Automatpilot til venstre

Er det ikke mest af alt en afledningsmanøvre, når man nu pludselig beskylder danske forfattere og andre 'progressive' for at hænge fast i synspunkter og holdninger, der stammer fra de svundne årtier 60'erne og 70'erne?

De har 'naturligvis' været modstandere af Irakkrigen, og Danmarks deltagelse i den, lige fra begyndelsen. Ligesom de 'naturligvis' har undsagt den fade borgerlighed, som fra og med Foghregeringen har skabt et mere ulige og socialt skævvredet Danmark end vi har kendt til i lange tider.

At der findes en særlig form for venstreorienteret konformisme er ubestrideligt. Den automatpilot, der i 60'erne og 70'erne styrede direkte mod venstre, uden svinkeærinder eller sådan en bette ting som besindighed, er for nogle mennesker stadig den, der bemander cockpittet. De rokker sig ikke.

Slog hånden af familien

Amerika er af det onde, og det er borgerlige regeringer også. F.eks. talte jeg for nogle år siden, lige efter at George Bush var blevet genvalgt, med en dame fra Midtjylland. Hun var netop kommet hjem fra en længere rejse i USA. Her havde hun besøgt familie, som for mange år siden udvandrede til Amerika. Nogle af dem ville hun dog under ingen omstændigheder besøge, på trods af at hun ikke havde set dem, siden hun var barn. Nej, for den formastelige gren af familien havde skrevet et brev til hende, hvor de havde fortalt lidt om deres daglige liv - og i forbifarten nævnt, at de som gode republikanere havde stemt på den siddende præsident. Og det kunne den - efter min mening - stjernekonforme, venstreorienterede gymnasielærerinde fra Midtjylland altså bare ikke have!

Da hun havde fortalt historien om sin heltemodige sætten sin ukorrekte amerikanske familiegren på plads, ved at nægte et gensyn med dem, forventede hun helt tydeligt bragende bifald. Både jeg og de øvrige i selskabet syntes nu nærmest hendes historie handlede om tanke- hvis ikke hjerteløshed og om en noget svigtende proportionssans.

Men det var der ikke nogen, der nænnede at sige til hende. Vi kunne nemlig heller ikke lide præsident Bush.

Klassens duksedrenge

Så jo, gu findes der et særligt 'progressivt' og frelst idioti, men er opgøret med en automatisk 'samfundskritisk' holdning virkelig det mest påtrængende spørgsmål at diskutere her efter, at Danmark har trukket sine hærenheder ud af Irak - i hvad der vel i nysprogsterminologien godt kan betegnes som et 'sejrrigt tilbagetog'?

Hvad var det, Fogh sagde, da han annoncerede den tilbagetrækning, som nu har fundet sted: Opgaven i Irak er løst, i samråd med den irakiske regering trækker vi derfor vores soldater hjem. I en knap så nysproglig terminologi betød det vist nok, at vi stak halen mellem benene, da det gik op for os, at vores krigsdeltagelse fra dag ét hvilede på tvivlsomme informationer, muligvis rene løgnehistorier og i det hele taget var en kæmpe misforståelse. Som vi i øvrigt ikke gider snakke mere om.

Men der var jo også modstandere af krigsdeltagelsen, lige fra begyndelsen.

Nemlig de sædvanlige duksedrenge i klassen, dem der altid har ret. Venstreorienterede forfattere og den slags. Og det er rigtig nok: De er pisseirriterende. Klaus Rifbjerg, den gamle hanelefant, han var selvfølgelig på den rigtige side - endnu engang. Succesdrengen Ib Michael, jo jo, han mente selvfølgelig det helt rigtige. Hele det sædvanlige kor af folk, der aldrig har lidt under tvivlens nådegave, men som altid har haft en ubegribelig tiltro til egen evne til altid både at have og at få ret i sidste ende. Den slags er ikke til at holde ud.

Banangildet er aflyst

Enkelte forfattere, som f.eks. Jens Christian Grøndahl, havde i det mindste det personlige mod til at tage fejl. Det er jo altid prisværdigt.

Men de var undtagelser og i det lys er det selvfølgelig meningsfuldt nok, at der nu er dømt skældud til de sædvanlige frelste aber, der ellers har forberedt sig på et gedigent banangilde af triumf og udsigten til endnu engang at kunne håne borgerlige mennesker som dem, der aldrig nogensinde har forstået noget som helst.

Men sådan skal det altså åbenbart ikke få lov til at gå. I stedet er det nu de gamle, garvede anklagere, der sidder på anklagebænken. Der kan de få lov til at sidde i al presseubevågenhed og stege i deres rigide, fortidige frelsthed. Så kan de lære det: Der er ingen der gider diskutere den rådne krig længere! Det kan godt være, de fik ret til sidst, endnu engang, men hvad så?

Afledningsmanøvre?

Det, man spørger sig selv om, og det der får en til at spekulere på, om irritationen over venstrefløjen ikke i virkeligheden er én stor afledningsmanøvre, er, at vi jo stadig savner det store, borgerlige selvopgør, den kristelige selvransagelse som en enkelt borgerlig skribent, nemlig Weekendavisens Ulrik Høy, har efterlyst.

Der er militærfolk, der har været udstationeret i Irak, der har været forældre til omkomne soldater, der har ytret sig kritisk om krigen og hele begrundelsen for at gå ind i den. Men den borgerlige offentlighed, som nærmest jublede, da Gamle Danmark og USA (i nævnte rækkefølge) besluttede sig for at sætte Irak på plads, har den slet ikke noget at sige nu?

Hvorfor er det ikke den, der forlanger en tilbundsgående undersøgelse af hele hændelsesforløbet? Det burde den gøre. Hvis det bliver venstrefløjen, der får gennemtvunget en undersøgelse, risikerer vi jo, at den får ret igen igen. Hvis der nu skulle være et eller andet, der er fejet ind under gulvtæppet.