Læsetid: 5 min.

Atomfysikkens endeligt i DR

Fire dage efter programdirektør Lars Vesterløkke forlod DR, blev hans omdiskuterede ledelsesstruktur med såkaldte menneskechefer og programchefer så kraftigt justeret, at begrebet menneskechef nu helt forsvinder i DR
-Vi begik nok den fejl at kalde noget for en menneskechef,- indrømmer Kenneth Plummer, DR-s generaldirektør, og siger til Information: -Men hovedstrukturen med divisioner og projektledere fortsætter. Den nye ledelsesrolle kommer til at indeholde en lang række af de funktioner m-cheferne var tiltænkt-.

-Vi begik nok den fejl at kalde noget for en menneskechef,- indrømmer Kenneth Plummer, DR-s generaldirektør, og siger til Information: -Men hovedstrukturen med divisioner og projektledere fortsætter. Den nye ledelsesrolle kommer til at indeholde en lang række af de funktioner m-cheferne var tiltænkt-.

Jens Panduro (Arkivfoto)

Kultur
21. september 2007

Den nye ledelsesstruktur i DR, der har været undervejs i over et år, blev sat i værk for seks uger siden, men er allerede sløjfet igen.

"Jeg må konstatere, at vi ikke har været gode nok til at kridte banen 100 procent ordentligt af. Og vi har åbenbart ikke gjort vores hjemmearbejde helt godt nok i relation til at forklare medarbejderne, hvad begrebet menneskechefer gik ud på. Derfor har vi besluttet os for at rulle det tilbage," forklarer DR's generaldirektør, Kenneth Plummer, over en lunken danskvand med citrus fra sit kontor i DR Byen.

Han har skrevet til sine medarbejdere, at fra den 12. oktober eksisterer begrebet 'menneskechef' ikke længere i DR:

"Forståelsen af en organisation må aldrig gå hen og blive atomfysik. I direktionen har vi tydeligvis ikke været opmærksomme på dette," lyder det.

Hypotesen var ellers, at en todeling af chefansvaret i en 'm-chef' (m for menneske) og en 'p-chef ' (p for program) ville imødekomme medarbejdernes ønske om klare mål og ledelsesprincipper. Men det opfyldte stillingen m-chef ikke, og opdelingen mødte fra begyndelsen intern kritik. En kritik den nu tidligere programdirektør Lars Vesterløkke hele tiden har forsvaret sig imod.

"Ordet menneskechef får os til at stille spørgsmål og provokerer til at tænke anderledes. Mange i DR har protesteret, fordi de mener, det lyder åndssvagt. Men vi har bevidst valgt navnet, fordi det i sig selv er nyskabende og fortæller, hvad det handler om. Nemlig at sætte fokus på mennesket," sagde Lars Vesterløkke tidligere på året til fagbladet Journalisten.

En af DR's nye ledelsesstrukturs største kritikere var DR's daværende nyhedsdirektør Lisbeth Knudsen - i dag chefredaktør på Berlingske Tidende. Hun og Lars Vesterløkke kandiderede begge til den nye stilling som programdirektør for hele programproduktionsområdet i november sidste år.

Lisbeth Knudsen mente, at opdelingen mellem programchefer og menneskechefer var fuldstændig håbløs - en model, der ville give alt for lang afstand mellem dem med personaleansvar og de produktionsansvarlige.

En betragtning som den tidligere udlandsredaktør i DR Nyheder Kristian Mouritzen deler. Han nåede at beklæde jobbet som menneskechef i cirka en måned.

Jamen, p-chefen siger!

"Efter min menig fungerede det overhovedet ikke. I den lange horisontlinje kunne jeg se, at der ville komme flere konflikter end samarbejde ud af det. Derfor tog jeg konsekvensen og sagde min stilling op," siger Mouritzen, der tiltræder som udlandsredaktør på Berlingske Tidende. Han giver Plummer ret i, at m-chefens stillingsbetegnelse er atomfysik.

"Medarbejderne kunne overhovedet ikke finde ud af, hvor de skulle gå hen. Jeg fik dagligt spørgsmål om: 'jamen, p-chefen siger'. 'Det kan godt være, og det er vi sørme også enige om, men nu skal du lige høre'," siger Kristian Mouritzen, der mener, at jobbet som m-chef var for hult.

"I otte år har jeg været chef for 55 medarbejdere på udenrigsafdelingen med fuldt ansvar for programmer, mennesker og økonomi. Fuld kontrol over redaktionens helhed. Det med udelukkende at skulle koncentrere sig om menneskene, ikke programmerne, ikke økonomien, ikke indholdet. Det kunne jeg simpelthen ikke finde ud af."

