor der er langt mellem danske triumfer, undlader pressen aldrig at nævne, hvis der er et nok så beskedent dansk islæt ved en af de store idrætsbegivenheder - f.eks. i form af en linjevogter. Ved skak-VM i Mexico City er der et vigtigt dansk islæt. Vores førende stormester Peter Heine Nielsen er med som sekundant for den klart førende Anand, primært med den rolle at assistere ved analyserne af de lange åbningsvarianter, der spiller en så væsentlig rolle i moderne topskak.

Nøgleparti

I 10. rundes nøgleparti, hvor Anand skulle have sort mod den forsvarende verdensmester Vladimir Kramnik, var det åbenlyst, at man havde forberedt noget særligt - i en skarp udgave af modtaget dronninggambit brugte

Anand kun ganske få minutter på den første snes træk:

1.d4 d5 2.c4 c6 3.Sf3 Sf6 4.Sc3 e6 5.Lg5 h6 6.Lh4 dxc4 7.e4 g5 8.Lg3 b5 9.Le2 Lb7 10.0-0 Sbd7 11.Se5 Lg7 12.Sxd7 Sxd7 13.Ld6 a6 14.Lh5 Lf8 15.Lxf8 Txf8 16.e5 Db6 17.b3 0-0-0 18.bxc4 Sxe5 19.c5 Da5 20.Se4 Db4 21.Sd6+ ...

Det er anden gang, en hvid officer trænger ind på dette felt, og den skal bare væk:

21. - Txd6 ...

(Se diagrammet.)

Holdbar fæstning

Kan Anand og Heine have haft denne stilling på brættet under deres forberedelser op til partiet? I så fald må man sige, at det er lykkedes dem at skabe en holdbar fæstning - sort får desuden et par bønder for kvaliteten:

22.cxd6 Sd7 23.a4 Dxd6 24.Lf3 Sb6 25.axb5 cxb5 26.Lxb7+ Kxb7 27.Dh5 Sd5 28.Dxh6 Sf4 29.Kh1 Dd5 30.f3 Td8 31.Dg7 Td7 32.Df8 Se2 33.Tfe1 Sxd4 34.Ted1 e5 35.Tac1 Dd6 36.Dg8 f6 37.Tc8 a5 38.h3 a4 39.De8 Kb6 40.Tb8+ Ka5 41.Ta8+ ...

Med et remistilbud, der naturligvis blev accepteret.

Og endnu bedre gik det for Anand i 11. runde, da han med de hvide brikker besejrede Morozevich, mens de øvrige partier endte remis. Stillingen er herefter:

1. Anand, Indien, 7,5 points. 2. Gelfand, Israel, 6 p. 3.-5. Kramnik, Rusland, Aronian, Armenien, og Lekó, Ungarn, alle 5,5 p. 6. Grischuk, Rusland, 5 p. 7.-8. Morozevich, Rusland, og Svidler, Rusland, begge 4 points.Anands restprogram ser således ud: sort mod Svidler, sort mod Grischuk og endelig - natten til søndag - hvid mod Lekó. Et kvalificeret gæt er, at Anand remiserer hele vejen hjem. Og så er den pot ude.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her