Læsetid: 2 min.

Anand øger forspringet

Gelfand og Kramnik tabte i 9. runde af skak-VM
Kultur
25. september 2007
Den indiske stormester Viswanathan Anand spillede også i 9. runde af skak-VM safety first, da han som hvid tog remis mod armenieren Aronian efter blot 21 træk. Men fedtspilleriet betalte sig

Den indiske stormester Viswanathan Anand spillede også i 9. runde af skak-VM safety first, da han som hvid tog remis mod armenieren Aronian efter blot 21 træk.

Men fedtspilleriet betalte sig. For de to nærmeste forfølgere, israeleren Boris Gelfand og den forsvarende verdensmester, russeren Vladimir Kramnik, tabte i samme runde begge med de sorte brikker.

Gelfand overspillede sin stilling og måtte efter 61 træk ned mod Alexander Grischuk, mens Kramnik umiddelbart efter åbningen spillede underligt famlende mod Alexander Morozevich, og efterhånden kom hans stilling til at ligne noget, katten havde slæbt med ind:

1.c4 c5 2.Sc3 g6 3.e3 Lg7 4.d4 Sf6 5.d5 0-0 6.Sf3 e6 7.Le2 exd5 8.cxd5 d6 9.0-0 Lg4 10.h3 Lxf3 11.Lxf3 Sbd7 12.a4 a6 13.g4 c4 14.Le2 Tc8 15.g5 Se8 16.f4 De7 17.Ta3 Tc5 18.Lf3 Ta5 19.Ld2 Sc5 20.De2 Sb3 21.Se4 Sxd2 22.Dxd2 Dd8 23.Db4 b5 24.axb5 Txb5 25.Dxc4 Db6 26.Dc6 Lxb2 27.Dxb6 Txb6 28.Ta2 Lg7 29.Tc1 ...

Se diagrammet.

Materielt set er stillingen endnu lige, men hvids brikker står så meget bedre, at ikke engang en Kramnik kan slippe for at betale regningen.

29. - h6 30.h4 hxg5 31.hxg5 f6 32.Tc6 Txc6 33.dxc6 fxg5 34.Sxg5 Sc7 35.Td2 Td8 36.Lg4 Lc3 37.Td3 La5 38.Kg2 d5 39.e4 d4 40.e5 Lb6 41.Tb3 Tb8 42.Th3 La5 43.Th6 Tb2+ 44.Kg3 Le1+ 45.Kf3 d3 46.Txg6+ Kf8 47.Td6 d2 48.Ke4 ...

Og så gad Kramnik ikke længere se på den ruin. 1-0 til Morozevich, der i Mexico City spiller lige så svingende som han har for vane. Kramnik er med nederlaget faldet tilbage, hvor han lå efter 1. runde - han har 50 procent, og det er ærligt talt ikke særlig verdensmesterligt.

Det fjerde parti i 9. runde endte med en fredelig remis mellem Lekó og Svidler.

Stillingen efter 9 af 14 runder: 1. Anand, 6 points. 2. Gelfand, 5 p. 3.-5. Kramnik, Lekó og Grischuk, alle 4,5 p. 6.-7. Morozevich og Aronian, begge 4 p. 8. Svidler, 3,5 p.

Med fem runder tilbage kan Anand endnu nå at sætte den lovende føring over styr - i hvert fald hvis han taber 10. rundes nøglepari, hvor han har sort mod Kramnik.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her