M-chefen skulle fyre, hyre og udvikle og forhandle løn, fortæller den tidligere menneskechef Kristian Mouritzen og pointerer, at menneskechefen havde en afsindig stor magt, der gjorde, at medarbejderne orienterede sig mere efter ham til skade for produktionen. For eksempel kunne programchefen på TV-Avisen, Henrik Keith Hansen, ikke bestemme, hvem der skulle være studievært. Det skulle Kristian Mouritzen bestemme, da det var ovre i den menneskelige boldgade, hvor m-chefen havde det sidste ord.

Men menneskechefens levetid blev kort. Fra den 1. august til i mandags - den 17. september - seks uger. Hovedarkitekten bag implementeringen, Lars Vesterløkke, mener ikke, at man kan vurdere strukturens egnethed så hurtigt.

"Systemet skal helst virke i to-tre år, før man kan se resultater. Vi har forberedt det et år. Og det vil tage et stykke tid, inden det virker," siger Vesterløkke.

Professor og centerleder på Center for Virksomhedskommunikation på Handelshøjskolen, Aarhus Universitet, Finn Frandsen, er enig i, at strategisk planlægning tager tid. Og selv om han mener, man kan rose Plummer for at nedlægge noget, der ikke fungerer, så er implementeringstiden for kort.

"Var det et halvt år, så kunne man måske sige: Fungerer det eller ikke. Seks uger er for kort tid til at vurdere, om det er et godt system. Det er gået for hurtigt. Implementeringen har ikke fået chancen," siger Finn Frandsen.

Ifølge Kenneth Plummer er der ingen tvivl om, at Lars Vesterløkke følte stærkt for m- og p-cheferne, men han vil ikke kommentere, om der er en sammenhæng mellem Vesterløkkes exit og menneskechefens ditto.

"Det er rigtigt, at du først begynder at se de endelige resultater af strukturændringer efter måske flere år. Omvendt er man nødt til at foretage justeringer, hvis man oplever så store problemer, som vi har været i," siger Plummer.

Kæmpeopgave

Mediekommentator og radiovært på Mennesker og medier på P1 Lasse Jensen spørger sig selv, hvorfor der skulle gå så lang tid, og hvorfor det overhovedet skulle gennemføres?

"Det har været tydeligt for alle undtagen åbenbart Kenneth Plummer, at det nye system var uigennemsigtigt, teoretisk og måske oven i købet uigennemførligt. Det har været tydeligt for alle, der har iagttaget Danmarks Radio. Det har været tydeligt for rigtigt mange af de chefer, der er blevet udnævnt," fastslår Lasse Jensen, der mener, at når man finder ud af, at noget medfører større gener end gavn, så skal man standse det. Og ikke ud fra et teoretisk synspunkt give det en chance mere.

"Stemningen internt i DR er, at det er da sikkert rigtigt nok at standse det her, men hvad nu? Der forestår en kæmpe opgave for Kenneth Plummer, fordi det her handler jo ikke kun om menneskechefer. Det handler om en hel struktur, der er bygget op om en filosofi, som måske ikke holder," siger Lasse Jensen.

Ifølge Kenneth Plummer kom beslutningen nu, da spareplanen skulle på plads, før der kunne foretages justeringer i strukturen.

"Men hovedstrukturen med divisioner og projektledere fortsætter. Den nye ledelsesrolle kommer til at indeholde en lang række af de funktioner, m-cheferne var tiltænkt. Men som en enstrenget model," siger generaldirektøren.

"Vi begik nok den fejl at kalde noget for en menneskechef," indrømmer Kenneth Plummer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tænk engang, at tro innovation og kreativitet udspringer fra pyramide ledelses strukturer og kassetænkninger.........det mener jeg er umenneskeligt, koldt og kun egnet for robotmennesker.

Hold op med at tænke..........lad være med at bruge hjernen
og behovet for at kontrollere og styre.
Slap af.....don't think........så vælter innovationen frem i kaskader helt naturligt og helt vildt og uden brug af videnskabelige teknikker...og anden gejl.

......og forresten det er en god idé at gemme behovet for at være chef over andre. Det fremmer nemlig helt vildt al slags innovation........
at udflade hierakierne.......

Man kan tæmme mennesker til et vist punkt........
men husk også lige at hjertet ikke kan tæmmes...og det skal det selvfølgelig ikke.......stol hellere på medmennesker og giv frihed.

Kun med hjertet kan man se rigtigt og det gælder faktisk i alle forhold...og for alle slags chefer.

DR tager med lethed 1.prisen som tåbeinstitution.

At udnævne "mennskechefer" er så indlysende idiotisk, at jeg ikke kan finde ord for idiotien!

Næste gang udnævner man vel chefer for venstrehåndede, rødhårede, ubarberede.

Facitlisten har ingen grænser.

Nedlæg denne åbenbart overflødige institution!