Når kærligheden er slut, og to skilsmisseforældre ikke længere selv kan enes om forældreskabet, ender sagen i statsforvaltningerne - tidligere statsamtet - og retten. Her afgøres stridighederne om forældremyndighed og barnets bopæl i 75 procent af tilfældene til fordel for moren. Mænd derimod oplever, at der pludselig bliver stillet spørgsmålstegn ved deres kompetencer som fædre, og at deres køn alene diskvalificerer dem i rollen som forælder og ligeværdige omsorgspersoner. Oplevelsen af at blive devalueret som far ryster i mange tilfælde mændenes selvforståelse og selvopfattelse og kaster dem ud i en eksistentiel krise, viser et nyt speciale "Faderskab efter samlivsbrud - skilsmissefædres beretninger om livet uden børn," som antropolog Johnny Carlsen har skrevet på baggrund af en lang række interview med netop fædre, der i desperation har henvendt sig i ForFar - Foreningen Far til Støtte for Børn og Forældre.
"Der er en grel uligestilling inden for forældreskab i dag, og den gør sig også gældende i det juridiske system," siger Johnny Carlsen.
En af de interviewede mænd fortæller: "Da vi så stod oppe i statsamtet og havde været til en helvedes masse møder med psykologer og jurister og sagsbehandlere omkring samværsresolutionen, fik jeg at vide: ingen fælles forældremyndighed, og jeg kun kunne se ham (barnet) hver anden weekend og en ugentlig dag. Så var det sgu ligesom, at jeg fik at vide, at jeg var dumpet som menneske. 'Ja, du er jo mand, så du duer ikke.' Det var fandeme svært, det kan jeg godt fortælle dig (...) jeg sad bare der med hænderne på rattet og tudede ... alt det, jeg troede på ... eller ... du ved ... øh.. retfærdighed ... det er sgu ikke retfærdigt, når man lige pludselig ikke må se sit eget barn."
Johnny Carlsen er meget påpasselig med ikke at generalisere mænd og kvinder og hævder derfor heller ikke, at de mænd, han har interviewet, er udtryk for en generel mandenorm. Grunden til, at han har valgt netop denne gruppe mænd, som er i konflikt med deres børns mødre, er, fordi de er udtryk for en gruppe mænd, der meget gerne vil være fædre, men som bliver frataget den mulighed af et samfund og et system, der ifølge Johnny Carlsen ligger under for modermyten - forstået som den tankegang, der påstår, at kvinder biologisk er skabt til være de primære omsorgsgivere fra naturens side.
For at gøre op med nogle af de myter, der hersker omkring mænd, at mænd ikke skulle kunne være omsorgspersoner på samme made som kvinder, har Carlsen også interviewet mændene omkring deres følelser i forhold til ønsker om barn, graviditet, fødsel og tiden efter fødslen. En mand siger eksempelvis:
"Jeg følte et kæmpe overskud til at tage mig af, give kærlighed og beskytte og drage omsorg. Jeg havde utrolig lyst til det og var parat til den der samhørighed og familierelation. Jeg husker meget tydeligt det der med en erkendelse om, at det er sgu det her, livet drejer sig om. Det der med at tage sig af et barn og se barnet udvikle sig - altså det var en erkendelse- det er livet i højeste potens."
Modermyter
Johnny Carlsen gennemgår i sit speciale vores kulturhistorie for at påvise, hvad det er for nogle forestillinger, som vi - og dermed også jurister, sagsbehandlere og psykologer i statsforvaltningen - ligger under for.
Carlsen beskriver det 16. århundrede som en stor modsætning til dagens opfattelse af moder- og faderrollen. Selv om moderen var den, der fødte, var det faderen, som skænkede liv, og det var ikke ualmindeligt, at faderen var den, der mærkede undfangelsen i sin penis og i sin krop. Og det gjorde, at graviditeten i lige så høj grad blev opfattet som faderens anliggende. Han følte tilknytning til barnet, han mærkede smerten og de bekymringer, der opstod under graviditeten. Hvis en mand besvimede på et offentligt sted, kunne en kommentar være "det er nok en vordende far". Moderen havde ikke den store betydning, og børnene blev ofte flyttet fra amme til amme.
I det 19. århundrede begynder man at kunne spore et skifte i kulturen: faderen er nu blevet en ekstern enhed - den fraværende far. Han er ikke længere et følelsesmæssigt væsen - og skal derfor holde ulykkelige og vanskelige oplevelser for sig selv. Men det er dog stadig ham, der har forældremyndigheden.
Med den østrigske psykolog Freuds teorier bliver faren imidlertidsat ud på et sidespor - den psykobiologiske tilstand mellem mor og barn - symbiosen - opstår. Teorier som stadig præger vores tankesæt i dag. Disse forandringer ændrer også familielovgivningen og retspraksis til fordel for moderen.
"Freuds teorier lever stadig i bedste velgående - f.eks. at det er en kvindes naturinstinkt at være mor. Og den såkaldte tilknytningsteori går jo på, at fordi mor og barn har hørt biologisk sammen, så har de en samhørighed, når barnet bliver født," siger Johnny Carlsen.
"Det sjove ved symbiose er, at det er et biologisk udtryk, som udviklingspsykologer har overtaget. I biologisk forstand er det udtryk for, at det er to planter, der vokser på hinanden, og hvis man tager den ene plante væk, så dør den anden - de kan ikke undvære hinanden - og det har man så overtaget inden for udviklingspsykologien i 50'erne. Men erfaringer viser jo, at dør moren i barselssengen, dør barnet ikke, og barnet vokser jo op på samme vis og bliver lige så glad," siger Johnny Carlsen, der påpeger det ironiske i, at selv om der er masser af forskning, der viser, at tilknytningen mellem forælder og barn er der, men at den ikke er biologisk betinget - den er socialt betinget, så udgives der alligevel store opslagsværker på f.eks. Politikens Forlag og Gyldendal, hvor fagpersoner understøtter disse myter.
Men fra den 1. oktober træder en ny lov - forældreansvarsloven i kraft. Den skal rette op på nogle af de hidtidige skævheder i statsforvaltningen og tager udgangspunkt i, at barnet har ret til begge forældre.
"Det vigtigste i den lov er, at der er konsekvenser, og at den samarbejdsvillige forælder får flere muligheder," siger Johnny Carlsen, der er positivt indstillet over for den nye lov, men også spændt på, hvor hurtigt den kommer til at ændre afgørelserne, da det afgørende vil være om de personer, der arbejder i statsforvaltningerne, kan frigøre sig fra modermyten.
